Kapitel 3 - Afsæt.

Nu var solen stået endeligt op, og bade-hotellet sås nu tydeligt i sine typiske muslimske lyseblå og hvide farver. Inden længe ville personalet påbegynde forberedelsen af morgenmaden. Hvis de ikke allerede var i gang. Og lidt senere ville de mest morgen-duelige af Niks rejsefæller sikkert dukke søvndrukne op for at få sig en opkvikkende dukkert i kanalen, før the og feta. Kunne han virkelig byde dem at støde ind støde ind i hans afsjælede legeme? Måske skulle han vente til en bedre lejlighed, det var jo trods alt ikke alle de andres skyld, at det var gået, som det gik. Kun hendes.
-Freia Friis Hermansen! hvislede han forurettet.
Han udtalte hele hendes navn, han vidste, hun afskyede det sidste "-sen"-efternavn og ikke brugte det, hvis det overhovedet kunne undgås. Måske fordi det mindede hende for meget om hendes far.
-Dybest set er skylden jo kun min egen... tænkte Nikolaj selvudslettende.
-Hun påstod, at det var hende, der havde forandret sig, men jeg ved bedre... hun behøver ikke at pakke det ind på den måde. Det er mig selv, det er galt med. Jeg er og bli'r en vatpik!
Nik smagte på kanalens vand og sammenlignede det med det salte vand, han selv havde udgydt kaskader af de sidste tre timer. Der var ikke den store forskel. Han skyllede efter med en stor muldfuld whisky, og pinte sine overanstrengte lunger med endnu en Camel.
-Nej, nu må jeg s'gu vise dem allesammen, at der trods alt er en slags nosser i mig! ...ved Allah!

Freia og Nik ville godt have haft holdt nytårsaften sammen, men de havde hver især aftaler, fra før de lærte hinanden at "kende". Så de måtte undvære hinanden den aften.
Nik havde været hos sin søster Sophie, og havde der redet gennem natten på den bølge af lykke, der gennemstrømmede ham, selv om ønskede, han kunne have delt dette ridt med Freia. Jørgen havde også været der, og Bondo og hans kæreste Lane, samt en masse af Sophies gamle arbejds- og klassekammerater. Det havde været en hyggelig og ret våd nat. Dagen efter havde Nik selvfølgelig haft heftige tømmermænd, men en eller anden måde gjorde de alligevel ikke så ondt, som de plejede. Til Sophies nytårsfest havde der været en temmelig sød pige, der havde spillet kraftigt op til Nik, men han havde sagtens kunne modstå fristelserne. Dem havde Jørgen så til gengæld i stedet taget sig af. Så der var end ikke antydningen af moralske tømmermænd i Niks hovede. Derimod havde han en fornemmelse af, at han denne eftermiddag vågnede op til et kalenderår, der ville bringe ham et nyt og bedre liv.

Nikolaj havde i julemåneden været oppe til afsluttende elektro-nik-tekniker-eksamen, og var som sådan egentlig færdiguddannet. Ikke desto mindre havde han besluttet at udvide denne eksamen med et extra speciale, hvilket betød at han skulle studere et halvt år længere, i en ny klasse. Niks officielle forklaring på denne forhaling var, at han som færdiguddannet tekniker helst ville beskæftige sig med lydbehandling af elektronisk vej, for herigennem at kombinere sine interesser for elektronik og musik. Og med henblik på dette var analog- og digital-specialerne lige relevante, hed det sig. Men i virkeligheden drejede det sig lige så meget om, at Nik havde opnået en hvis tryghed i uddannelses-situationen, som han helst ville lune sig lidt længere ved. Han var, langt inde, lettere angst ved tanken om at skulle ud i det pulveriserende erhvervsliv igen, hvor han ikke rigtig troede, han ville føle sig hjemme. Og dog - det troede han heller ikke for 6 år siden, før han fik ansættelse i et lille elektronikfirma, hvor han senere kom i lære. Alligevel var han dengang faktisk faldet forbavsende godt til, og havde faktisk nydt arbejdet størstedelen af tiden. Men nu, da han havde været på skole uafbrudt i 1½ år og således havde mistet den direkte kontakt med det kommercielle arbejdsmarked, var hans tiltro til hans egen duelighed i en sådan arbejdsituation falmet en del. Selv om han selvfølgelig havde lært en hel masse, og nøgternt set skulle stå meget bedre rustet nu end før. Men nu var det problem midler-tidigt skudt ud i fremtiden - et semesters tid i al fald. Den tid - den sorg.

Freia havde endnu ikke nogen uddannelse. Hun var da også 4 år yngre end Nikolaj, men han var selv kommet ret sent i gang med at uddanne sig. Hun arbejdede for tiden som ufaglært sygehjælper på et plejehjem, og havde det egentlig meget godt med det, blandt andet fordi de skiftende vagter gjorde, at hun ofte havde hele fridage på hverdage. Og dem nød Freia meget. Men af især familien var hun blevet tilskyndet til at gå i gang med en eller anden uddannelse, så hun var blevet tilmeldt en sygeplejeskole. Hun skulle begynde begynde om to måneder. Men det var nu lidt af tilfældigheds-karakter, at det lige blev den uddannelse, hun havde søgt ind på. Hun følte det ikke ligefrem som et kald at blive sygeplejeske, selv om hun da havde det meget rart på plejehjemmet.
-Men man skal nu engang have sig en uddannelse, hedder det sig jo, så en sygeplejeske-uddannelse kan vel være lige så godt som så meget andet...!? havde hun tænkt.
Men inderst inde var hun alligevel ikke helt overbevist.

Freia var startet i stryger-orkestret Tonika kort før jul. Hun spillede bratsch. Nik spillede cello. Freia havde ikke spillet i nogen tid, men ved optagelsesprøven havde optagelsesudvalget, som Nik var medlem af, alligevel syntes, der var så stort potentiale i hendes spil, at hun kunne indrulleres. Selv om det trængte til at blive rettet lidt af i kanterne. Så der mødtes de nu hver torsdag.
Den første øve-aften efter juleferien var hun dog ikke dukket op. Nik var lidt skuffet over det; han savnede hende og havde ikke været sammen med hende siden før nytår. Måske havde hun ringet til ham..? Han havde været ude hos en ven aftenen før og havde overnattet der, og var derfor taget direkte til orkester-prøve derfra. Så hvis han havde ikke været til at få fat i hjemme hos sig selv. Men i pausen fik han af en af de andre bratschister at vide, at Freia havde fået halsbetændelse. Det beroligede ham absurd nok lidt: Nå, nå, så var det altså ikke fordi, hun ikke gad se ham, hun ikke var udeblevet.

Agnes var derimod til stede og kom på et tidspunkt i løbet af øveaftenen, lidt fordækt, hen til Nikolaj.
-Øh, du sku' vel ikke ha' noget til mig, som jeg har glemt? spurgte hun med et lidt frækt smil.
-Jo, det har jeg da vist nok...! svarede Nik og smilede tilbage, mens han nonchalant rakte hende den lille plastikpose, hvori han af diskretionshensyn havde lagt hendes smykker.
De så roligt og kærligt på hinanden, ingen panik...
-Iøvrigt... tusind tak for en dejlig nat! forsatte Nik lydsvagt og gav Agnes et diskret knus.
-I lige måde...! sagde Agnes' mund...
-Sku' det være en anden gang? sagde hendes øjne.
Den transaktion havde måske været lidt vanskelig at gennemføre, hvis Freia havde været her, tænkte Nik bagefter, det var vist held i uheld.

Da han kom hjem den aften, ringede han straks til Freia. Jo, hun var ganske rigtigt syg, men savnede Nikolaj meget og havde ganske rigtigt også forsøgt at ringe til han i løbet af dagen. De aftalte at mødes den efterfølgende aften. Godt nok var Freia jo syg, men ikke værre end at længslen efter genforening overskyg-gede dette.
Gensynet mellem dem dagen efter levede helt op til begges forventninger. Det var nu helt tydeligt, at Freia var blevet forelsket i Nik. Det fremgik af måden hun talte på, af måden hun rørte ham på og af glimtet i hendes øjne.
Nik var vist også ved at blive forelsket, men ikke på samme selv-destruktive måde, som han var vant til. Han plejede ellers gerne at forelske sig i aldeles uopnåelige piger, vildt og hæmnings-løst, uden overhovedet at gøre sig nogen fornuftige overvejelser om, hvorvidt der var nogen realisme i forelskelsen. Og dette fik ham næsten altid til at opføre sig på en måde, som slet ikke var ham selv, og som var direkte ødelæggende for enhver mulighed for at genstanden for hans forelskelse skulle komme til at gengælde denne følelse. Og hvis dette endelig skulle lykkes, ville vedkommendes forelskelse givetvis hurtigt dampe af, eftersom det i så fald netop var en anden personlighed end Niks egen, hun var blevet tiltrukket af. Så Nik var efterhånden kommet til at opleve sine forelskelser som decideret ødelæggende for muligheden for tilvejebringelse af det varige kæreste-forhold, han i den grad længtes efter, og var derfor kommet til den konklusion, at de så vidt muligt burde undertrykkes.
Men i denne situation sneg forelskelsen sig ind på ham på en hel anderledes måde end han var vant til.
Normalt, hvis han oplevede, at en pige var gået hen og blevet forelsket i ham, plejede han gerne at blive bange, at føle sin frihed truet, og derfor trække sig lidt ind i sig selv og mere eller mindre bevidst modarbejde sine egne positive følelser overfor vedkommende. Hvilket oftest i sidste ende førte til et brud forårsaget af Nik. Det var f.x. sket for et par år siden, da han første gang var blevet ført ind på sexuelle sti for alvor.
Hun, Denise, havde hjulpet ud af den følelsesmæssige hårdknude, han havde siddet i af uudløst sexualtrang, og han havde nydt det og følt sig fantastisk befriet - til at begynde med. De havde passet sexuelt sammen som to puslespilbrikker, og havde de kunne lade det være ved det, havde alt sikkert været fryd og gammen. Men så var Denise blevet vildt og blodigt forelsket i Nik, og det udviklede sig på en så, fra Niks synsvinkel, frihedstruende måde, at enhver gryende kærlighed til hende måtte forvitre. Og Nik, der før i sin fortvivlelse i sit sind havde ophøjet sex til noget optimalt, noget så centralt, at det ville kunne reducere alle andre behov til det rene ingenting i sammenligning, måtte sande, at dette ikke var tilfældet, når det kom til stykket. Nikolajs frihed var vigtigere. Sex var faktisk ikke alt. Bruddet havde været meget pinefuldt, for Denise havde i sin himmelråbende naivitet troet det helt store om forholdets holdbarhed, og havde, når alt kom til alt, ingen anelse om, hvad der foregik i Niks hovede. Hun brød helt sammen, og blev sidenhen alligevel ved med tro, Nik ville komme tilbage til hende. Og dette udlevede hun desværre på en sådan måde, at hun blev en decideret plage for Nikolaj. Hvorved hun rent faktisk opnåede det modsatte af det, hun var ude efter (Niks tilbagevenden til hende), nemlig at Nik konstant forsøgte at undgå hende og slet ikke ville have noget som helst erotisk, eller venskabeligt for den sags skyld, med hende at gøre mere. Deres harmoniske sexualliv til trods. Det måtte ende.
Man skulle derfor tro, at noget tilsvarende ville ske i den situation Nik og Freia nu stod i, men det blev mærkeligt nok slet ikke tilfældet. I stedet for at blive bange og trække følehornene til sig, lænede Nik sig blot tilbage mentalt og nød at blive elsket.
Men det var måske nok i høj grad fordi han havde erfaret, at de i virkeligheden havde meget sammenfaldende synspunkter om begrebet frihed i et parforhold. Og at de derfor ikke var bange for at den anden part ville okkupere dem helt og aldeles følelsesmæssigt.
De havde begge behov for en hvis frihed, og de var begge rede til at give hinanden den frihed. Dette indebar f.x. at de aftalte ikke nødvendigvis at sidde lårene af hinanden i orkester-miliøet, og at de ikke slog det, de havde sammen, op som et egentligt kæreste-forhold. At de så alligevel, som aftenerne skred frem, endte med at sidde sammen, var mere et udtryk for, at de begge to var uforbedrelige hygge- og natte-ravne. Og for at de alligevel ikke kunne blive fra hinanden, frihed eller ikke frihed. Men de var jo enige om det, så det ødelagde intet.

En orkester-øveaften kom Freia nu alligevel til at klistre kæreste-etiketten på deres forhold. Nik og Freia var lige ankommet til en større fællesprøve, og da de stødte på hinanden, modarbejdede de ikke indskydelsen til at omfavne hinanden hjerteligt.
-Nåh, har du nu fået ny kæreste, Nik? spurgte Trine, en ret skælmsk pige fra orkestret, som tilfældigvis stod i nærheden.
-Ja, vi kan vel egentlig lige så godt kalde os kærester nu! svarede Freia med et skævt smil, før Nik overhovedet kunne nå at ytre sig.
-Ja, det kan vi vist! svarede Nik hende tilbage med øjnene i samme åndedrag.
Så var det gjort, og det blev beseglet med nok en omfavnelse og et meget dybfølt kys. Nu var de kærestefolk. Og begge meget glade for det.

Næste kapitel