Kapitel 13 - Efterår.

Nikolajs tæer var nu snart helt opløste og rynkede af at hænge lige under kanalens vandoverflade så længe. Der var umiddelbart ikke meget dyreliv at spore i vandet nær bredden. Men der måtte åbenbart alligevel være nogle fisk i indsøen, for godt 500 m ude var nogle fiskere i en lille jolle tilsyneladende i gang med at hive et net ind. Eller en ruse måske..? Nik var ret nærsænet og hans tilsaltede briller lå stadig på molen bagved ham, så han var ikke i stand til at skelne detaljerne i det fjerne sceneri.
-Var det egentlig ikke lidt sent røgte garn? Solen står jo allerede højt på himlen...! tænkte Nik og blev i det samme opmærksom på, at han nu, for første gang denne ulykkelige morgen, faktisk tænkte en tanke, der ikke direkte drejede sig om hans nylige nederlag.
Om dette ligefrem var ham en opmuntring, er nok tvivlsomt. Men der viste sig dog alligevel nu noget, der næsten kunne minde om et skævt smil på hans ellers så trøstesløse ansigt.

Da Tonika-ensemblet var i Nordkorea, var de af en eller anden grund blevet så populære, at de var blevet udvalgt til være iblandt det fåtal, der skulle deltage i selve afslutnings-ceremonien. Det var jo sådan set ærefuldt i sig selv, men det medførte rent faktisk også, at de af en af tilskuerne fik et mundtligt tilbud om at deltage i en tilsvarende festival i Ægypten senere på året.
Denne invitation var nu blevet skriftligt bekræftet, så nu tydede alt på, at ensemblet snart skulle ud at rejse for anden gang i år. Nik var ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville med, selvom han ville få lidt vanskeligheder med at skaffe pengene til rejsen. Men det problem kunne nok løses.
Freia var heller ikke tvivl. Denne gang var der ikke så stramme restriktioner, hvad angik deltager-antallet, så de slap heldig-vis for anciennitets-overvejelser og lignende brok denne gang. Så Freia kunne sagtens komme med. Hun havde faktisk været i Ægypten en gang før, for en del år siden, som en afstikker fra et kibbutz-ophold i Israel. Blandt andet derfor blev hun udvalgt til at være den ene af to tur-ledere for rejsen. Den anden skulle være Karl, som var gammel i gårde på dette område. Det skulle ellers have været Signe, men hun valgte selv at frafalde, begrundet med at hendes engelsk-sprogkundskaber nok var util-strækkelige til at forhandle med arrangørerne i Ægypten.
Der var ikke særligt længe til de skulle afsted, faktisk kun et par måneder. Kun godt en uge efter at Nik senest skulle være ude af sit gamle værelse hos Aksel. De slap heldigvis for tidsmæs-sigt omfangsrige forberedelser udenfor de sædvanlige øveaftener, da de stort set kunne videreføre repertoiret fra Korea-turen.
-Skal vi gentage succes'en fra sidst, Nik? spurgte Bondo en øve-aften Nikolaj.
Det han refererede til var, at de jo i Korea havde delt hotelvæ-relse.
-Beklager, jeg er allerede optaget! svarede Nik.
-Nå, af hvem dog?
-Ja, hvem tror du mon?
-...nåja, det er da klart - tænk dig dog om, Bondo!
Freia og Nik havde egentlig ikke talt om det, men det var lige som underforstået, at de naturligvis skulle dele hotelværelse i Ægypten. Det viste sig da også, at Freia, der i egenskab af tur-leder også skulle holde check på indlogeringen, selv havde skrevet dem på listen som værende et par i den henseende. Der havde ikke været nogle åbenlyse kurrer på tråden imellem dem, så der herskede ingen tvivl herom i nogen af deres sind. Selvfølge-lig skulle de da bo sammen dernede, de var jo et kærestepar. Endnu.

Freia var i nogen grad blevet livligere som følge af sit inten-siverede engagement i Tonikas bestyrelse og nu også i Ægypten-rejseforberedelserne. Men det afstedkom også, at hun ind i mellem blev rigeligt stresset, og derfor kunne virke noget forvirret. Hun havde lidt for travlt og glemte at stoppe op og se sig lidt om en gang i mellem. Hun kunne også være lidt irritabel. Af samme grund, formodede Nik, han nægtede stadig at se andre mulige årsager.
Når de havde haft øve-aften i Tonika, tog de næsten altid hjem til Freia sammen.
-Det er underligt... de sidste par gange vi kommet her hjem sammen, er jeg pludselig blevet angrebet af en lille underlig depression... jeg ved s'gu ikke rigtig hvorfor...? proklamerede Freia en af disse aftener, mens hun røg en godnat-smøg.
-Måske fordi, jeg aldrig har rigtig tid til at slappe af for tiden...? forsatte hun.
Eller måske fordi, hun var træt af den situation, træt af Niks evige efterhånden ret intetsigende tilstedeværelse disse og andre aftener. Hvilket Nikolaj imidlertid ikke var i stand til gennemskue, i sin blinde og udmarvende forelskelse i hende. Hans udtryksmidler var i højere og højere grad efterhånden blevet reduceret til de evigt tilbage-vendende mentale nik, Freia i virkeligheden foragtede og irriteredes stadig mere over. For et udenforstående vidne ville det have været endog særdeles tyde-ligt. Men Nikolaj formåede ikke at se objektivt på det. Og Freia kunne endnu ikke formulere det.
-Vil du ha' en lille godnat-whiskysjus, inden vi går i seng? spurgte Freia ham en anden af disse aftener.
Nik var ellers så småt på vej i seng, han stod med tandbørsten i hånden, og skulle lige til at trykke tandpasta ud på den.
-Skal vi ha' en lille én, synes du? spurgte Nik tilbage, med nærmest underlegen spinkelt røst, i stedet for at svare på, om han rent faktisk selv havde lyst til en sådan.
Freia blev tydeligvis meget irriteret over denne mangel på stillingtagen fra Niks side.
-Jeg spurgte dig, om du vil have en godnat-drink, inden vi går til køjs? snerrede Freia næsten arrigt provokerende højt til-bage, og satte flasken og et glas hårdt fra sig på bordet, fyldte glasset op med whisky og tændte resolut en smøg.
-Hvad går der af tøsen? tænkte Nik forundret, men forblev målløs.
Han tog selv et glas, og krøb dugnakket hen til hende og satte sig ved bordet. Uendeligt forsigtigt skænkede han sig selv en whisky.
Da de atter brød tavsheden, var det kun almindelige hverdags-trivialiteter, der kom på bordet.

Ind i mellem gik det dog også helt godt imellem dem, endog objektivt set.
Nik havde meldt sig frivilligt til at indgå i en gruppe af Tonika-medlemmer, der skulle skiftes til at passe deres fælles bar på deres øve-aftener. Det var for en gangs skyld noget Nik havde gjort af eget initiativ, og Freia syntes i høj grad at billige dette hans pludselige udtryk for handling.
Desværre skulle det første møde holdes netop en aften, hvor han og Freia var blevet inviteret til middag hos Svend.
-Men det møde kan vel ikke vare hele aftenen?! udtalte Freia angående dilemmaet, og beordrede derved indirekte Nik til at tage til mødet uanset middagsinvitationen fra Svend og Britt.
-Du kan jo altid dukke op senere, når det er færdigt...!
Så sådan blev det. Nikolaj tog til mødet og overlod til Freia at opfylde de selskabelige forpligtelser ved middagen. Da mødet var slut, tog han så ud til Svend.
Mødet var gået forbavsende godt for ham selv personligt, syntes han; han havde for en gangs skyld ikke siddet passiv og umælen-de, hvilket han ellers normalt havde en tendens til i større forsamlinger. Han havde derimod rent faktisk deltaget aktivt i diskussionerne og fremført sine meninger uden omsvøb. Han var faktisk ikke så lidt stolt af sig selv over sin opførsel til mødet. Han havde været usædvanlig handlekraftig.
Derfor var han da også i sprudlende humør, da han nåede frem til middags-selskabet, og omfavnede lykkeligt Freia i sofaen og gav hende et intenst kys på munden, hvorefter han fortalte om mødets vellykkede forløb. Niks humør smittede åbenbart, og måske genvandt Freia også lidt af respekten for ham, for hun virkede lige pludselig meget mere imødekommende overfor ham, end hun plejede, og gengaldt varmt Niks kærtegn.
Den efterfølgende nat blev et eneste langt kropsligt favntag, som en slags udtryk for deres følelsesmæssige forsoning.

Trods de mange afslag fra kollektiver og bofællesskaber, Nik havde været til samtale i, viste hans bestræbelser på at finde en ny bolig sig alligevel i allersidste øjeblik at bære frugt. Endelig var der nogen, der ville have ham boende. Det var et lille hus-bofællesskab i Husum, der kom til danne rammen for hans kommende hjemme-tilværelse. Han fik først det endelig tilsagn dagen før han skulle flytte, så indtil denne sidste dag var han til stadighed nødt til at holde muligheden for møbel-opmagasinering hos sin søster åben. Og de folk, hans indkaldte som hjælpe-flyttemænd kunne ikke få oplyst, hvorhen læsset skulle flyttes, hvilket unægteligt forekom dem lidt mærkværdigt, indtil de fik forklaringen. Freia havde ligget syg ugen forin-den, men var nu ved at komme helbredsmæssigt ovenpå igen, så fredagen inden flytningen kom hun hjem til Nik for at hjælpe ham med at pakke hans grej ned i flyttekasser.
Nik havde ellers fået snakket lidt med Aksel dagen forinden, og de var faktisk kommet lidt overens med hinanden igen. Aksel havde fået nogle problemer med den nye lejer, og nu udtrykte han, at han egentlig havde fortrudt, at han ikke havde lejet lejligheden til Nik i stedet. Han skulle nemlig også selv flytte. Men det var jo i al fald for sent nu. Nik havde også nu helt indstillet sig på at komme ud af lejligheden. Kun een ting var lidt ærgeligt desangående; i denne lejlighed ville Nik og Freia kunne have boet sammen indenfor de økonomiske rammer, Freia jo tidligere havde afstukket. Mens de nu gik og pakkede, fortalte Nikolaj Freia om sin delvise forsoning med Aksel.
-Tror du, du ville kunne have boet her sammen med mig, Freia? spurgte Nikolaj hende til sidst direkte.
-Tjah, det ved jeg ikke...!? svarede hun tøvende og så sig vurderende rundt i de næsten tomme lokaler, som om hun aldrig havde set dem før.
-Jo, det tror jeg nu nok, jeg kunne...! fastslog hun lidt efter.
-...men jeg tror alligevel nok, jeg ville prøve at holde fast i det, jeg har nu, på en eller anden måde...!
Hvilket kunne tolkes som en slags usikkerhed. Enten i mistillid til Aksels reelle hensigter med at udleje lejligheden til dem, eller i mistro til Niks og hendes forholds evne til at bære, at de flyttede sammen. Hun ville i al fald ikke brænde broerne bag sig, så en eventuel retræte var hende afskåret.
-Det ville vist aldrig gå! tænkte hun i virkeligheden inderst inde, men så ikke nogen grund til at såre Nik ved at sige dette højt.
Det var jo alligevel nu kun et hypotetisk spørgsmål.

Foruden Freia hjalp Bondo, Jørgen og en af Niks barndoms-kam-merater, Frederik, til med som flytte-mænd. Freia syntes, de var for få, og bebrejdede Nik, at han ikke havde været tidligere ude for at skaffe hjælp. Nik undskyldte sig med, at han jo ikke vidste, hvor de skulle flytte hen, før dagen forinden. Det var en dårlig undskyldning; han vidste jo i al fald, at han han under alle omstændigheder skulle flytte denne dag, uanset destinationen. Men Nikolaj syntes iøvrigt også, at de faktisk var nok. Og det gik da også lige akkurat.

Fremme ved huset i Husum stillede de de fleste af kasserne og møblerne ind i husets halvtomme garage. Kun det mere følsomme og kostbare inventar, såsom stereoanlæg og instrumenter, blev placeret midt på gulvet i Niks nye værelse. Han havde nemlig til hensigt at male værelset i løbet af den lille uge, der var til deres Ægypten-afrejse, før han gav sig til at indrette det til beboelse.
Bagefter sad flyttefolkene sammen med Niks tre nye bofæller på terassen i årets formentlig sidste solskinsstråler og drak et par flytte-bajere, og prøvede spagfærdigt at lære hinanden lidt at kende. Da de til sidst brød op, tog Nikolaj med Freia hjem. Han kunne jo ikke så godt sove i sit nye værelse endnu.
 
Nik skulle bo hos Freia de dage, det ville tage ham at sætte værelset i stand, officielt så han undgik at få maler-hjerne af at sove midt i dunsten.
Midt på ugen, da Nik næsten var færdig med malerarbejdet, skulle han vaccineres i anledning af den kommende rejse sydpå. Det var meningen, han så bagefter skulle tage ud til sit nye hjem for at gøre det sidste færdigt, og så småt begynde at indrette sig. Men han havde ikke taget med i betragtning, at vaccinationerne, gamma-globelin og stivkrampe, til en hvis grad kunne slå ham fysisk ud af balance. Da lægen havde givet ham de to stik i henholdsvis bag og skulder, sagde han godt nok til Nik, at det normalt tilrådedes, at man blev siddende i venteværelset en halv times tid efter vaccinationerne. Men Nik kunne ikke forestille sig, at han ville blive mærkbart påvirket af de to sølle ind-sprøjtninger. Men det blev han faktisk, så det var et held, at han ikke desto mindre alligevel fulgte lægens råd og blev siddende blandt de ugeblads-læsende hypokondre. I løbet af godt fem minutter blev han aldeles bims og svimmel, og måtte faktisk bruge godt 20 minutter extra for at blive frisk nok til at turde bevæge sig ud i trafikken. Og selv da var han så træt, at han uden yderligere overvejelse droppede enhver tanke om at bevæge sig til Husum, men i stedet returnerede til Freias seng, hvor han omgående faldt i en dyb søvn. Han havde godt nok hørt noget om, at folk kunne reagere temmeligt voldsomt på disse vac-cinationer; Agnes fra ensemblet hævdede, at hun havde været syg i hele to dage ovenpå indsprøjtningerne. Men han var nu al-ligevel overrasket over sin egen reaktion.
Freia blev også lidt overrasket over at finde Nik i sin seng, da hun sidst på eftermiddagen kom hjem fra arbejde. Men hun kunne nikke genkendende til reaktionsmønstret, da hun hørte om hans lægebesøg samme formiddag.
Nu var Nikolaj imidlertid omsider ved at komme til hægterne igen, så da de kort tid efter indtog et enkelt aftensmåltid sammen, tilbød han at hjælpe Freia med at stå i Tonika-baren. Hun havde nu også meldt sig som frivillig til dette, sammen med Signe, og skulle netop gøre sin pligt, hvad dette angik, samme aften.
Det tilbud tog hun gerne imod. Så de tog sammen derhen.

Freia skulle have passet baren sammen med Signe, men hun var også ved at flytte og havde derfor ikke tid til at hjælpe til denne aften. Ikke desto mindre kom hun alligevel derind sidst på aftenen for at få en enkelt "afstressnings-bajer", som hun kaldte det. Hun snakkede og snakkede, men meget af snakken lød til at være ret "inside", hende og Freia imellem. Nik følte sig udenfor.
Da de lukkede baren af, stod Signa og Freia i umiddelbar nærhed af hinanden og låste deres cykler op for at tage hjemad. Nik stod også ved sin cykel, der stod lidt derfra, i færd med at forsøge at få sin baglygte til at virke.
-Hva' så, vil du godt med mig hjem i aften eller hvad, Nik? sagde Freia da med en ironisk undertone, ikke særligt højlydt, tilsyneladende mest henvendt til Signe.
Signe stod nærmest og smågrinede.
-Hva'? svarede Nik, som om han ikke havde hørt, hvad Freia havde sagt.
-Nå, ikke noget...! kom det en smule højere fra Freia.
Nikolaj forfulgte ikke emnet.

Hjemme gik Nik og Freia ret hurtigt til ro. Nik lå og klyngede sig til Freia, han var bange. Bange for at miste hende. Bange for at blive forladt.
-Nik, du må altså undskylde, at jeg ikke har været særlig imødekommende over for dig på det sexuelle område på det sid-ste... men jeg har altså ikke følt mig særlig appetitlig, med alt det satans blod! sagde Freia pludselig til ham.
Freia havde for godt 1½ måned siden fået spiral til afløsning for det ret spontanitets-ødelæggende pessar, hun plejede at bruge. Af den grund havde hendes menustration denne gang været usædvanlig kraftig og langvarig. Hvilket der sådan set ikke var noget usædvanligt i - første gang efter opsættelsen af en spiral.
-Hmm, det forstår jeg da godt...! svarede Nik tomt.
Dermed mente han ikke, at han selv syntes, hun virkede uindby-dende, men derimod, at han forstod hendes betragning ud fra hendes eget synspunkt. Hvordan han så end bildte sig ind at kunne det fyldelstgørende, tilhørende det andet køn.
-...og jeg må faktisk indrømme, at jeg derfor slet ikke har haft lyst...! forsatte hun.
Nikolaj bildte sig som sagt ind, at han forstod dette. Men han kunne alligevel ikke få det til at stemme helt overens med det faktum, at hun oftest havde mest lyst til sex netop i menustra-tionsperioden, og det ikke havde tidligere afholdt dem fra at gennemføre almindeligt samleje. Det havde normalt allerhøjest lagt en dæmper på de mere eksperimentelle sexual-agter. Så han kunne ikke gøre sig helt fri af den tanke, at det faktisk var ham, hun nu afviste sexuelt.
-Du er nu forresten heller ikke særlig flink til selv at give mig et clue om, hvornår du har lyst! slyngede Freia ham dernæst anklagende i hovedet, som om Nik havde anklaget hende for noget tilsvarende.
Det var nu rigtigt nok; også på dette felt var Nik kommet så langt ud, at Freia skulle være den initiativ-tagende. Også her var det højeste, han sædvanligvis kunne svinge det op til et nik. Han var virkelig blevet en "V.P.".
-Jeg har altid lyst! svarede han imidlertid til dette.
Hvilket ikke var 100% korrekt, men faktisk alligevel lå meget tæt op af sandheden. Han havde næsten altid lyst; det var bare ikke altid, han kunne.
De lå stadig tæt sammenslyngne, og Nik gav sig nu målrettet til at kæle erotisk for Freia. Lidt efter fulgte hun selv trop, og i løbet af kort tid var de faktisk i gang med den elskovsakt, de havde været foruden så længe. Der var ikke noget rutinemæssigt eller kunstigt over samlejet, de var begge meget inderlige og fysisk ærlige. Men bagefter faldt Freia umiddelbart efter ret hurtigt i søvn, og Nik lå tilbage med en underlig mistanke i kroppen. Det var som om, der var noget uheldsvangert definitivt over deres netop afsluttede elskov, syntes han. Som om det markerede en slags afslutning. Nik havde på fornemmelsen, at det ville blive sidste gang, han havde været i seng med Freia. At han blot, som en nåde, var blevet tilstået et sidste afskeds-knald, og havde fået det nu.
Men dagen efter havde han glemt den fornemmelse igen. Som var den kun en del af en kedelig drøm.
 

Næste kapitel