Han havde grædt! Jo, han havde faktisk udgydt ægte tårer,
og det af følelsesmæssige årsager! Uanset nattens ellers
tvivlsomme forløb, var dette i og for sig en form for sejr for ham.
Om ikke andet, så havde han da i det mindste fået dét
ud af Freias flugt fra ham.
Han spekulerede på, hvordan han mon ville have haft det lige
nu, hvis han end ikke her var blevet vist denne nåde. Der var givetvis
kommet en del oplagret frustration ud med disse dråber. Men var det
nok?
Måske var denne forløsning lige netop det, der skulle
til, for at Nik endeligt langt om længe kunne springe ud i det virkelige
liv, som sine medmenneskers ligemand. Befriet for de tyngende psykiske
byrder af sorg og fornedrelse. Måske kunne han nu møde fremmede
mennesker, uden altid som udgangspunkt at betragte sig selv som mindreværdig
i forhold til dem, som han plejede. Uden at tænke: 'Alle andre lever
et liv i den virkelige verden, kun ikke jeg. Hvad skal jeg mon gøre
og sige, for at bilde dem ind, at jeg er en af dem?' Måske ville
Nikolaj nu formå at være Nikolaj!?
Han følte grådens rensende virkning i en afkrog af sit
sind. Men den var sløret af hans fortvivlede forelskelse, af beruselse,
af mangel på søvn, af et virvar af multi-orienterede følelser
og tanker. Hvordan ville den mon fremstå, uden disse distraktions-elementer.
Han burde give det en chance!
Freia havde forladt ham, jo, men havde han måske forventet, at
han havde fået lov til at beholde hende til evig tid? Og hvad betød
dette "beholde"? Var det hendes kærlighed, hendes mentale væsen,
hendes krop, indblik i hendes liv, hendes tilstedeværelse i hans
liv, han ville have? Det var det første, hun nu ikke længere
kunne give ham, men det efterfølgende fulgte uundgåeligt med.
Jo, han elskede hende, men ægte kærlighed må vel også
indebære at sætte sin elskede fri, hvis det er det, der er
det bedste for hende. Hvis det er det, hun ønsker. Ægte kærlighed
må være på alle måder at ønske det bedste
for ens elskede, også selv om dette udelukker ens egen tilstedeværelse
i hendes liv. Niks kærlighed til Freia burde derfor indbefatte betingelsesløs
frigivelse af hende, hvad angår følelsesmæssige lænker
til og fra ham. Hvis det var det, hun havde behov for, hvilket det jo tilsyneladende
var.
Et selvmord fra Niks hånd ville i den henseende være decideret
ondskabsfuldt. Det ville efterlade Freia med en ufortjent skyldfølelse,
som hun aldrig ville være i stand til at slippe af med, uanset omfanget
af hendes førtidige følelser for Nik. Det kunne han ikke
tillade sig at tage ansvaret for. Det ville han simpelthen ikke kunne være
bekendt. Navnligt ikke i betragtning af, at hun rent faktisk havde været
årsag til mere lykke i hans liv end nogen anden. Det kunne Nikolaj
nu pludselig se. Selvmor-det ville være en helt igennem egoistisk
handling fra hans side, og ville mest af alt skade netop dem, han holdt
mest af og nødigst ville gøre ondt. Plus at det ville ødelægge
hele turen for de 30 rejsefæller, hvis det løb af stabelen
hernede.
Selvmordstanken forekom ham nu pludselig komplet latterlig og banal.
Egoistisk, eskapistisk, primitiv, hævngerrig, fantasiløs.
Han måtte da for fanden kunne udskrige sit råb om hjælp
på en mere intelligent og hensynsfuld vis!
Men hvem var det, der ville kunne hjælpe ham, når det kom
til stykket? Først og fremmest ham selv. Nik måtte selv tage
kampen op! Der skulle nok komme rigeligt med hjælpende hænder
under-vejs, når han først selv havde fået sat af i den
rigtige ret-ning. Nik havde jo venner nok, hvis blot han ville vedkende
sig dem, og være ærlig over for dem - og sig selv, ikke mindst.
Der var nok af støtter på vejen, selvom den kunne synes nok
så ufremkommelig. Det var blot modet, der skulle mobiliseres. Men
Nikolaj kunne mærke det spire. Han ville ikke lade sig kue! Han skulle
nok rejse sig!
Nikolaj holdt op med at stirre ned i kanalens vand, lagde hovedet tilbage og kiggede op på himlen over ham. Solen skinnede gennem en tynd varmedis. Kun ganske få egentlige skyer sås i det fjerne, på den vestlige del af himlen. Langs kanalen kredsede mågerne rundt, især lidt derfra, sydpå, hvor fiskerbåden nu havde landet morgenens fangst. Et container-skib nærmede sig. Det var dansk; 'Anna Mærsk' stod der på det lyseblå skrog. I det fjerne galede en noget forsinket hane. Fra casinoet hørtes højlydt latter. Nikolaj Muus Eriksen smilede.
Nik samlede sine ting sammen og gik op for at spise morgenmad.