Orkestret havde fået en invitation til at deltage i en festival
i Nord-Korea. Det var en enestående chance. For det første
var det sikkert en af de eneste muligheder, man overhovedet havde for at
få lejlighed til at komme ind i det ellers så lukkede kommunistiske
land i det fjerne østen. For det andet ville såvel ophold
som rejsen derover blive betalt af det Nord-Koreanske styre.
Men der var desværre den begrænsning, at kun ialt 10 mand
kunne komme med. Udvælgelsen af deltagere måtte foretages udfra
hensyn til ligevægten i strygergruppen. Dirigenten var selvskreven,
og resten blev fordelt ligeligt imellem de enkelte stemmegrupper, to fra
hver af grupperne 1. violiner, 2. violiner, bratscher og celli og en bassist.
De var for tiden tre cellister i ensemblet, Svend, Bondo og Nikolaj, og
alle tre var sådan set interesserede i at komme med på turen.
Nik var dog lidt i tvivl om han kunne tillade sig det, af hensyn hans skolegang;
der kunne nemt nå at ske temmeligt meget på de 14 dage, de
skulle være derovre. Men da det viste sig, at ingen af ensemblets
bassister havde mulighed for at tage med, greb Nik nu alligevel chancen
til at tage med på turen som sådan. Han havde ved tidligere
lejligheder fungeret som bassist, og ville derfor ikke have svært
ved at hoppe over i den rolle. Så måtte man løbe risikoen
for, at det gik galt på teknisk skole - han måtte bare
være indstillet på at kæmpe så meget desto mere
i tiden op til Korea-rejsen, og i tiden lige efter.
Problemet med hvem, der skulle have været udvalgt i cello-gruppen,
blev på denne måde også elimineret. Men i de resterende
tre grupper var der skærmysler hvad dette angik, bl.a. i bratsch-gruppen.
Freia ville fantastisk gerne med på turen, dels fordi den sikkert
ville blive spændende i sig selv, men også fordi det så
nærmest ville blive en slags bryllupsrejse for hende og Nik, hvilket
naturligvis ville give turen en extra dimension. Hun var endda villig til
at udskyde sin start på sygeplejeskolen, blot for at kunne komme
med på rejsen. Når hun først var startet på den
uddannelse, ville hun nok få svært ved at få lejlighed
til at tage med på sådanne rejser. Så også af den
grund ville hun gerne med her og nu. Men der var desværre indtil
flere andre bratschister, der også gerne ville med, og efter en hel
del følelsesladet parlamenteren blev resultatet til sidst, at det
måtte blive de interesseredes anciennitet i ensemblet, der blev udslagsgivende
for, hvem der skulle med. Og Freia var jo ganske ny, så hun kom ikke
i betragtning. Men hun fik dog pladsen som første suppleant. Det
betød bl.a. at hun skulle deltage i alle de extra-prøver,
der blev arrangeret i anledning af den forestå-ende rejse. Dirigenten
havde nemlig ambitioner om indøve to helt nye store værker,
foruden at færdiggøre det, de for øjeblikket arbejdede
på.
En aften var den del af ensemblet, der skulle med på turen, inviteret
ud til reception på den Nord-Koreanske ambassade. Og det galdt også
suppleanterne. Så Freia, Jørgen og Nik tog sammen ud til ambassaden
i Hellerup.
De var først blevet bænket i en lille filmforevisningssal,
hvor der blev vist en gammel film om den årligt tilbagevendene April-festival,
de dette år skulle deltage i. D.v.s. billed- og lyd-kvaliteten tydede
i al fald på, at filmen var fra sidst i halvtredserne, eller der
omkring, men de afsluttende sort-hvide rulle-tekster afslørede at
filmen faktisk var optaget i 1988.
Bagefter blev der serveret små Koreanske snacks, vin og ginseng-snaps
i de tilstødende diplomat-stuer. De fik udleveret noderne til et
Koreansk musikstykke, de forventedes at indøve til festivalen, samt
en underlig lille 10-tommer grammofonplade med en Nord-Koreansk indspilning
af stykket. Det så heldigvis ret enkelt ud. De fik drukket en hel
del af det der Ginseng-snaps, som jo for dem var nyt og spændende,
og en del af dem blev vist en smule påvirkede af det. I al fald var
flere i et lettere opstemt humør, da de en times tid senere fornemmede,
at seancen var ved at være forbi. Der blev ikke åbnet flere
flasker ginseng-snaps af det ellers næsten over-høflige diplomat-personale.
Freia og Nik var selvfølgelig blandt dem, der havde taget godt
for sig af varene, så på vejen hjem bestemte de sig for, at
de ligeså godt kunne forsætte på et værtshus. De
ærgrede sig begge over at hun efter al sandsynlighed ikke kom med
på den fjern-østlige rejse. Men ud at rejse sammen ville de
s'gu, så undervejs planlagde de så småt en rejse ned
til Niks forældres dele-hus i Spanien samme sommer.
På værtshuset hyggede de sig stille og roligt med at afprøve
diverse forskellige udenlandske sprut-specaliter, nu de alligevel var i
den boldgade, og blev mere og mere glade for hinanden. Spiritusen hjalp
jo yderligere til med åbenheden, så Nik blev så modig,
at han temmeligt nøjagtigt beskrev for Freia, hvordan han havde
oplevet deres intime forening, og hvad han havde oplevet i ugen forinden.
Uden at skjule noget, men dog også uden at udpensle de erotiske oplevelser
med Agnes og klassekammeraten i detaljer. Freia accepterede det uden forbehold,
hvilket kun gjorde Niks kærlighed til hende endnu større.
Og hun på sin side værdsatte Niks ærlighed, og følte
ikke trang til at desavouere Nik for hans afsløring. Det gjorde
faktisk kun deres forhold tættere.
Da værtshuset lukkede ved to-tiden, var Nik og Freia blevet temmelig fulde. De vaklede sammen hjem til Nik, støttende hinanden. Her elskede de så, så godt de nu kunne med den promille, de efterhånden havde opnået. Men alligevel meget intenst, for det var som om, de den aften havde opnået en helt speciel fortrolighed, som kun havde forøget deres lidenskab for hinanden yderligere.
Freia skulle egentlig på arbejde næste morgen, og Nik skulle
jo i skole, men da vækkeuret rang, blev de hurtigt enige om begge
at pjække og blive i sengen sammen. Gå i hi. Så Freia
stod kortvarigt op og ringede til plejehjemmet, og fortalte, meget lidende,
en hvid løgn om det mavetilfælde, hun mærkeligt nok
var blevet ramt af i nattens løb.
Nik lå og så beundrende på hende, mens hun ringede
til sin arbejdsplads. Hendes skulderlange røde hår gennemskinnnedes
af entrelampens skarpe lys, mens resten af hendes nøgne krop fremstod
i silhouet. Hun var relativ høj af en pige at være, omtrent
på samme højde som Nik selv. Hun var hverken tynd eller tyk,
havde lige akkurat det fedtlag, det nu fra naturens hånd var tiltænkt
voksne kvinder at have, i modsætning til mænd. Hendes bryster
var hverken for volumiøse eller små, men de hang dog en lille
smule, som om hun havde ammet børn, hvad hun dog ikke havde. Men
generede nu overhovedet ikke Nikolaj. Han undrede sig egentligt lidt over
dette, for hvor nødigt han end ville indrømme det, var brysterne
en af de dele på kvindekroppen, han var mest opmærksom på
og kritisk over for. Han havde inde i sit hovedet et helt klart billede
af "ideal-brystet", og det stemte ikke helt overens med Freias. Til gengæld
levede en anden af de ting ved en piges udseende, han prioriterede højt,
nemlig håret, helt op til hans indre ideal-billede. Sin hårfarve
til trods var hun egentlig ikke særlig fregnet, men som slags kompensation
for dette, havde hun usædvanligt mange skønhedspletter, især
på armene. De kunne få mange morsomme stunder ud af det, når
han drillende gav sig til at til at tælle pletterne for sjov. De
kom derfor til at stå som noget temmeligt pikant for Nik, noget der
hørte det tidlige forspil til.
Da hun kom tilbage under dynen, var hendes hud helt gådehuds-prikket
på grund af morgenkulden, kunne Nikolaj mærke, og hans velvillige
forsøg på gengive hende varmen udviklede sig naturlig-vis
til et lunende morgen-knald. Selv om de langt fra var udsovede og begge
følte tømmermændene banke på indefra. Det var
ved den lejlighed, de erfarede at hovedpine faktisk kan kureres med orgasme.
Så den gammelkendte undskyldning "Ikke i aften, skat, jeg har hovedpine!"
mente de nok at kunne tilbagevise som det rene bluff. Bagefter sov de lykkeligt
videre.
Nik og Freia blev i sengen stort set resten af dagen, og den næste dag med. De stod faktisk kun op for spise, træde af på naturens vegne og tage bad. Resten af tiden lå de bare sammen og holdt om hinanden, snakkede og elskede og nød at være helt alene sammen. Hvis det ringede på døren eller telefonen ringede, ignorerede de det blot, og lod det ringe som det ville. De holdt fast ved deres ret til at gå i hi sammen. Aksel var heldigvis slet ikke hjemme til forstyrre deres fred. Først efter 2½ døgns henslængt driverliv kravlede de forsigtigt ud af hulen, og snuste til verden udenfor.
De var inviteret ud til Freias tvillingesøster Line, som Nikolaj
endnu ikke havde mødt, hvor de bl.a. fik fremvist lysbilleder fra
hendes rejse til Indien. De var ikke enæggede tvillinger, så
der var en hvis forkel på dem, skønt der selvfølgelig
også var visse lighedspunkter. Men Nik syntes umiddelbart godt om
Line, og kom med tiden til at synes bedre og bedre om hende. Og hun accep-terede
tilsyneladende også Nikolaj som en slags nyt medlem af familien.
De havde bestået hinandens prøver.
Line havde godt nok undret sig over, at det havde været helt
umuligt at få fat i Freia, både hjemme hende selv, og hos Nik,
men da hun hørte begrundelsen, som Freia bramfrit røbede,
så hun nærmest helt misundelig ud, og forstod åbenbart
til fulde, hvordan Freia og Nik havde følt.
Aftenen hos Line blev afslutningen på en meget lang og særdeles
tæt week-end for Nikolaj og Freia. Kunne det overhovedet blive meget
bedre?