Kvartettens rejse til Spanien startede planmæssigt og uden de
store vanskeligheder.
De havde sendt deres cykler afsted en uge i forvejen for at være
rimeligt sikre på, at disse var nået frem til Barcelona, når
de selv ankom. Jørgen havde lige akkurat nået at få
anskaffet sig en cykel dagen før den fælles afsendelse.
Nu var de så selv undervejs, og indtog i toget rejsemuntre de
dåseøl, de havde indkøbt på overfarten til Puttgarden.
Det var nærmest hedebølge, så de undskyldte kæde-drikningen
med, at øllene ellers ville nå at blive alt for varme. Desuden
var det nok meget hensigtsmæssigt at blive lettere bedøvet,
så man havde lidt nemmere ved at falde i søvn i nat-toget
fra Hamburg. Godt nok havde de fået reserveret ligge-pladser i toget,
men de vidste alle, at det godt kunne være svært at falde i
søvn alligevel, den relative komfort til trods. Nikolaj drak dog
en smule hurtigere og mere end de tre andre, og eftersom seancen blev afsluttet
med en omgang Gammel Dansk ligefør de gik til ro for natten, havde
han absolut ingen problemer med at falde i søvn den nat.
Det havde de andre alligevel haft, så da de skulle skifte tog
i Paris var de ikke ligefrem ud-sovede. Til gengæld havde Nik heftige
tømmermænd, som gjorde ham mere eller mindre ukampdygtig.
Et morgenmåltid bestående af café au lait og croissanter
på stationen fik dem dog lidt på højkant igen. I al
fald nok til, at de kunne finde ud af via metroen at komme hen til den
hovedbanegård, hvorfra toget til Barcelona afgik. Det vil sige, det
var faktisk de tre andre, der fandt ud af det. Nik camoufle-rede sin skyhed
med sin hovedpine, krøb ind i sig selv og overlod sagerne til de
andre.
Så gik det videre sydpå af forbavsende velanlagte franske
spor i en rasende fart, sammenlignet med danske forhold. Her fik de derfor
sovet lidt mere, og Nikolaj blev sin hovedpine kvit.
De var fremme ved omstigningsstedet i Spanien sidst på eftermid-dagen.
Her skulle de have deres cykler udleveret, og med det samme forsætte
på dem mod huset for at være fremme inden natten faldt på.
Cykel-udleveringen gik heldigvis forbavsende uproblematisk. Bare det,
at alle cyklerne var nået frem, var jo i sig selv im-ponerende. Men
da de fik pakket dem ud af deres hjemmelavede emballage og begyndte at
rigge cyklerne til, erfarede de til deres skræk, at Jørgens
nye cykel alligevel havde fået sig en transport-skade; baghjulet
var ekset cirka 15 cm. Det var uden tvivl for meget til, at det ville være
forsvarligt at foretage den lange forestående cykeltur med fuld oppakning
på den.
Et øjeblik blev de pludselig allesammen lammet af et kort anfald
af afmagt, der kom som et chock ovenpå den euforiske rejse-glæde-tilstand,
de øjeblikket forinden havde befundet sig i. Ikke desto mindre gik
situationens alvor efterhånden op for dem, og de formåede faktisk
alle, selv Nik, at mobilisere den nødvendige handlekraft, der ville
være nødvendig for at finde en løsning på det
akutte problem.
Jørgen og Freia gik ind for at tale med tog-personalet om problemet,
Nik kørte rundt i det nærmeste kvarter i forsøg på
at opspore en cykelsmed, og Sophie vogtede bagagen og prøvede at
undersøge, om skaden eventuelt kunne udbedres egenhændigt.
Det kunne den dog ikke, måtte det desværre konstateres. Og
der var tilsyneladende ikke en cykelsmed i miles omkreds. De cykel-smede,
der faktisk var i byen, fik de sidenhen at vide, var desuden lukkede på
netop denne ugedag. På gebrokkent spansk og lidt engelsk lykkedes
det dem imidlertid at gøre stations-personalet forståeligt,
hvorledes deres ulykkelige omstændigheder var. Banegårds-personalet,
på statsbanernes vegne, påtog sig beredvil-ligt ansvaret for
den beskadigede cykel, og tilbød at betale reparationen af hjulet.
Men det løste jo ikke deres aktuelle problem; hvordan skulle Jørgen
nå frem til huset? Ved fælles hjælp fandt de dog ud af,
at man via lokaltog og bus ville kunne nå en lille by, der lå
godt 10 km fra huset. Dette var en løsningsmulighed; Jørgen
kunne med cyklen på slæb tage derhen på denne vis, og
så måtte de andre cykle dertil, hvor de så måtte
tage nærmere stilling til, hvad der dernæst skulle ske. Jørgen
selv var mest til sinds at forsøge at forcere det bakkede terræn
på den handicappede cykel, skaden til trods, af frygt for at blive
helt væk fra de andre. Men de andre mente ikke, det kunne lade sig
gøre og tog derfor beslutningen for ham, for tiden var knap; det
omtalte lokaltog skulle køre om få minutter.
Jørgen blev i huj og hast af banegårdspersonalet udstyret
med en fribillet og sat på toget, medsamt sin skæve cykel.
Bagefter ringede personalet til de mellemstationer, Jørgen skulle
passere, og satte dem ind i situationen, så han ville få færrest
muligt problemer med skiftene undervejs. Sophie, Freia og Nik fik desuden
en udførlig beskrivelse af Jørgens rute med omstignings-tidspunkter
og planmæssigt ankomst-tidspunkt til Cardona, som byen hed. Men de
ville næppe kunne nå at være der før ham.
De havde ikke fået ret meget at spise i løbet af dagen,
så de var hundesultne. Sophie, Nik og Freia besteg derfor ikke cyklerne
før de på stationen havde fået sat et par pizzaer til
livs; de måtte jo også have noget at stå imod med på
den forestående cykeltur.
De var blevet noget forsinkede som følge af uheldet, så
klokken var blevet over seks, før de endelig kom afsted vestpå.
Men det var da heldigvis endnu lyst - så længe det varede.
Den første trediedel af turen gik strygende, her var vejen temmelig
vandret og musklerne endnu friske. Men da bakkerne for alvor dukkede op,
meldte de første vanskeligheder sig. Freia og Nik havde haft ret
i deres antagelse om, at Sophies form ikke rigtig stod mål med omfanget
af cykel-strabadserne. Så de måtte holde en hel del pauser
under deres videre færd, hvorfor det nåede at blive bælgmørkt,
inden de nåede frem til huset. Sophie var på dette tidspunkt
komplet udmattet, så hun blev sat til at tænde op i pejsen
i køkkenet, mens Freia og Nik forsatte mod Cardona for at finde
Jørgen.
Cardona lå desværre endnu vestligere end landstedet i Montez,
så nød-løsningen indebar altså 20 kilometers
extra cykeltur for Freia og Nik. Dog uden bagage, heldigvis. De takkede
i deres stille sind dem selv for, at de havde smug-trænet hjemmefra,
og således var fysisk i stand til at overkomme denne extra prøvelse.
Og Jørgen skulle jo hentes af nogen; han vidste jo ikke helt eksakt,
hvor huset lå, så afsted påny det gik. Nik kendte heldigvis
vejen til Cardona, selv om det var tre år siden han havde kørt
den sidst, og det aldrig i et så totalt mørke.
Fremme i byen opsøgte de det centralt beliggende markedstorv,
hvor de formodede Jørgen ville søge hen. Der var kun en enkelt
café, der endnu var åben; tidspunktet var også efterhånden
blevet meget tæt på midnat. Jørgen var imidlertid ikke
at finde i den.
-Do you speak english?
Hverken Freia eller Nikolaj var specielt gode til spansk, så
da Freia øjnede to nord-europæisk udseende personer, der sad
i baren og drak øl, henvendte hun sig impulsivt til dem på
engelsk, i håb om at de eventuelt ville kunne hjælpe os.
-Næj, det gør wi gå' nok ikk', men wi taler da dansk!
svarede den ene bargæst overraskende nok, på klingende jydsk.
Forekomsten af to danskere i denne lille by var særdeles usædvanlig.
Før det første var der så at sige overhovedet ingen
turisme i dette område af Spanien, da det lå temmeligt langt
fra vandet og ikke havde specielt mange seværdigheder at byde på.
Hvis der da endelig befandt sig nogle udlændinge i området,
var det som regel franskmænd - eller nogle af de danskere, som opholdt
sig i "deres" hus. Man stødte normalt ikke sådan tilfældigt
på nogen, som det skete her.
Ikke desto mindre viste det sig altså, at Lasse og Ditte, som
ægteparret i baren hed, for tiden boede på den lokale camping-plads
med deres to børn. De var godt berusede, men var heldigvis meget
hjælpsomme. De var desuden væsentligt bedre til spansk end
både Nik og Freia.
De havde ikke set nogen dansk-udseende Jørgen i byen den aften.
Faktisk var Freia og Nikolaj de første danskere, de havde set i
ugevis. De havde gættet, at Freia og Nik også var danske, eftersom
Freia bar en T-shirt med påskriften "Copenhagen".
Ved fælles hjælp og et detail-kort over byen lykkedes det
dem at få sat caféens bar-tendere ind i problematikken, hvilket
førte til, at den ene af disse tilbød at køre Nik
og Freia hen til de forskellige bus-stoppesteder i byen i sin bil for at
undersøge, om Jørgen skulle vente på dem der. Det tilbud
tog de imod. Jørgen var nu desværre ikke at finde nogle af
disse steder.
Bagefter forsøgte de at undersøge, om han eventuelt skulle
have booket sig ind på et af de lokale hoteller, men de var alle
lukket af for natten. De overvejede at ringe hjem til Niks forældre
i Danmark for at høre, om Jørgen skulle have ringet dertil
i forsøg på at opnå kontakt med dem. Men da klokken
efterhånden var blevet godt kvart i 1, undlod de dette for ikke at
bekymre forældrene unødigt på dette sene tidspunkt.
De måtte nok udsætte den videre eftersøgning af deres
forsvundne ven til den efterfølgende dag, valgte de til sidst at
mene. Så Freia og Nik endte med at slå sig ned på caféen
og få sig et par øl og en sludder med de to sjældne
danske turister.
En times tid senere tog de afsked med Lasse og Ditte, og begav sig tilbage
mod huset. De var alligevel lidt underligt til mode over at måtte
returnere til huset uden Jørgen, men de kunne ikke se mere fornuftige
handlingsplaner end den, de nu fulgte.
-Hvor ville det være nu være dejligt, hvis Jørgen
bare sad sammen med Sophie derhjemme og varmede sig i køkkenet lige
nu! sagde Freia stakåndet på vejen hjem - uden dog at turde
håbe på, at ønsket ville gå i opfyldelse.
Men det gjorde det faktisk.
Hjemme blev de mødt af et hyggeligt skær af levende ild
fra køkkenåbningen og en duft af frisk brænde.
-Nå, sidder du der og hygger dig med Jørgen? spurgte Nik
sin søster nærmest galgenhumoristisk ind gennem døråbningen,
endnu før han kunne kigge ind af den.
-Jae...! svarede Sophie langtrukkent og træt.
I den tro, at søsteren blot hoppede med på ironien, entrede
Nik og Freia derfor aldeles uforberedte køkkenet, og blev der mødt
af synet af både Jørgen og Sophie, der, mere døde end
levende, sad og indsnuste duftene fra et par glas Cognac. Nik og Freia
troede knapt nok deres egne øjne.
Jørgen kunne berette, at han planmæssigt var ankommet til
Cardona og derefter havde anbragt sig selv og cykel på den nærmeste
café, hvor han havde indtaget noget hårdt tiltrængt
fast føde, som han jo grundet den hastige forsættelse af rejsen
var blevet snydt for i Barcelona. Sidenhen havde han der ventet, og ventet,
og undret sig over, hvor fanden de andre blev af, da han ikke kunne forestille
sig, at det virkelig kunne tage så lang tid at cykle den smule vej.
Han var dog heldigvis faldet i snak med værtinden, som ganske belejligt
kunne en del engelsk.
Da caféen skulle lukke, havde hun behjælpeligt tilbudt,
at Jørgen kunne overnatte hos hende (og hendes mand), der boede
relativt tæt på den lille by, hvor huset lå. Det ville
han gerne tage imod, men foreslog alligevel, at de, når de alligevel
skulle den vej, slog et slag om landsbyen. Han vidste nemlig, at der i
husets forhave skulle stå en palme; måske kunne man finde frem
til huset ved at lede efter denne formentlig ret iøjnefaldende plante.
I deres søgen efter denne palme var de kørt frem og tilbage
i landsbyen flere gange. Og lyden af en søgende bil havde netop
ansporet Sophie til at gå op i forhaven for at kigge efter den. Her
havde Jørgen så opdaget hende, endnu før han så
den famøse forhave-palme, og var blevet sat af af den venlige café-værtindes
mand.
Sådan var han altså kommet frem.
Den skæve cykel havde han deponeret i caféen i Cardona,
som faktisk lå lige ved siden af et af bus-stoppestederne, men altså
i udkanten af byen. Næste morgen ville de tage ind til Cardona for
at få cyklen repareret, det var nemlig så heldigt, at der rent
faktisk var en cykel-smed i byen, havde Jørgen fået oplyst.
Men her og nu ville de slappe af med lidt Cognac og nyde, at krisen trods
alt fik en lykkelig udgang, endskønt de næsten var segnefærdige.
De kom nu for alvor til at tænke på, hvilken fantastisk
selv-opofrende hjælp, de dagen igennem havde modtaget fra den lokale
befolkning. Både i Barcelona, af jernbane-folkene, og i Cardona,
af såvel det ene som det andet café-personale. En sådan
over-vældende velvillig hjælpsomhed ville man næppe møde
i Danmark. Takket være den særegne sydlandske venlighed, som
her endnu ikke var blevet spoleret af turisme, havde de klaret skærene.
Med dette i tankerne takkede de sidst på natten endelig af, og
gik i seng i det mørke bondehus, og sov den nat meget tungt.