Kapitel 10 - Grill.

Nikolaj og Freia vågnede op i Niks forældres værelse til en mærkelig rivende rytmisk lyd; det lød, som om nogen gik og fejede gulvet ude på gangen. Det viste sig nu at være Jørgen, der med le var gået i gang med slå noget af det temmeligt høje græs i baghaven.
De eneste forpligtelser, de havde i forbindelse mad lånet af huset, var faktisk at gøre rent og vedligeholde det og haven nogenlunde, som ved for eksempel at holde græsset lidt nede. Samt at hugge en mængde brænde og lægge det til tørre - svarende til deres eget forbrug.
Sophie havde allerede været oppe længe, og havde hentet brød til morgenmaden i den nærliggende landsby Calaf. Den indtog de sammen i haven, ledsaget af en Gammel Dansk for at fejre ankomsten.
Imens nød de udsigten. Først nu kunne de besigtige hacientaen og dens omgivelser i dagslys. Fra haven havde de en imponerende udsigt over brede gul-glødende solsikkemarker, afvekslende med nogle få grå-grønne, der ved nærmere undersøgelse viste sig at være hvidløgsmarker. De kunne se endog meget langt væk, for Montez, som den lille flække hed, og som huset altså var en del af, lå faktisk på toppen af en bakke, og det var meget klart vejr den morgen.
De sad i skyggen af et kolossalt kastanietræ, kun iført så meget tøj, som deres blufærdighed nu en gang krævede, for det var allerede meget varmt. Bord og bænke havde de hentet inde fra køkkenet.
Køkkenet lå i underetagen og var en lille smule større end resten af værelserne i det gamle hus. I samtlige rum var der store åbne pejse, hvilket imidlertid også var den eneste form for opvarm-ning, der var. Men det ville de næppe få brug for på dette hede tidspunkt af året. Tilberedning af mad kunne i køkkenet foregå over to flaskegas-blus eller i pejsen, og der var heldigvis indlagt vand - og el, men af en eller anden grund havde de ikke kunne få det sluttet til. Der var tilsyneladende blevet lukket for strømmen externt. Heldigvis havde de hjemmefra medbragt en lille portion stearinlys, så foreløbig klarede de sig.
De fem andre værelser var store og rummelige, men relativt sparsomt møblerede. Men der var da i det mindste de madrasser, de havde brug for.
Toilettet var et gammeldags tør-kloset, der var placeret i en lavloftet tilbygning til huset, der i sin tid havde fungeret som en mini-stald. Nu var det desuden oplagringsplads for uophugget brænde.
I den modsatte ende af huset omkransede en mur i brysthøjde det, der i sin tid havde været landstedets mødding. Nu fungerede det istedet som frilufts-badeværelse, idet vandforsyning var etableret via en almindelig grøn haveslange. Det var faktisk langt mere romantisk, end det må synes, for det forhenværende affaldsdepot var grundigt renset, og nu var murene over det hele overtrukket med vildtvoksende efeu.

Efter morgenmaden cyklede Sophie, Jørgen og Nik ind til Cardona, idet Jørgen lånte Freias cykel. De skulle først og fremmest hente Jørgens cykel og forsøge at få den sat i stand, men også købe ind til aftensmaden.
Freia blev hjemme i Montez og gjorde rent. Huset havde stået tomt det sidste halve års tid, så der var nok at gøre. Aftenen forinden var Nik som den første gået ind i det mørke hus, og var i gangen blevet udsat for fornemmelsen af skulle gennemtrænge en række tynde lag gaze, mens der fra gulvet hørtes en forfjamsket kriblen. I cykellygtens skær kunne det umiddelbart efter konstateres, at den relativt letgennemtrængelige forhindring bestod af noget usædvanligt kraftigt spindelvæv, der var udspændt fra væg til væg, og at lydene stammede fra disse fangstnets ophavsmænd; et større antal edderkopper af thekop-størrelse, der nu skræmt fra vid og sans forsøgte at undslippe den potentielle morder. Heldigvis var ingen af dem særlig sarte, hvad den slags kryb angik, men det ville nu være meget rart at kunne gå rundt i huset uden at blive helt sløret i gråt. Så det ville Freia tage sig af, mens de andre var væk.

I Cardona fik Jørgen hurtigt hentet sin cykel. De fik snakket lidt med værtinden, der havde været så venlig overfor Jørgen aftenen forinden. Hun var lettere chockeret over, at ingen af dem talte særligt godt spansk, hun havde svært ved at forestille sig, hvordan man ville kunne klare sig med den smule spansk, de kunne. Men det kunne de nu godt.
Hos cykelsmeden var cykel-mekanikerne mest tilbøjelige til at anse skaden på baghjulet for uoprettelig, men da Jørgen stak dem den hvide løgn, at han skulle cykle videre mod Madrid samme dag, tog de sig alligevel sammen og forsøgte, ved at spænde egerne efter, at rette hjulet en smule op. Det viste sig heldigvis at være tilstrækkeligt, og positivt overraskede kunne de derfor en halv time senere forlade cykel-smeden igen med forrettet sag.
De fik handlet og afsluttede til sidst deres ophold i byen med et af de siden så obligatoriske café-besøg.
På hjemvejen havde de imidlertid nu det problem, at de havde en cykel for meget. Jørgen mente nok, han kunne cykle på sin egen, og samtidigt trække Freias cykel med venstre hånd. Det gik da også meget godt det første flade stykke vej ud af byen, men da bakkerne satte ind, måtte han kapitulere. Resultatet blev derfor, at Jørgen og Sophie fulgtes hjemad på gåben, trækkende de tre cykler, mens Nik kørte i forvejen - med de lettest fordærvelige madvarer - og for at sætte Freia ind i begivenhedsforløbet.
Men Nik havde også en personlig grund; for at få en chance til at være lidt alene med Freia. De havde nemlig ikke haft et øjeblik alene sammen, siden de tog afsted hjemmefra Danmark hele to døgn tidligere, bortset fra den korte og søvnfyldte ankomst-nat.
Så da Nik kom tilbage til huset sprang han længselsfuldt ind i køkkenet og fandt der Freia, fløjtende, i gang med at vaske støvet af husets tallerkener. Dem var der i al fald rigeligt af, for husets ejere var, ligesom Lis og Mikael, alle keramikere, og havde alle bidraget til husets service. Han afbrød hende i hendes forehavende med et svedigt knus, og berettede kort om de nu lykkelige omstændigheder vedrørende Jørgens jernhest.
Freia var også blevet godt svedig og støvet af rengøringen, så de blev enige om at tage et bad sammen mellem efeuens løv. I en underfundig eventyr-stemning sæbede de der hinanden ind, mens de nød det privilegium, det var, at kunne gøre dette og samtidigt kunne nyde den fænomanale udsigt over de spraglede marker - og desuden blive ramt af solens pågående stråler. Vandet fra haveslangen var koldt, men det var kun behageligt som kontrast til den høje lufttemperatur. Godmodigt drillende pjattede de med hinanden ved at sprøjte vand på og kilde hinanden og opførte sig i det hele taget nærmest som børn.
Bagefter drak de sammen noget af det Anis, Nik havde haft med hjem fra byen, og lod freden sænke sig over dem.

Nikolaj var indtil nu rimelig tilfreds med sin egen optræden. Han havde på lige fod med de andre imødegået de undervejs opståede problemer med oprejst pande og havde deltaget aktivt i løsningen af dem. Kun situationen med tømmermændene i Paris var han mindre stolt af. I resten af krise-situationerne var det faktisk lykkedes ham at mande sig selv op til at foretage sig noget konstruktivt. Forhåbenlig betød dette, at hans hjemlige angst ville blive gjort til skamme. Freia skulle ikke komme til at skamme sig over ham.

Da Jørgen og Sophie dukkede op, sluttede de sig til aperitif-indtagelsen, og sammen tilberedte de aftenens måltid. De havde købt rigeligt af det lokale rødvin, som de drak i store mængder både før, til og efter maden. De blev derfor temmeligt højrøstede som natten skred frem i pejsens blafrende skær, og var derfor en kende hæse den efterfølgende morgen.

De følgende dage gik slag i slag: Om dagen hyggede de sig med at opsøge de lokale markeder, hvis de da kom tidligt nok op, for mangen en nat gik omtrent som forhen. Eller de gik lange vandreture i det omkringliggende eksotiske landskab.
Om aftenen spiste de skiftevis på de lokale restauranter eller hjemme - omkostningsmæssigt var der ikke den store forskel, alting var billigt sammenlignet med det hjemlige pris-niveau. Pligterne, som blandt andet omfattede at tømme lokumsspanden fra tid til anden, formåede de at fordele rimeligt ligeligt imellem sig, uden at det satte lus i skindpelsen på dem.
Sophie og Nik kom ikke op at toppes, som de plejede i deres barndom, men Nik kunne ind i mellem fornemme, at Sophie var lidt irriteret på ham, og måske også følte sig lidt udenfor, når de andre tre til tider kom til at snakke lidt for "inside" om oplevelser i Tonika-miliøet. Men for det meste så hun ud til at more sig lige så meget som de andre.
Jørgen opførte sig for en gangs skyld eksemplarisk, der var ikke skyggen af den verbale hærgen, han kunne lægge for dagen, hvis han var i det humør.
Freia var i Niks øjne endnu dejligere, end hun plejede. Det klædte hende at kunne slappe helt af og ikke være udkørt af en hård arbejdsdag eller -uge. Hun blussede af tilfredshed og nydelse, og fregnerne begyndte spagfærdigt at springe frem på hendes sarte hud som følge af den stærke sol. Det gjorde hende kun endnu mere tiltrækkende i Nikolajs øjne.

En morgen havde Nik drømt en uhyggelig drøm. Han drømte, at de alle fire sammen cyklede op af en lang bakke, som blev ved med at gå opad i en uendelighed. Nik kørte forrest, og han kørte åbenbart hele tiden for stærkt i forhold til de andre. Ligegyl-digt hvor langsomt han forsøgte at køre, blev de ved med falde længere og længere bagud. De råbte alle rasende til ham, at han skulle vente på dem, men selv da han stoppede helt op, vedblev de med at fjerne sig fra ham. Alligevel kunne han se Freias ansigt helt tydeligt; fortrukket til ukendelighed af et raseri, Nik aldrig nogensinde før havde oplevet, og som fik blodet i hans årer til at fryse til is. Han blev bange for dette hidtil ukendte og tøvede lidt, men begyndte så at bakke tilbage. I samme øjeblik passerede Freia ham, idet hun vendte hovedet imod ham og udviste al mulig tegn på væmmelse og afsky for ham. Øjeblikket efter var det pludselig Nik, der var håbløst bagefter de tre andre, og forgæves forsøgte han at indhente dem, men lige meget hvor mange kræfter han lagde i det, øgedes deres forspring kun. Han ville råbe efter dem, men kunne ikke få en lyd frem, og de gjorde end ikke så meget som at vende hovedet. De forsatte bare og lod nådesløst Nik alene tilbage.

Nikolaj vågnede anspændt og badet i sved. Han åbnede befriet øjnene, og så sig forvirret om. Freia var ikke ved hans side; hun var åbenbart stået op. Han havde en voldsom morgen-erektion, og for at blive den kvit og for at ryste drømmen af sig, gav han sig nu til at onanere i determineret seje bevægelser indtil udløsnin-gen overfaldt ham. Det hjalp lidt, han havde allerede glemt det meste af handlingen i mareridtet, men den håbløse stemning i drømmen kunne han ikke befri sig for. Han blev derfor i lang tid handlingslammet liggende i det nu tilsjaskede lagen, skønt han tydeligt, men som gennem en surrealistisk mur af uvirkeligt vat, kunne høre sine rejsefæller hygge sig med at spise morgenmad udenfor.
Til sidst stod ham dog alligevel modvilligt op og gik ud for at deltage i morgenmåltidet. Men under dette var han påfaldende tavs, og var ualmindelig vanskelig at få kontakt med.
De havde aftalt, at de den dag skulle foretage en fælles udflugt til en forholdsvis fjerntliggende by, men Nik var nu i tvivl om, hvorvidt han burde tage med. På den ene side set havde han et behov for at være alene, på den anden side brød han sig ikke rigtig om tanken om at skulle være alene hjemmed i huset hele den lange dag.

Nik valgte at tage med alligevel, men på cykel-turen iførte han sig et beskyttende lyd-skjold i form af hans walk-man indehol-dende en kassette med heftig punk-musik. Han lukkede således så vidt muligt sig selv ude fra enhver kommunikation med de andre, mens han forsøgte at blæse hovedet ud. Og det hjalp rent faktisk på hans sindsstemning til sidst.
Undervejs havde det imidlertid været de tre andre til åbenlys irritation. Især Freia, der, da de næsten var nået frem til byen og måtte trække op af en meget stejl bakke, havde råbt et eller andet spørgsmål til ham uden at få svar, og irriteret havde gentaget spørgsmålet med samme lydstyrke, da han modvilligt havde afført sig hovedtelefonerne. Det isnede i ham, uden at hen vidste hvorfor. Han havde glemt drømmens indhold, og kunne derfor ikke se situationens lighed med dele af denne. Han befandt sig langt væk fra de andre, og de fra ham, og deres kommunikation med ham var aggressiv. Og han kunne ikke forklare sig.
Alligevel skete der en slags bedring med hans humør det sidste stykke vej op til byen.
-Så, nu skal jeg nok vende tilbage til jer! meddelte Nikolaj endelig lakonisk, da de havde sat sig ved en café på kanten af den højt beliggende by.
Det var omtrent den længste sætning, han havde udtalt den dag.
-Ja, det ville sandelig være på tide! svarede Freia tilbage, med et vist eftertryk, der kunne opfattes aggressivt, men ikke nødvendigvis var ment sådan.
-Ja, undskyld, men jeg havde altså et akut behov for at være lidt alene! forsøgte Nik brødebetynget at forklare.
Han kunne ikke fortælle dem om årsagen til sit nødvendige eskapi, da han jo ikke engang selv kunne huske den. Men den var der alligevel, i hans underbevidsthed, hvor den lå og vred sig, som en larve over en sagte ild.
De andre forlangte tilsyneladende heller ikke yderligere forklaringer nu.
Resten af dagen forløb mere "normalt" for Nik, endskønt han stadig var mere indadvendt og tavs end sædvanligt.

Der gik et par dage, hvor Nik stadig led lidt af ormens døds-kramper, men langsomt vendte han mere eller mindre tilbage til sig selv. En dag havde de overvejet at vende tilbage til den samme by, da det var dens markedsdag, men da det kom til stykket gad hverken Sophie eller Jørgen at cykle nogen steder den dag. Freia var egentlig også mest til sinds at holde hviledag, hvorimod Nikolaj var fast besluttet på at tage afsted, uanset hvem og hvor mange, der ville eskortere ham.
-Du må altså godt lige tag' og vente på mig! ytrede Freia imidlertid lettere fornærmet, da han uanfægtet gjorde forberedel-ser til at drage afsted.
-Nå, vil du nu godt med alligevel? spurgte Nik tvivlende tilbage.
Det ville hun altså.

De kørte mod bjerg-byen i tavshed. De kørte ad en alternativ rute; den var flottere end den forhen efterprøvede, men til gengæld meget mere bakket, hvilket Freia bandede temmeligt meget over. Desuden blæste det for området usædvanligt kraftigt, modvind selvfølgelig. De gjorde derfor mange vand- og smøg-pauser undervejs. Cirka en for hver bakketop. Freia var godt sur over ruten, som Nikolaj havde foreslået til afveksling fra den gammelkendte, som han syntes var ret kedelig, visuelt set altså.
-Det er nu meget rart med sådan en dag alene, os to sammen! sagde Freia ikke desto mindre, da de fremme i byen sad på en for-torvcafé over en øl og pustede ud.
Det kunne Nik kun give hende ret i. Ikke at der var noget specielt at udsætte på de andres selskab, men der var immervæk visse tidspunkter, man havde behov for lidt afveksling. Og lidt privatliv, ikke mindst.
De snakkede om deres indtryk af turens hidtidige forløb, og Freia gav luft for hendes irritation over Nikolaj, som hun ganske rigtigt delte med Sophie, og som han jo selv havde kunne fornemme på dem begge. De kom naturligvis i den forbindelse også ind på den dag, de sidst havde været her.
-Jeg er mildt sagt chockeret over den måde, du opførte dig på forleden, Nik! sagde hun og så virkelig ud, som om hun mente det.
-Sådan har jeg aldrig oplevet dig før... sådan vidste jeg ikke, du kunne være! Er det virkelig også en del af dig?
Nik havde ikke meget at sige til sit forsvar, og strengt taget kunne han jo ikke benægte, at sådan kunne han altså også være. Og hvorfor skulle han også det? Alligevel forsøgte han på en måde at undskylde sig overfor Freia, og spændingen imellem dem blev derved til en vis grad mindsket. Det hjalp at få snakket ud om tingene. Dog - Nik følte sig nok til en vis grad "skyldig", men ville alligevel samtidigt gerne holde fast ved sin ret til at være mærkelig. Så trådene blev ikke redet 100% ud.

Bagefter købte de ind, især af våde varer, som de var ved at løbe tør for derhjemme. Og det måtte jo ikke ske! De tog den gam-melkendte rute hjem, på Freias foranledning, og den gik da også væsentligt nemmere end udturen, selv om den faktisk var en smule længere.
Da de kom hjem, var alle lige pludselig meget eksalterede. Jørgen og Sophie var glade for at de to cyklister var nået hjem i tide; de skulle nemlig ind og spise i restauranten på hotellet i Calaf samme aften.
Nik og Freia delte et tiltrængt (forsonings-) bad, hvor de vaskede støvet og den sure sved af hinanden, hvorefter de sammen med Sophie og Jørgen glade drak et par Anis-aperitif'er, før de sammen drog afsted mod Calaf.
 

Næste kapitel