Kapitel 19 - Erektion.

Nikolaj forsøgte alligevel nu at rense sine tilsaltede briller i sine cykelbukser, som var det eneste klædningsstykke, han var iført. Det var ikke nemt; stoffet var alt for nylon-agtigt. Det så imidlertid ud til, at de fleste Tonika-folk nu efterhånden var tilstede under halvtaget, hvor morgenmaden blev serveret, og nu var Nik trods alt blevet ret nysgerrig efter at se, hvem det var, der sad der.
Freia så ikke ud til at være i blandt dem endnu. Heller ikke Bondo. Men Svend og Britt sad der da. Og der sad Tenna; Nik måtte hellere se at få snakket med hende og Lasse angående det extra værelse inden længe. Men Lasse var endnu ikke at se? Nej, så ville han vente lidt endnu.
Nik vendte sig atter mod kanalen, som han denne morgen syntes at have fået et ret personligt forhold til. Solen stod nu højt på himlen, og genskæret af den i vandet skar i Niks i forvejen udpinte øjne. Han fik desuden røg i øjnene, da han tændte den næste af utallige smøger. Men hverken fysiske eller psykiske gener kunne længere forårsage flere beskyttende tårer fra Niks egne kanaler.

Han havde grædt! Jo, han havde faktisk udgydt ægte tårer, og det af følelsesmæssige årsager! Uanset nattens ellers tvivlsomme forløb, var dette i og for sig en form for sejr for ham. Om ikke andet, så havde han da i det mindste fået dét ud af Freias flugt fra ham.
Han spekulerede på, hvordan han mon ville have haft det lige nu, hvis han end ikke her var blevet vist denne nåde. Der var givetvis kommet en del oplagret frustration ud med disse dråber. Men var det nok?
Måske var denne forløsning lige netop det, der skulle til, for at Nik endeligt langt om længe kunne springe ud i det virkelige liv, som sine medmenneskers ligemand. Befriet for de tyngende psykiske byrder af sorg og fornedrelse. Måske kunne han nu møde fremmede mennesker, uden altid som udgangspunkt at betragte sig selv som mindreværdig i forhold til dem, som han plejede. Uden at tænke: 'Alle andre lever et liv i den virkelige verden, kun ikke jeg. Hvad skal jeg mon gøre og sige, for at bilde dem ind, at jeg er en af dem?' Måske ville Nikolaj nu formå at være Nikolaj!?
Han følte grådens rensende virkning i en afkrog af sit sind. Men den var sløret af hans fortvivlede forelskelse, af beruselse, af mangel på søvn, af et virvar af multi-orienterede følelser og tanker. Hvordan ville den mon fremstå, uden disse distraktions-elementer. Han burde give det en chance!

Freia havde forladt ham, jo, men havde han måske forventet, at han havde fået lov til at beholde hende til evig tid? Og hvad betød dette "beholde"? Var det hendes kærlighed, hendes mentale væsen, hendes krop, indblik i hendes liv, hendes tilstedeværelse i hans liv, han ville have? Det var det første, hun nu ikke længere kunne give ham, men det efterfølgende fulgte uundgåeligt med. Jo, han elskede hende, men ægte kærlighed må vel også indebære at sætte sin elskede fri, hvis det er det, der er det bedste for hende. Hvis det er det, hun ønsker. Ægte kærlighed må være på alle måder at ønske det bedste for ens elskede, også selv om dette udelukker ens egen tilstedeværelse i hendes liv. Niks kærlighed til Freia burde derfor indbefatte betingelsesløs frigivelse af hende, hvad angår følelsesmæssige lænker til og fra ham. Hvis det var det, hun havde behov for, hvilket det jo tilsyneladende var.
Et selvmord fra Niks hånd ville i den henseende være decideret ondskabsfuldt. Det ville efterlade Freia med en ufortjent skyldfølelse, som hun aldrig ville være i stand til at slippe af med, uanset omfanget af hendes førtidige følelser for Nik. Det kunne han ikke tillade sig at tage ansvaret for. Det ville han simpelthen ikke kunne være bekendt. Navnligt ikke i betragtning af, at hun rent faktisk havde været årsag til mere lykke i hans liv end nogen anden. Det kunne Nikolaj nu pludselig se. Selvmor-det ville være en helt igennem egoistisk handling fra hans side, og ville mest af alt skade netop dem, han holdt mest af og nødigst ville gøre ondt. Plus at det ville ødelægge hele turen for de 30 rejsefæller, hvis det løb af stabelen hernede.
Selvmordstanken forekom ham nu pludselig komplet latterlig og banal. Egoistisk, eskapistisk, primitiv, hævngerrig, fantasiløs. Han måtte da for fanden kunne udskrige sit råb om hjælp på en mere intelligent og hensynsfuld vis!
Men hvem var det, der ville kunne hjælpe ham, når det kom til stykket? Først og fremmest ham selv. Nik måtte selv tage kampen op! Der skulle nok komme rigeligt med hjælpende hænder under-vejs, når han først selv havde fået sat af i den rigtige ret-ning. Nik havde jo venner nok, hvis blot han ville vedkende sig dem, og være ærlig over for dem - og sig selv, ikke mindst. Der var nok af støtter på vejen, selvom den kunne synes nok så ufremkommelig. Det var blot modet, der skulle mobiliseres. Men Nikolaj kunne mærke det spire. Han ville ikke lade sig kue! Han skulle nok rejse sig!

Nikolaj holdt op med at stirre ned i kanalens vand, lagde hovedet tilbage og kiggede op på himlen over ham. Solen skinnede gennem en tynd varmedis. Kun ganske få egentlige skyer sås i det fjerne, på den vestlige del af himlen. Langs kanalen kredsede mågerne rundt, især lidt derfra, sydpå, hvor fiskerbåden nu havde landet morgenens fangst. Et container-skib nærmede sig. Det var dansk; 'Anna Mærsk' stod der på det lyseblå skrog. I det fjerne galede en noget forsinket hane. Fra casinoet hørtes højlydt latter. Nikolaj Muus Eriksen smilede.

Nik samlede sine ting sammen og gik op for at spise morgenmad.