Da Tonika-ensemblet var i Nordkorea, var de af en eller anden grund
blevet så populære, at de var blevet udvalgt til være
iblandt det fåtal, der skulle deltage i selve afslutnings-ceremonien.
Det var jo sådan set ærefuldt i sig selv, men det medførte
rent faktisk også, at de af en af tilskuerne fik et mundtligt tilbud
om at deltage i en tilsvarende festival i Ægypten senere på
året.
Denne invitation var nu blevet skriftligt bekræftet, så
nu tydede alt på, at ensemblet snart skulle ud at rejse for anden
gang i år. Nik var ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville
med, selvom han ville få lidt vanskeligheder med at skaffe pengene
til rejsen. Men det problem kunne nok løses.
Freia var heller ikke tvivl. Denne gang var der ikke så stramme
restriktioner, hvad angik deltager-antallet, så de slap heldig-vis
for anciennitets-overvejelser og lignende brok denne gang. Så Freia
kunne sagtens komme med. Hun havde faktisk været i Ægypten
en gang før, for en del år siden, som en afstikker fra et
kibbutz-ophold i Israel. Blandt andet derfor blev hun udvalgt til at være
den ene af to tur-ledere for rejsen. Den anden skulle være Karl,
som var gammel i gårde på dette område. Det skulle ellers
have været Signe, men hun valgte selv at frafalde, begrundet med
at hendes engelsk-sprogkundskaber nok var util-strækkelige til at
forhandle med arrangørerne i Ægypten.
Der var ikke særligt længe til de skulle afsted, faktisk
kun et par måneder. Kun godt en uge efter at Nik senest skulle være
ude af sit gamle værelse hos Aksel. De slap heldigvis for tidsmæs-sigt
omfangsrige forberedelser udenfor de sædvanlige øveaftener,
da de stort set kunne videreføre repertoiret fra Korea-turen.
-Skal vi gentage succes'en fra sidst, Nik? spurgte Bondo en øve-aften
Nikolaj.
Det han refererede til var, at de jo i Korea havde delt hotelvæ-relse.
-Beklager, jeg er allerede optaget! svarede Nik.
-Nå, af hvem dog?
-Ja, hvem tror du mon?
-...nåja, det er da klart - tænk dig dog om, Bondo!
Freia og Nik havde egentlig ikke talt om det, men det var lige som
underforstået, at de naturligvis skulle dele hotelværelse i
Ægypten. Det viste sig da også, at Freia, der i egenskab af
tur-leder også skulle holde check på indlogeringen, selv havde
skrevet dem på listen som værende et par i den henseende. Der
havde ikke været nogle åbenlyse kurrer på tråden
imellem dem, så der herskede ingen tvivl herom i nogen af deres sind.
Selvfølge-lig skulle de da bo sammen dernede, de var jo et kærestepar.
Endnu.
Freia var i nogen grad blevet livligere som følge af sit inten-siverede
engagement i Tonikas bestyrelse og nu også i Ægypten-rejseforberedelserne.
Men det afstedkom også, at hun ind i mellem blev rigeligt stresset,
og derfor kunne virke noget forvirret. Hun havde lidt for travlt og glemte
at stoppe op og se sig lidt om en gang i mellem. Hun kunne også være
lidt irritabel. Af samme grund, formodede Nik, han nægtede stadig
at se andre mulige årsager.
Når de havde haft øve-aften i Tonika, tog de næsten
altid hjem til Freia sammen.
-Det er underligt... de sidste par gange vi kommet her hjem sammen,
er jeg pludselig blevet angrebet af en lille underlig depression... jeg
ved s'gu ikke rigtig hvorfor...? proklamerede Freia en af disse aftener,
mens hun røg en godnat-smøg.
-Måske fordi, jeg aldrig har rigtig tid til at slappe af for
tiden...? forsatte hun.
Eller måske fordi, hun var træt af den situation, træt
af Niks evige efterhånden ret intetsigende tilstedeværelse
disse og andre aftener. Hvilket Nikolaj imidlertid ikke var i stand til
gennemskue, i sin blinde og udmarvende forelskelse i hende. Hans udtryksmidler
var i højere og højere grad efterhånden blevet reduceret
til de evigt tilbage-vendende mentale nik, Freia i virkeligheden foragtede
og irriteredes stadig mere over. For et udenforstående vidne ville
det have været endog særdeles tyde-ligt. Men Nikolaj formåede
ikke at se objektivt på det. Og Freia kunne endnu ikke formulere
det.
-Vil du ha' en lille godnat-whiskysjus, inden vi går i seng?
spurgte Freia ham en anden af disse aftener.
Nik var ellers så småt på vej i seng, han stod med
tandbørsten i hånden, og skulle lige til at trykke tandpasta
ud på den.
-Skal vi ha' en lille én, synes du? spurgte Nik tilbage, med
nærmest underlegen spinkelt røst, i stedet for at svare på,
om han rent faktisk selv havde lyst til en sådan.
Freia blev tydeligvis meget irriteret over denne mangel på stillingtagen
fra Niks side.
-Jeg spurgte dig, om du vil have en godnat-drink, inden vi går
til køjs? snerrede Freia næsten arrigt provokerende højt
til-bage, og satte flasken og et glas hårdt fra sig på bordet,
fyldte glasset op med whisky og tændte resolut en smøg.
-Hvad går der af tøsen? tænkte Nik forundret, men
forblev målløs.
Han tog selv et glas, og krøb dugnakket hen til hende og satte
sig ved bordet. Uendeligt forsigtigt skænkede han sig selv en whisky.
Da de atter brød tavsheden, var det kun almindelige hverdags-trivialiteter,
der kom på bordet.
Ind i mellem gik det dog også helt godt imellem dem, endog objektivt
set.
Nik havde meldt sig frivilligt til at indgå i en gruppe af Tonika-medlemmer,
der skulle skiftes til at passe deres fælles bar på deres øve-aftener.
Det var for en gangs skyld noget Nik havde gjort af eget initiativ, og
Freia syntes i høj grad at billige dette hans pludselige udtryk
for handling.
Desværre skulle det første møde holdes netop en
aften, hvor han og Freia var blevet inviteret til middag hos Svend.
-Men det møde kan vel ikke vare hele aftenen?! udtalte Freia
angående dilemmaet, og beordrede derved indirekte Nik til at tage
til mødet uanset middagsinvitationen fra Svend og Britt.
-Du kan jo altid dukke op senere, når det er færdigt...!
Så sådan blev det. Nikolaj tog til mødet og overlod
til Freia at opfylde de selskabelige forpligtelser ved middagen. Da mødet
var slut, tog han så ud til Svend.
Mødet var gået forbavsende godt for ham selv personligt,
syntes han; han havde for en gangs skyld ikke siddet passiv og umælen-de,
hvilket han ellers normalt havde en tendens til i større forsamlinger.
Han havde derimod rent faktisk deltaget aktivt i diskussionerne og fremført
sine meninger uden omsvøb. Han var faktisk ikke så lidt stolt
af sig selv over sin opførsel til mødet. Han havde været
usædvanlig handlekraftig.
Derfor var han da også i sprudlende humør, da han nåede
frem til middags-selskabet, og omfavnede lykkeligt Freia i sofaen og gav
hende et intenst kys på munden, hvorefter han fortalte om mødets
vellykkede forløb. Niks humør smittede åbenbart, og
måske genvandt Freia også lidt af respekten for ham, for hun
virkede lige pludselig meget mere imødekommende overfor ham, end
hun plejede, og gengaldt varmt Niks kærtegn.
Den efterfølgende nat blev et eneste langt kropsligt favntag,
som en slags udtryk for deres følelsesmæssige forsoning.
Trods de mange afslag fra kollektiver og bofællesskaber, Nik havde
været til samtale i, viste hans bestræbelser på at finde
en ny bolig sig alligevel i allersidste øjeblik at bære frugt.
Endelig var der nogen, der ville have ham boende. Det var et lille hus-bofællesskab
i Husum, der kom til danne rammen for hans kommende hjemme-tilværelse.
Han fik først det endelig tilsagn dagen før han skulle flytte,
så indtil denne sidste dag var han til stadighed nødt til
at holde muligheden for møbel-opmagasinering hos sin søster
åben. Og de folk, hans indkaldte som hjælpe-flyttemænd
kunne ikke få oplyst, hvorhen læsset skulle flyttes, hvilket
unægteligt forekom dem lidt mærkværdigt, indtil de fik
forklaringen. Freia havde ligget syg ugen forin-den, men var nu ved at
komme helbredsmæssigt ovenpå igen, så fredagen inden
flytningen kom hun hjem til Nik for at hjælpe ham med at pakke hans
grej ned i flyttekasser.
Nik havde ellers fået snakket lidt med Aksel dagen forinden,
og de var faktisk kommet lidt overens med hinanden igen. Aksel havde fået
nogle problemer med den nye lejer, og nu udtrykte han, at han egentlig
havde fortrudt, at han ikke havde lejet lejligheden til Nik i stedet. Han
skulle nemlig også selv flytte. Men det var jo i al fald for sent
nu. Nik havde også nu helt indstillet sig på at komme ud af
lejligheden. Kun een ting var lidt ærgeligt desangående; i
denne lejlighed ville Nik og Freia kunne have boet sammen indenfor de økonomiske
rammer, Freia jo tidligere havde afstukket. Mens de nu gik og pakkede,
fortalte Nikolaj Freia om sin delvise forsoning med Aksel.
-Tror du, du ville kunne have boet her sammen med mig, Freia? spurgte
Nikolaj hende til sidst direkte.
-Tjah, det ved jeg ikke...!? svarede hun tøvende og så
sig vurderende rundt i de næsten tomme lokaler, som om hun aldrig
havde set dem før.
-Jo, det tror jeg nu nok, jeg kunne...! fastslog hun lidt efter.
-...men jeg tror alligevel nok, jeg ville prøve at holde fast
i det, jeg har nu, på en eller anden måde...!
Hvilket kunne tolkes som en slags usikkerhed. Enten i mistillid til
Aksels reelle hensigter med at udleje lejligheden til dem, eller i mistro
til Niks og hendes forholds evne til at bære, at de flyttede sammen.
Hun ville i al fald ikke brænde broerne bag sig, så en eventuel
retræte var hende afskåret.
-Det ville vist aldrig gå! tænkte hun i virkeligheden inderst
inde, men så ikke nogen grund til at såre Nik ved at sige dette
højt.
Det var jo alligevel nu kun et hypotetisk spørgsmål.
Foruden Freia hjalp Bondo, Jørgen og en af Niks barndoms-kam-merater, Frederik, til med som flytte-mænd. Freia syntes, de var for få, og bebrejdede Nik, at han ikke havde været tidligere ude for at skaffe hjælp. Nik undskyldte sig med, at han jo ikke vidste, hvor de skulle flytte hen, før dagen forinden. Det var en dårlig undskyldning; han vidste jo i al fald, at han han under alle omstændigheder skulle flytte denne dag, uanset destinationen. Men Nikolaj syntes iøvrigt også, at de faktisk var nok. Og det gik da også lige akkurat.
Fremme ved huset i Husum stillede de de fleste af kasserne og møblerne
ind i husets halvtomme garage. Kun det mere følsomme og kostbare
inventar, såsom stereoanlæg og instrumenter, blev placeret
midt på gulvet i Niks nye værelse. Han havde nemlig til hensigt
at male værelset i løbet af den lille uge, der var til deres
Ægypten-afrejse, før han gav sig til at indrette det til beboelse.
Bagefter sad flyttefolkene sammen med Niks tre nye bofæller på
terassen i årets formentlig sidste solskinsstråler og drak
et par flytte-bajere, og prøvede spagfærdigt at lære
hinanden lidt at kende. Da de til sidst brød op, tog Nikolaj med
Freia hjem. Han kunne jo ikke så godt sove i sit nye værelse
endnu.
Nik skulle bo hos Freia de dage, det ville tage ham at sætte
værelset i stand, officielt så han undgik at få maler-hjerne
af at sove midt i dunsten.
Midt på ugen, da Nik næsten var færdig med malerarbejdet,
skulle han vaccineres i anledning af den kommende rejse sydpå. Det
var meningen, han så bagefter skulle tage ud til sit nye hjem for
at gøre det sidste færdigt, og så småt begynde
at indrette sig. Men han havde ikke taget med i betragtning, at vaccinationerne,
gamma-globelin og stivkrampe, til en hvis grad kunne slå ham fysisk
ud af balance. Da lægen havde givet ham de to stik i henholdsvis
bag og skulder, sagde han godt nok til Nik, at det normalt tilrådedes,
at man blev siddende i venteværelset en halv times tid efter vaccinationerne.
Men Nik kunne ikke forestille sig, at han ville blive mærkbart påvirket
af de to sølle ind-sprøjtninger. Men det blev han faktisk,
så det var et held, at han ikke desto mindre alligevel fulgte lægens
råd og blev siddende blandt de ugeblads-læsende hypokondre.
I løbet af godt fem minutter blev han aldeles bims og svimmel, og
måtte faktisk bruge godt 20 minutter extra for at blive frisk nok
til at turde bevæge sig ud i trafikken. Og selv da var han så
træt, at han uden yderligere overvejelse droppede enhver tanke om
at bevæge sig til Husum, men i stedet returnerede til Freias seng,
hvor han omgående faldt i en dyb søvn. Han havde godt nok
hørt noget om, at folk kunne reagere temmeligt voldsomt på
disse vac-cinationer; Agnes fra ensemblet hævdede, at hun havde været
syg i hele to dage ovenpå indsprøjtningerne. Men han var nu
al-ligevel overrasket over sin egen reaktion.
Freia blev også lidt overrasket over at finde Nik i sin seng,
da hun sidst på eftermiddagen kom hjem fra arbejde. Men hun kunne
nikke genkendende til reaktionsmønstret, da hun hørte om
hans lægebesøg samme formiddag.
Nu var Nikolaj imidlertid omsider ved at komme til hægterne igen,
så da de kort tid efter indtog et enkelt aftensmåltid sammen,
tilbød han at hjælpe Freia med at stå i Tonika-baren.
Hun havde nu også meldt sig som frivillig til dette, sammen med Signe,
og skulle netop gøre sin pligt, hvad dette angik, samme aften.
Det tilbud tog hun gerne imod. Så de tog sammen derhen.
Freia skulle have passet baren sammen med Signe, men hun var også
ved at flytte og havde derfor ikke tid til at hjælpe til denne aften.
Ikke desto mindre kom hun alligevel derind sidst på aftenen for at
få en enkelt "afstressnings-bajer", som hun kaldte det. Hun snakkede
og snakkede, men meget af snakken lød til at være ret "inside",
hende og Freia imellem. Nik følte sig udenfor.
Da de lukkede baren af, stod Signa og Freia i umiddelbar nærhed
af hinanden og låste deres cykler op for at tage hjemad. Nik stod
også ved sin cykel, der stod lidt derfra, i færd med at forsøge
at få sin baglygte til at virke.
-Hva' så, vil du godt med mig hjem i aften eller hvad, Nik? sagde
Freia da med en ironisk undertone, ikke særligt højlydt, tilsyneladende
mest henvendt til Signe.
Signe stod nærmest og smågrinede.
-Hva'? svarede Nik, som om han ikke havde hørt, hvad Freia havde
sagt.
-Nå, ikke noget...! kom det en smule højere fra Freia.
Nikolaj forfulgte ikke emnet.
Hjemme gik Nik og Freia ret hurtigt til ro. Nik lå og klyngede
sig til Freia, han var bange. Bange for at miste hende. Bange for at blive
forladt.
-Nik, du må altså undskylde, at jeg ikke har været
særlig imødekommende over for dig på det sexuelle område
på det sid-ste... men jeg har altså ikke følt mig særlig
appetitlig, med alt det satans blod! sagde Freia pludselig til ham.
Freia havde for godt 1½ måned siden fået spiral
til afløsning for det ret spontanitets-ødelæggende
pessar, hun plejede at bruge. Af den grund havde hendes menustration denne
gang været usædvanlig kraftig og langvarig. Hvilket der sådan
set ikke var noget usædvanligt i - første gang efter opsættelsen
af en spiral.
-Hmm, det forstår jeg da godt...! svarede Nik tomt.
Dermed mente han ikke, at han selv syntes, hun virkede uindby-dende,
men derimod, at han forstod hendes betragning ud fra hendes eget synspunkt.
Hvordan han så end bildte sig ind at kunne det fyldelstgørende,
tilhørende det andet køn.
-...og jeg må faktisk indrømme, at jeg derfor slet ikke
har haft lyst...! forsatte hun.
Nikolaj bildte sig som sagt ind, at han forstod dette. Men han kunne
alligevel ikke få det til at stemme helt overens med det faktum,
at hun oftest havde mest lyst til sex netop i menustra-tionsperioden, og
det ikke havde tidligere afholdt dem fra at gennemføre almindeligt
samleje. Det havde normalt allerhøjest lagt en dæmper på
de mere eksperimentelle sexual-agter. Så han kunne ikke gøre
sig helt fri af den tanke, at det faktisk var ham, hun nu afviste sexuelt.
-Du er nu forresten heller ikke særlig flink til selv at give
mig et clue om, hvornår du har lyst! slyngede Freia ham dernæst
anklagende i hovedet, som om Nik havde anklaget hende for noget tilsvarende.
Det var nu rigtigt nok; også på dette felt var Nik kommet
så langt ud, at Freia skulle være den initiativ-tagende. Også
her var det højeste, han sædvanligvis kunne svinge det op
til et nik. Han var virkelig blevet en "V.P.".
-Jeg har altid lyst! svarede han imidlertid til dette.
Hvilket ikke var 100% korrekt, men faktisk alligevel lå meget
tæt op af sandheden. Han havde næsten altid lyst; det var bare
ikke altid, han kunne.
De lå stadig tæt sammenslyngne, og Nik gav sig nu målrettet
til at kæle erotisk for Freia. Lidt efter fulgte hun selv trop, og
i løbet af kort tid var de faktisk i gang med den elskovsakt, de
havde været foruden så længe. Der var ikke noget rutinemæssigt
eller kunstigt over samlejet, de var begge meget inderlige og fysisk ærlige.
Men bagefter faldt Freia umiddelbart efter ret hurtigt i søvn, og
Nik lå tilbage med en underlig mistanke i kroppen. Det var som om,
der var noget uheldsvangert definitivt over deres netop afsluttede elskov,
syntes han. Som om det markerede en slags afslutning. Nik havde på
fornemmelsen, at det ville blive sidste gang, han havde været i seng
med Freia. At han blot, som en nåde, var blevet tilstået et
sidste afskeds-knald, og havde fået det nu.
Men dagen efter havde han glemt den fornemmelse igen. Som var den kun
en del af en kedelig drøm.