Freia og Nik ville godt have haft holdt nytårsaften sammen, men
de havde hver især aftaler, fra før de lærte hinanden
at "kende". Så de måtte undvære hinanden den aften.
Nik havde været hos sin søster Sophie, og havde der redet
gennem natten på den bølge af lykke, der gennemstrømmede
ham, selv om ønskede, han kunne have delt dette ridt med Freia.
Jørgen havde også været der, og Bondo og hans kæreste
Lane, samt en masse af Sophies gamle arbejds- og klassekammerater. Det
havde været en hyggelig og ret våd nat. Dagen efter havde Nik
selvfølgelig haft heftige tømmermænd, men en eller
anden måde gjorde de alligevel ikke så ondt, som de plejede.
Til Sophies nytårsfest havde der været en temmelig sød
pige, der havde spillet kraftigt op til Nik, men han havde sagtens kunne
modstå fristelserne. Dem havde Jørgen så til gengæld
i stedet taget sig af. Så der var end ikke antydningen af moralske
tømmermænd i Niks hovede. Derimod havde han en fornemmelse
af, at han denne eftermiddag vågnede op til et kalenderår,
der ville bringe ham et nyt og bedre liv.
Nikolaj havde i julemåneden været oppe til afsluttende elektro-nik-tekniker-eksamen, og var som sådan egentlig færdiguddannet. Ikke desto mindre havde han besluttet at udvide denne eksamen med et extra speciale, hvilket betød at han skulle studere et halvt år længere, i en ny klasse. Niks officielle forklaring på denne forhaling var, at han som færdiguddannet tekniker helst ville beskæftige sig med lydbehandling af elektronisk vej, for herigennem at kombinere sine interesser for elektronik og musik. Og med henblik på dette var analog- og digital-specialerne lige relevante, hed det sig. Men i virkeligheden drejede det sig lige så meget om, at Nik havde opnået en hvis tryghed i uddannelses-situationen, som han helst ville lune sig lidt længere ved. Han var, langt inde, lettere angst ved tanken om at skulle ud i det pulveriserende erhvervsliv igen, hvor han ikke rigtig troede, han ville føle sig hjemme. Og dog - det troede han heller ikke for 6 år siden, før han fik ansættelse i et lille elektronikfirma, hvor han senere kom i lære. Alligevel var han dengang faktisk faldet forbavsende godt til, og havde faktisk nydt arbejdet størstedelen af tiden. Men nu, da han havde været på skole uafbrudt i 1½ år og således havde mistet den direkte kontakt med det kommercielle arbejdsmarked, var hans tiltro til hans egen duelighed i en sådan arbejdsituation falmet en del. Selv om han selvfølgelig havde lært en hel masse, og nøgternt set skulle stå meget bedre rustet nu end før. Men nu var det problem midler-tidigt skudt ud i fremtiden - et semesters tid i al fald. Den tid - den sorg.
Freia havde endnu ikke nogen uddannelse. Hun var da også 4 år
yngre end Nikolaj, men han var selv kommet ret sent i gang med at uddanne
sig. Hun arbejdede for tiden som ufaglært sygehjælper på
et plejehjem, og havde det egentlig meget godt med det, blandt andet fordi
de skiftende vagter gjorde, at hun ofte havde hele fridage på hverdage.
Og dem nød Freia meget. Men af især familien var hun blevet
tilskyndet til at gå i gang med en eller anden uddannelse, så
hun var blevet tilmeldt en sygeplejeskole. Hun skulle begynde begynde om
to måneder. Men det var nu lidt af tilfældigheds-karakter,
at det lige blev den uddannelse, hun havde søgt ind på. Hun
følte det ikke ligefrem som et kald at blive sygeplejeske, selv
om hun da havde det meget rart på plejehjemmet.
-Men man skal nu engang have sig en uddannelse, hedder det sig jo,
så en sygeplejeske-uddannelse kan vel være lige så godt
som så meget andet...!? havde hun tænkt.
Men inderst inde var hun alligevel ikke helt overbevist.
Freia var startet i stryger-orkestret Tonika kort før jul. Hun
spillede bratsch. Nik spillede cello. Freia havde ikke spillet i nogen
tid, men ved optagelsesprøven havde optagelsesudvalget, som Nik
var medlem af, alligevel syntes, der var så stort potentiale i hendes
spil, at hun kunne indrulleres. Selv om det trængte til at blive
rettet lidt af i kanterne. Så der mødtes de nu hver torsdag.
Den første øve-aften efter juleferien var hun dog ikke
dukket op. Nik var lidt skuffet over det; han savnede hende og havde ikke
været sammen med hende siden før nytår. Måske
havde hun ringet til ham..? Han havde været ude hos en ven aftenen
før og havde overnattet der, og var derfor taget direkte til orkester-prøve
derfra. Så hvis han havde ikke været til at få fat i
hjemme hos sig selv. Men i pausen fik han af en af de andre bratschister
at vide, at Freia havde fået halsbetændelse. Det beroligede
ham absurd nok lidt: Nå, nå, så var det altså ikke
fordi, hun ikke gad se ham, hun ikke var udeblevet.
Agnes var derimod til stede og kom på et tidspunkt i løbet
af øveaftenen, lidt fordækt, hen til Nikolaj.
-Øh, du sku' vel ikke ha' noget til mig, som jeg har glemt?
spurgte hun med et lidt frækt smil.
-Jo, det har jeg da vist nok...! svarede Nik og smilede tilbage, mens
han nonchalant rakte hende den lille plastikpose, hvori han af diskretionshensyn
havde lagt hendes smykker.
De så roligt og kærligt på hinanden, ingen panik...
-Iøvrigt... tusind tak for en dejlig nat! forsatte Nik lydsvagt
og gav Agnes et diskret knus.
-I lige måde...! sagde Agnes' mund...
-Sku' det være en anden gang? sagde hendes øjne.
Den transaktion havde måske været lidt vanskelig at gennemføre,
hvis Freia havde været her, tænkte Nik bagefter, det var vist
held i uheld.
Da han kom hjem den aften, ringede han straks til Freia. Jo, hun var
ganske rigtigt syg, men savnede Nikolaj meget og havde ganske rigtigt også
forsøgt at ringe til han i løbet af dagen. De aftalte at
mødes den efterfølgende aften. Godt nok var Freia jo syg,
men ikke værre end at længslen efter genforening overskyg-gede
dette.
Gensynet mellem dem dagen efter levede helt op til begges forventninger.
Det var nu helt tydeligt, at Freia var blevet forelsket i Nik. Det fremgik
af måden hun talte på, af måden hun rørte ham
på og af glimtet i hendes øjne.
Nik var vist også ved at blive forelsket, men ikke på samme
selv-destruktive måde, som han var vant til. Han plejede ellers gerne
at forelske sig i aldeles uopnåelige piger, vildt og hæmnings-løst,
uden overhovedet at gøre sig nogen fornuftige overvejelser om, hvorvidt
der var nogen realisme i forelskelsen. Og dette fik ham næsten altid
til at opføre sig på en måde, som slet ikke var ham
selv, og som var direkte ødelæggende for enhver mulighed for
at genstanden for hans forelskelse skulle komme til at gengælde denne
følelse. Og hvis dette endelig skulle lykkes, ville vedkommendes
forelskelse givetvis hurtigt dampe af, eftersom det i så fald netop
var en anden personlighed end Niks egen, hun var blevet tiltrukket af.
Så Nik var efterhånden kommet til at opleve sine forelskelser
som decideret ødelæggende for muligheden for tilvejebringelse
af det varige kæreste-forhold, han i den grad længtes efter,
og var derfor kommet til den konklusion, at de så vidt muligt burde
undertrykkes.
Men i denne situation sneg forelskelsen sig ind på ham på
en hel anderledes måde end han var vant til.
Normalt, hvis han oplevede, at en pige var gået hen og blevet
forelsket i ham, plejede han gerne at blive bange, at føle sin frihed
truet, og derfor trække sig lidt ind i sig selv og mere eller mindre
bevidst modarbejde sine egne positive følelser overfor vedkommende.
Hvilket oftest i sidste ende førte til et brud forårsaget
af Nik. Det var f.x. sket for et par år siden, da han første
gang var blevet ført ind på sexuelle sti for alvor.
Hun, Denise, havde hjulpet ud af den følelsesmæssige hårdknude,
han havde siddet i af uudløst sexualtrang, og han havde nydt det
og følt sig fantastisk befriet - til at begynde med. De havde passet
sexuelt sammen som to puslespilbrikker, og havde de kunne lade det være
ved det, havde alt sikkert været fryd og gammen. Men så var
Denise blevet vildt og blodigt forelsket i Nik, og det udviklede sig på
en så, fra Niks synsvinkel, frihedstruende måde, at enhver
gryende kærlighed til hende måtte forvitre. Og Nik, der før
i sin fortvivlelse i sit sind havde ophøjet sex til noget optimalt,
noget så centralt, at det ville kunne reducere alle andre behov til
det rene ingenting i sammenligning, måtte sande, at dette ikke var
tilfældet, når det kom til stykket. Nikolajs frihed var vigtigere.
Sex var faktisk ikke alt. Bruddet havde været meget pinefuldt, for
Denise havde i sin himmelråbende naivitet troet det helt store om
forholdets holdbarhed, og havde, når alt kom til alt, ingen anelse
om, hvad der foregik i Niks hovede. Hun brød helt sammen, og blev
sidenhen alligevel ved med tro, Nik ville komme tilbage til hende. Og dette
udlevede hun desværre på en sådan måde, at hun
blev en decideret plage for Nikolaj. Hvorved hun rent faktisk opnåede
det modsatte af det, hun var ude efter (Niks tilbagevenden til hende),
nemlig at Nik konstant forsøgte at undgå hende og slet ikke
ville have noget som helst erotisk, eller venskabeligt for den sags skyld,
med hende at gøre mere. Deres harmoniske sexualliv til trods. Det
måtte ende.
Man skulle derfor tro, at noget tilsvarende ville ske i den situation
Nik og Freia nu stod i, men det blev mærkeligt nok slet ikke tilfældet.
I stedet for at blive bange og trække følehornene til sig,
lænede Nik sig blot tilbage mentalt og nød at blive elsket.
Men det var måske nok i høj grad fordi han havde erfaret,
at de i virkeligheden havde meget sammenfaldende synspunkter om begrebet
frihed i et parforhold. Og at de derfor ikke var bange for at den anden
part ville okkupere dem helt og aldeles følelsesmæssigt.
De havde begge behov for en hvis frihed, og de var begge rede til at
give hinanden den frihed. Dette indebar f.x. at de aftalte ikke nødvendigvis
at sidde lårene af hinanden i orkester-miliøet, og at de ikke
slog det, de havde sammen, op som et egentligt kæreste-forhold. At
de så alligevel, som aftenerne skred frem, endte med at sidde sammen,
var mere et udtryk for, at de begge to var uforbedrelige hygge- og natte-ravne.
Og for at de alligevel ikke kunne blive fra hinanden, frihed eller ikke
frihed. Men de var jo enige om det, så det ødelagde intet.
En orkester-øveaften kom Freia nu alligevel til at klistre kæreste-etiketten
på deres forhold. Nik og Freia var lige ankommet til en større
fællesprøve, og da de stødte på hinanden, modarbejdede
de ikke indskydelsen til at omfavne hinanden hjerteligt.
-Nåh, har du nu fået ny kæreste, Nik? spurgte Trine,
en ret skælmsk pige fra orkestret, som tilfældigvis stod i
nærheden.
-Ja, vi kan vel egentlig lige så godt kalde os kærester
nu! svarede Freia med et skævt smil, før Nik overhovedet kunne
nå at ytre sig.
-Ja, det kan vi vist! svarede Nik hende tilbage med øjnene i
samme åndedrag.
Så var det gjort, og det blev beseglet med nok en omfavnelse
og et meget dybfølt kys. Nu var de kærestefolk. Og begge meget
glade for det.