Efter morgenmaden cyklede Sophie, Jørgen og Nik ind til Cardona,
idet Jørgen lånte Freias cykel. De skulle først og
fremmest hente Jørgens cykel og forsøge at få den sat
i stand, men også købe ind til aftensmaden.
Freia blev hjemme i Montez og gjorde rent. Huset havde stået
tomt det sidste halve års tid, så der var nok at gøre.
Aftenen forinden var Nik som den første gået ind i det mørke
hus, og var i gangen blevet udsat for fornemmelsen af skulle gennemtrænge
en række tynde lag gaze, mens der fra gulvet hørtes en forfjamsket
kriblen. I cykellygtens skær kunne det umiddelbart efter konstateres,
at den relativt letgennemtrængelige forhindring bestod af noget usædvanligt
kraftigt spindelvæv, der var udspændt fra væg til væg,
og at lydene stammede fra disse fangstnets ophavsmænd; et større
antal edderkopper af thekop-størrelse, der nu skræmt fra vid
og sans forsøgte at undslippe den potentielle morder. Heldigvis
var ingen af dem særlig sarte, hvad den slags kryb angik, men det
ville nu være meget rart at kunne gå rundt i huset uden at
blive helt sløret i gråt. Så det ville Freia tage sig
af, mens de andre var væk.
I Cardona fik Jørgen hurtigt hentet sin cykel. De fik snakket
lidt med værtinden, der havde været så venlig overfor
Jørgen aftenen forinden. Hun var lettere chockeret over, at ingen
af dem talte særligt godt spansk, hun havde svært ved at forestille
sig, hvordan man ville kunne klare sig med den smule spansk, de kunne.
Men det kunne de nu godt.
Hos cykelsmeden var cykel-mekanikerne mest tilbøjelige til at
anse skaden på baghjulet for uoprettelig, men da Jørgen stak
dem den hvide løgn, at han skulle cykle videre mod Madrid samme
dag, tog de sig alligevel sammen og forsøgte, ved at spænde
egerne efter, at rette hjulet en smule op. Det viste sig heldigvis at være
tilstrækkeligt, og positivt overraskede kunne de derfor en halv time
senere forlade cykel-smeden igen med forrettet sag.
De fik handlet og afsluttede til sidst deres ophold i byen med et af
de siden så obligatoriske café-besøg.
På hjemvejen havde de imidlertid nu det problem, at de havde
en cykel for meget. Jørgen mente nok, han kunne cykle på sin
egen, og samtidigt trække Freias cykel med venstre hånd. Det
gik da også meget godt det første flade stykke vej ud af byen,
men da bakkerne satte ind, måtte han kapitulere. Resultatet blev
derfor, at Jørgen og Sophie fulgtes hjemad på gåben,
trækkende de tre cykler, mens Nik kørte i forvejen - med de
lettest fordærvelige madvarer - og for at sætte Freia ind i
begivenhedsforløbet.
Men Nik havde også en personlig grund; for at få en chance
til at være lidt alene med Freia. De havde nemlig ikke haft et øjeblik
alene sammen, siden de tog afsted hjemmefra Danmark hele to døgn
tidligere, bortset fra den korte og søvnfyldte ankomst-nat.
Så da Nik kom tilbage til huset sprang han længselsfuldt
ind i køkkenet og fandt der Freia, fløjtende, i gang med
at vaske støvet af husets tallerkener. Dem var der i al fald rigeligt
af, for husets ejere var, ligesom Lis og Mikael, alle keramikere, og havde
alle bidraget til husets service. Han afbrød hende i hendes forehavende
med et svedigt knus, og berettede kort om de nu lykkelige omstændigheder
vedrørende Jørgens jernhest.
Freia var også blevet godt svedig og støvet af rengøringen,
så de blev enige om at tage et bad sammen mellem efeuens løv.
I en underfundig eventyr-stemning sæbede de der hinanden ind, mens
de nød det privilegium, det var, at kunne gøre dette og samtidigt
kunne nyde den fænomanale udsigt over de spraglede marker - og desuden
blive ramt af solens pågående stråler. Vandet fra haveslangen
var koldt, men det var kun behageligt som kontrast til den høje
lufttemperatur. Godmodigt drillende pjattede de med hinanden ved at sprøjte
vand på og kilde hinanden og opførte sig i det hele taget
nærmest som børn.
Bagefter drak de sammen noget af det Anis, Nik havde haft med hjem
fra byen, og lod freden sænke sig over dem.
Nikolaj var indtil nu rimelig tilfreds med sin egen optræden. Han havde på lige fod med de andre imødegået de undervejs opståede problemer med oprejst pande og havde deltaget aktivt i løsningen af dem. Kun situationen med tømmermændene i Paris var han mindre stolt af. I resten af krise-situationerne var det faktisk lykkedes ham at mande sig selv op til at foretage sig noget konstruktivt. Forhåbenlig betød dette, at hans hjemlige angst ville blive gjort til skamme. Freia skulle ikke komme til at skamme sig over ham.
Da Jørgen og Sophie dukkede op, sluttede de sig til aperitif-indtagelsen, og sammen tilberedte de aftenens måltid. De havde købt rigeligt af det lokale rødvin, som de drak i store mængder både før, til og efter maden. De blev derfor temmeligt højrøstede som natten skred frem i pejsens blafrende skær, og var derfor en kende hæse den efterfølgende morgen.
De følgende dage gik slag i slag: Om dagen hyggede de sig med
at opsøge de lokale markeder, hvis de da kom tidligt nok op, for
mangen en nat gik omtrent som forhen. Eller de gik lange vandreture i det
omkringliggende eksotiske landskab.
Om aftenen spiste de skiftevis på de lokale restauranter eller
hjemme - omkostningsmæssigt var der ikke den store forskel, alting
var billigt sammenlignet med det hjemlige pris-niveau. Pligterne, som blandt
andet omfattede at tømme lokumsspanden fra tid til anden, formåede
de at fordele rimeligt ligeligt imellem sig, uden at det satte lus i skindpelsen
på dem.
Sophie og Nik kom ikke op at toppes, som de plejede i deres barndom,
men Nik kunne ind i mellem fornemme, at Sophie var lidt irriteret på
ham, og måske også følte sig lidt udenfor, når
de andre tre til tider kom til at snakke lidt for "inside" om oplevelser
i Tonika-miliøet. Men for det meste så hun ud til at more
sig lige så meget som de andre.
Jørgen opførte sig for en gangs skyld eksemplarisk, der
var ikke skyggen af den verbale hærgen, han kunne lægge for
dagen, hvis han var i det humør.
Freia var i Niks øjne endnu dejligere, end hun plejede. Det
klædte hende at kunne slappe helt af og ikke være udkørt
af en hård arbejdsdag eller -uge. Hun blussede af tilfredshed og
nydelse, og fregnerne begyndte spagfærdigt at springe frem på
hendes sarte hud som følge af den stærke sol. Det gjorde hende
kun endnu mere tiltrækkende i Nikolajs øjne.
En morgen havde Nik drømt en uhyggelig drøm. Han drømte, at de alle fire sammen cyklede op af en lang bakke, som blev ved med at gå opad i en uendelighed. Nik kørte forrest, og han kørte åbenbart hele tiden for stærkt i forhold til de andre. Ligegyl-digt hvor langsomt han forsøgte at køre, blev de ved med falde længere og længere bagud. De råbte alle rasende til ham, at han skulle vente på dem, men selv da han stoppede helt op, vedblev de med at fjerne sig fra ham. Alligevel kunne han se Freias ansigt helt tydeligt; fortrukket til ukendelighed af et raseri, Nik aldrig nogensinde før havde oplevet, og som fik blodet i hans årer til at fryse til is. Han blev bange for dette hidtil ukendte og tøvede lidt, men begyndte så at bakke tilbage. I samme øjeblik passerede Freia ham, idet hun vendte hovedet imod ham og udviste al mulig tegn på væmmelse og afsky for ham. Øjeblikket efter var det pludselig Nik, der var håbløst bagefter de tre andre, og forgæves forsøgte han at indhente dem, men lige meget hvor mange kræfter han lagde i det, øgedes deres forspring kun. Han ville råbe efter dem, men kunne ikke få en lyd frem, og de gjorde end ikke så meget som at vende hovedet. De forsatte bare og lod nådesløst Nik alene tilbage.
Nikolaj vågnede anspændt og badet i sved. Han åbnede
befriet øjnene, og så sig forvirret om. Freia var ikke ved
hans side; hun var åbenbart stået op. Han havde en voldsom
morgen-erektion, og for at blive den kvit og for at ryste drømmen
af sig, gav han sig nu til at onanere i determineret seje bevægelser
indtil udløsnin-gen overfaldt ham. Det hjalp lidt, han havde allerede
glemt det meste af handlingen i mareridtet, men den håbløse
stemning i drømmen kunne han ikke befri sig for. Han blev derfor
i lang tid handlingslammet liggende i det nu tilsjaskede lagen, skønt
han tydeligt, men som gennem en surrealistisk mur af uvirkeligt vat, kunne
høre sine rejsefæller hygge sig med at spise morgenmad udenfor.
Til sidst stod ham dog alligevel modvilligt op og gik ud for at deltage
i morgenmåltidet. Men under dette var han påfaldende tavs,
og var ualmindelig vanskelig at få kontakt med.
De havde aftalt, at de den dag skulle foretage en fælles udflugt
til en forholdsvis fjerntliggende by, men Nik var nu i tvivl om, hvorvidt
han burde tage med. På den ene side set havde han et behov for at
være alene, på den anden side brød han sig ikke rigtig
om tanken om at skulle være alene hjemmed i huset hele den lange
dag.
Nik valgte at tage med alligevel, men på cykel-turen iførte
han sig et beskyttende lyd-skjold i form af hans walk-man indehol-dende
en kassette med heftig punk-musik. Han lukkede således så vidt
muligt sig selv ude fra enhver kommunikation med de andre, mens han forsøgte
at blæse hovedet ud. Og det hjalp rent faktisk på hans sindsstemning
til sidst.
Undervejs havde det imidlertid været de tre andre til åbenlys
irritation. Især Freia, der, da de næsten var nået frem
til byen og måtte trække op af en meget stejl bakke, havde
råbt et eller andet spørgsmål til ham uden at få
svar, og irriteret havde gentaget spørgsmålet med samme lydstyrke,
da han modvilligt havde afført sig hovedtelefonerne. Det isnede
i ham, uden at hen vidste hvorfor. Han havde glemt drømmens indhold,
og kunne derfor ikke se situationens lighed med dele af denne. Han befandt
sig langt væk fra de andre, og de fra ham, og deres kommunikation
med ham var aggressiv. Og han kunne ikke forklare sig.
Alligevel skete der en slags bedring med hans humør det sidste
stykke vej op til byen.
-Så, nu skal jeg nok vende tilbage til jer! meddelte Nikolaj
endelig lakonisk, da de havde sat sig ved en café på kanten
af den højt beliggende by.
Det var omtrent den længste sætning, han havde udtalt den
dag.
-Ja, det ville sandelig være på tide! svarede Freia tilbage,
med et vist eftertryk, der kunne opfattes aggressivt, men ikke nødvendigvis
var ment sådan.
-Ja, undskyld, men jeg havde altså et akut behov for at være
lidt alene! forsøgte Nik brødebetynget at forklare.
Han kunne ikke fortælle dem om årsagen til sit nødvendige
eskapi, da han jo ikke engang selv kunne huske den. Men den var der alligevel,
i hans underbevidsthed, hvor den lå og vred sig, som en larve over
en sagte ild.
De andre forlangte tilsyneladende heller ikke yderligere forklaringer
nu.
Resten af dagen forløb mere "normalt" for Nik, endskønt
han stadig var mere indadvendt og tavs end sædvanligt.
Der gik et par dage, hvor Nik stadig led lidt af ormens døds-kramper,
men langsomt vendte han mere eller mindre tilbage til sig selv. En dag
havde de overvejet at vende tilbage til den samme by, da det var dens markedsdag,
men da det kom til stykket gad hverken Sophie eller Jørgen at cykle
nogen steder den dag. Freia var egentlig også mest til sinds at holde
hviledag, hvorimod Nikolaj var fast besluttet på at tage afsted,
uanset hvem og hvor mange, der ville eskortere ham.
-Du må altså godt lige tag' og vente på mig! ytrede
Freia imidlertid lettere fornærmet, da han uanfægtet gjorde
forberedel-ser til at drage afsted.
-Nå, vil du nu godt med alligevel? spurgte Nik tvivlende tilbage.
Det ville hun altså.
De kørte mod bjerg-byen i tavshed. De kørte ad en alternativ
rute; den var flottere end den forhen efterprøvede, men til gengæld
meget mere bakket, hvilket Freia bandede temmeligt meget over. Desuden
blæste det for området usædvanligt kraftigt, modvind
selvfølgelig. De gjorde derfor mange vand- og smøg-pauser
undervejs. Cirka en for hver bakketop. Freia var godt sur over ruten, som
Nikolaj havde foreslået til afveksling fra den gammelkendte, som
han syntes var ret kedelig, visuelt set altså.
-Det er nu meget rart med sådan en dag alene, os to sammen! sagde
Freia ikke desto mindre, da de fremme i byen sad på en for-torvcafé
over en øl og pustede ud.
Det kunne Nik kun give hende ret i. Ikke at der var noget specielt
at udsætte på de andres selskab, men der var immervæk
visse tidspunkter, man havde behov for lidt afveksling. Og lidt privatliv,
ikke mindst.
De snakkede om deres indtryk af turens hidtidige forløb, og
Freia gav luft for hendes irritation over Nikolaj, som hun ganske rigtigt
delte med Sophie, og som han jo selv havde kunne fornemme på dem
begge. De kom naturligvis i den forbindelse også ind på den
dag, de sidst havde været her.
-Jeg er mildt sagt chockeret over den måde, du opførte
dig på forleden, Nik! sagde hun og så virkelig ud, som om hun
mente det.
-Sådan har jeg aldrig oplevet dig før... sådan vidste
jeg ikke, du kunne være! Er det virkelig også en del af dig?
Nik havde ikke meget at sige til sit forsvar, og strengt taget kunne
han jo ikke benægte, at sådan kunne han altså også
være. Og hvorfor skulle han også det? Alligevel forsøgte
han på en måde at undskylde sig overfor Freia, og spændingen
imellem dem blev derved til en vis grad mindsket. Det hjalp at få
snakket ud om tingene. Dog - Nik følte sig nok til en vis grad "skyldig",
men ville alligevel samtidigt gerne holde fast ved sin ret til at være
mærkelig. Så trådene blev ikke redet 100% ud.
Bagefter købte de ind, især af våde varer, som de
var ved at løbe tør for derhjemme. Og det måtte jo
ikke ske! De tog den gam-melkendte rute hjem, på Freias foranledning,
og den gik da også væsentligt nemmere end udturen, selv om
den faktisk var en smule længere.
Da de kom hjem, var alle lige pludselig meget eksalterede. Jørgen
og Sophie var glade for at de to cyklister var nået hjem i tide;
de skulle nemlig ind og spise i restauranten på hotellet i Calaf
samme aften.
Nik og Freia delte et tiltrængt (forsonings-) bad, hvor de vaskede
støvet og den sure sved af hinanden, hvorefter de sammen med Sophie
og Jørgen glade drak et par Anis-aperitif'er, før de sammen
drog afsted mod Calaf.