Kapitel 9 - Montez i sigte.

-Der er vist kun én måde at undslippe krysteren i mig selv! tænkte Nik sort, uden egentlig at gøre sig klart, at netop den tankegang i sig selv var en krysters.
Og at et selvmord ville være den ultimative sejr til kujonen i ham. At han hermed ville have opgivet alt definitivt. Også de sider af ham selv, han sagtens kunne leve med, ja, ligefrem var glad for.
Selvfølgelig var der en alternativ mulighed; at rejse sig mentalt og at tage kampen op med fejheden. Men det krævede overskud, styrke og mod at kaste sig ud i denne kamp for alvor, og som Nikolaj sad der på beton-molen, forgrædt og forsmået, havde han overmåde svært ved at øjne, hvordan disse egenskaber skulle kunne mobiliseres. Ikke nu.
-Bare man kunne sætte livet på "stand by"! tænkte Nik.
-Gå i hi, indtil den psykiske vinter atter viger tilbage for en sorg-afvisende sol og fornyet gro-trang!
Men problemer kan sjældent soves væk. De løser sig ikke af sig selv. Og slet ikke, hvis de er af psykisk art. Der findes ingen menneskelig reset-knap.
-Hvem der bare var en tanketom og ubekymret Ægyptisk kanal-måge... tænkte Nik og kiggede langt efter en af slagsen, der passerede over ham i det samme.

Kvartettens rejse til Spanien startede planmæssigt og uden de store vanskeligheder.
De havde sendt deres cykler afsted en uge i forvejen for at være rimeligt sikre på, at disse var nået frem til Barcelona, når de selv ankom. Jørgen havde lige akkurat nået at få anskaffet sig en cykel dagen før den fælles afsendelse.
Nu var de så selv undervejs, og indtog i toget rejsemuntre de dåseøl, de havde indkøbt på overfarten til Puttgarden. Det var nærmest hedebølge, så de undskyldte kæde-drikningen med, at øllene ellers ville nå at blive alt for varme. Desuden var det nok meget hensigtsmæssigt at blive lettere bedøvet, så man havde lidt nemmere ved at falde i søvn i nat-toget fra Hamburg. Godt nok havde de fået reserveret ligge-pladser i toget, men de vidste alle, at det godt kunne være svært at falde i søvn alligevel, den relative komfort til trods. Nikolaj drak dog en smule hurtigere og mere end de tre andre, og eftersom seancen blev afsluttet med en omgang Gammel Dansk ligefør de gik til ro for natten, havde han absolut ingen problemer med at falde i søvn den nat.
Det havde de andre alligevel haft, så da de skulle skifte tog i Paris var de ikke ligefrem ud-sovede. Til gengæld havde Nik heftige tømmermænd, som gjorde ham mere eller mindre ukampdygtig.
Et morgenmåltid bestående af café au lait og croissanter på stationen fik dem dog lidt på højkant igen. I al fald nok til, at de kunne finde ud af via metroen at komme hen til den hovedbanegård, hvorfra toget til Barcelona afgik. Det vil sige, det var faktisk de tre andre, der fandt ud af det. Nik camoufle-rede sin skyhed med sin hovedpine, krøb ind i sig selv og overlod sagerne til de andre.
Så gik det videre sydpå af forbavsende velanlagte franske spor i en rasende fart, sammenlignet med danske forhold. Her fik de derfor sovet lidt mere, og Nikolaj blev sin hovedpine kvit.

De var fremme ved omstigningsstedet i Spanien sidst på eftermid-dagen. Her skulle de have deres cykler udleveret, og med det samme forsætte på dem mod huset for at være fremme inden natten faldt på.
Cykel-udleveringen gik heldigvis forbavsende uproblematisk. Bare det, at alle cyklerne var nået frem, var jo i sig selv im-ponerende. Men da de fik pakket dem ud af deres hjemmelavede emballage og begyndte at rigge cyklerne til, erfarede de til deres skræk, at Jørgens nye cykel alligevel havde fået sig en transport-skade; baghjulet var ekset cirka 15 cm. Det var uden tvivl for meget til, at det ville være forsvarligt at foretage den lange forestående cykeltur med fuld oppakning på den.
Et øjeblik blev de pludselig allesammen lammet af et kort anfald af afmagt, der kom som et chock ovenpå den euforiske rejse-glæde-tilstand, de øjeblikket forinden havde befundet sig i. Ikke desto mindre gik situationens alvor efterhånden op for dem, og de formåede faktisk alle, selv Nik, at mobilisere den nødvendige handlekraft, der ville være nødvendig for at finde en løsning på det akutte problem.
Jørgen og Freia gik ind for at tale med tog-personalet om problemet, Nik kørte rundt i det nærmeste kvarter i forsøg på at opspore en cykelsmed, og Sophie vogtede bagagen og prøvede at undersøge, om skaden eventuelt kunne udbedres egenhændigt. Det kunne den dog ikke, måtte det desværre konstateres. Og der var tilsyneladende ikke en cykelsmed i miles omkreds. De cykel-smede, der faktisk var i byen, fik de sidenhen at vide, var desuden lukkede på netop denne ugedag. På gebrokkent spansk og lidt engelsk lykkedes det dem imidlertid at gøre stations-personalet forståeligt, hvorledes deres ulykkelige omstændigheder var. Banegårds-personalet, på statsbanernes vegne, påtog sig beredvil-ligt ansvaret for den beskadigede cykel, og tilbød at betale reparationen af hjulet. Men det løste jo ikke deres aktuelle problem; hvordan skulle Jørgen nå frem til huset? Ved fælles hjælp fandt de dog ud af, at man via lokaltog og bus ville kunne nå en lille by, der lå godt 10 km fra huset. Dette var en løsningsmulighed; Jørgen kunne med cyklen på slæb tage derhen på denne vis, og så måtte de andre cykle dertil, hvor de så måtte tage nærmere stilling til, hvad der dernæst skulle ske. Jørgen selv var mest til sinds at forsøge at forcere det bakkede terræn på den handicappede cykel, skaden til trods, af frygt for at blive helt væk fra de andre. Men de andre mente ikke, det kunne lade sig gøre og tog derfor beslutningen for ham, for tiden var knap; det omtalte lokaltog skulle køre om få minutter.
Jørgen blev i huj og hast af banegårdspersonalet udstyret med en fribillet og sat på toget, medsamt sin skæve cykel. Bagefter ringede personalet til de mellemstationer, Jørgen skulle passere, og satte dem ind i situationen, så han ville få færrest muligt problemer med skiftene undervejs. Sophie, Freia og Nik fik desuden en udførlig beskrivelse af Jørgens rute med omstignings-tidspunkter og planmæssigt ankomst-tidspunkt til Cardona, som byen hed. Men de ville næppe kunne nå at være der før ham.

De havde ikke fået ret meget at spise i løbet af dagen, så de var hundesultne. Sophie, Nik og Freia besteg derfor ikke cyklerne før de på stationen havde fået sat et par pizzaer til livs; de måtte jo også have noget at stå imod med på den forestående cykeltur.
De var blevet noget forsinkede som følge af uheldet, så klokken var blevet over seks, før de endelig kom afsted vestpå. Men det var da heldigvis endnu lyst - så længe det varede. Den første trediedel af turen gik strygende, her var vejen temmelig vandret og musklerne endnu friske. Men da bakkerne for alvor dukkede op, meldte de første vanskeligheder sig. Freia og Nik havde haft ret i deres antagelse om, at Sophies form ikke rigtig stod mål med omfanget af cykel-strabadserne. Så de måtte holde en hel del pauser under deres videre færd, hvorfor det nåede at blive bælgmørkt, inden de nåede frem til huset. Sophie var på dette tidspunkt komplet udmattet, så hun blev sat til at tænde op i pejsen i køkkenet, mens Freia og Nik forsatte mod Cardona for at finde Jørgen.

Cardona lå desværre endnu vestligere end landstedet i Montez, så nød-løsningen indebar altså 20 kilometers extra cykeltur for Freia og Nik. Dog uden bagage, heldigvis. De takkede i deres stille sind dem selv for, at de havde smug-trænet hjemmefra, og således var fysisk i stand til at overkomme denne extra prøvelse. Og Jørgen skulle jo hentes af nogen; han vidste jo ikke helt eksakt, hvor huset lå, så afsted påny det gik. Nik kendte heldigvis vejen til Cardona, selv om det var tre år siden han havde kørt den sidst, og det aldrig i et så totalt mørke.
Fremme i byen opsøgte de det centralt beliggende markedstorv, hvor de formodede Jørgen ville søge hen. Der var kun en enkelt café, der endnu var åben; tidspunktet var også efterhånden blevet meget tæt på midnat. Jørgen var imidlertid ikke at finde i den.
-Do you speak english?
Hverken Freia eller Nikolaj var specielt gode til spansk, så da Freia øjnede to nord-europæisk udseende personer, der sad i baren og drak øl, henvendte hun sig impulsivt til dem på engelsk, i håb om at de eventuelt ville kunne hjælpe os.
-Næj, det gør wi gå' nok ikk', men wi taler da dansk! svarede den ene bargæst overraskende nok, på klingende jydsk.
Forekomsten af to danskere i denne lille by var særdeles usædvanlig. Før det første var der så at sige overhovedet ingen turisme i dette område af Spanien, da det lå temmeligt langt fra vandet og ikke havde specielt mange seværdigheder at byde på. Hvis der da endelig befandt sig nogle udlændinge i området, var det som regel franskmænd - eller nogle af de danskere, som opholdt sig i "deres" hus. Man stødte normalt ikke sådan tilfældigt på nogen, som det skete her.
Ikke desto mindre viste det sig altså, at Lasse og Ditte, som ægteparret i baren hed, for tiden boede på den lokale camping-plads med deres to børn. De var godt berusede, men var heldigvis meget hjælpsomme. De var desuden væsentligt bedre til spansk end både Nik og Freia.
De havde ikke set nogen dansk-udseende Jørgen i byen den aften. Faktisk var Freia og Nikolaj de første danskere, de havde set i ugevis. De havde gættet, at Freia og Nik også var danske, eftersom Freia bar en T-shirt med påskriften "Copenhagen".
Ved fælles hjælp og et detail-kort over byen lykkedes det dem at få sat caféens bar-tendere ind i problematikken, hvilket førte til, at den ene af disse tilbød at køre Nik og Freia hen til de forskellige bus-stoppesteder i byen i sin bil for at undersøge, om Jørgen skulle vente på dem der. Det tilbud tog de imod. Jørgen var nu desværre ikke at finde nogle af disse steder.
Bagefter forsøgte de at undersøge, om han eventuelt skulle have booket sig ind på et af de lokale hoteller, men de var alle lukket af for natten. De overvejede at ringe hjem til Niks forældre i Danmark for at høre, om Jørgen skulle have ringet dertil i forsøg på at opnå kontakt med dem. Men da klokken efterhånden var blevet godt kvart i 1, undlod de dette for ikke at bekymre forældrene unødigt på dette sene tidspunkt. De måtte nok udsætte den videre eftersøgning af deres forsvundne ven til den efterfølgende dag, valgte de til sidst at mene. Så Freia og Nik endte med at slå sig ned på caféen og få sig et par øl og en sludder med de to sjældne danske turister.

En times tid senere tog de afsked med Lasse og Ditte, og begav sig tilbage mod huset. De var alligevel lidt underligt til mode over at måtte returnere til huset uden Jørgen, men de kunne ikke se mere fornuftige handlingsplaner end den, de nu fulgte.
-Hvor ville det være nu være dejligt, hvis Jørgen bare sad sammen med Sophie derhjemme og varmede sig i køkkenet lige nu! sagde Freia stakåndet på vejen hjem - uden dog at turde håbe på, at ønsket ville gå i opfyldelse.
Men det gjorde det faktisk.
Hjemme blev de mødt af et hyggeligt skær af levende ild fra køkkenåbningen og en duft af frisk brænde.
-Nå, sidder du der og hygger dig med Jørgen? spurgte Nik sin søster nærmest galgenhumoristisk ind gennem døråbningen, endnu før han kunne kigge ind af den.
-Jae...! svarede Sophie langtrukkent og træt.
I den tro, at søsteren blot hoppede med på ironien, entrede Nik og Freia derfor aldeles uforberedte køkkenet, og blev der mødt af synet af både Jørgen og Sophie, der, mere døde end levende, sad og indsnuste duftene fra et par glas Cognac. Nik og Freia troede knapt nok deres egne øjne.

Jørgen kunne berette, at han planmæssigt var ankommet til Cardona og derefter havde anbragt sig selv og cykel på den nærmeste café, hvor han havde indtaget noget hårdt tiltrængt fast føde, som han jo grundet den hastige forsættelse af rejsen var blevet snydt for i Barcelona. Sidenhen havde han der ventet, og ventet, og undret sig over, hvor fanden de andre blev af, da han ikke kunne forestille sig, at det virkelig kunne tage så lang tid at cykle den smule vej. Han var dog heldigvis faldet i snak med værtinden, som ganske belejligt kunne en del engelsk.
Da caféen skulle lukke, havde hun behjælpeligt tilbudt, at Jørgen kunne overnatte hos hende (og hendes mand), der boede relativt tæt på den lille by, hvor huset lå. Det ville han gerne tage imod, men foreslog alligevel, at de, når de alligevel skulle den vej, slog et slag om landsbyen. Han vidste nemlig, at der i husets forhave skulle stå en palme; måske kunne man finde frem til huset ved at lede efter denne formentlig ret iøjnefaldende plante.
I deres søgen efter denne palme var de kørt frem og tilbage i landsbyen flere gange. Og lyden af en søgende bil havde netop ansporet Sophie til at gå op i forhaven for at kigge efter den. Her havde Jørgen så opdaget hende, endnu før han så den famøse forhave-palme, og var blevet sat af af den venlige café-værtindes mand.
Sådan var han altså kommet frem.

Den skæve cykel havde han deponeret i caféen i Cardona, som faktisk lå lige ved siden af et af bus-stoppestederne, men altså i udkanten af byen. Næste morgen ville de tage ind til Cardona for at få cyklen repareret, det var nemlig så heldigt, at der rent faktisk var en cykel-smed i byen, havde Jørgen fået oplyst. Men her og nu ville de slappe af med lidt Cognac og nyde, at krisen trods alt fik en lykkelig udgang, endskønt de næsten var segnefærdige.
De kom nu for alvor til at tænke på, hvilken fantastisk selv-opofrende hjælp, de dagen igennem havde modtaget fra den lokale befolkning. Både i Barcelona, af jernbane-folkene, og i Cardona, af såvel det ene som det andet café-personale. En sådan over-vældende velvillig hjælpsomhed ville man næppe møde i Danmark. Takket være den særegne sydlandske venlighed, som her endnu ikke var blevet spoleret af turisme, havde de klaret skærene.

Med dette i tankerne takkede de sidst på natten endelig af, og gik i seng i det mørke bondehus, og sov den nat meget tungt.
 

Næste kapitel