Cykel- og togturen hjem fra Montez var i modsætning til udturen
gået forbavsende smertefrit.
Sophie havde på deres lokale strejfture erhvervet sig den nødvendige
kondition til den lange cykeltur, så denne første del af rejsen
gik langt bedre end forventet. Heller ikke Jørgen havde nævneværdige
vanskeligheder med ruten. Men Freia og Nik var dog stadig lokomotiverne
i cykelrækken.
I Barcelona fik de relativt nemt sendt deres nu godt brugte cykler
mod København på egen hånd. Det tog noget længere
tid, end den tilsvarende operation i København, men det kom sådan
set ikke bag på dem, så de havde i forvejen rustet sig med
den nødvendige tålmodighed. Og de havde heldigvis ikke været
så lang tid om cykelturen som det kunne frygtes, så de havde
god tid.
Deres egen togrejse gik strygende; selv om de undevejs skulle skifte
tog hele fire gange, blev de ikke udsat for forsinkelser eller andre uregelmæssigheder
i togdriften. I Paris havde de godt nok været nødt til at
smide nogle nordmænd, der uretmæssigt havde kapret deres reserverede
liggevogn, ud af kupéen, men selv dette var sket uden større
dramatik.
De havde dog ikke fået så meget at spise undervejs, så
da de endelig nåede København, havde de alle en irrationel
trang til selv en rød dansk pølse med sennep og ketchup.
Efter moden overvejelse blev de nu imidlertid alligevel enige om at undlade
at udsætte deres forsvarsløse maver for dette chock, og i
stedet opsøge en restaurant, hvor man ikke nødvendigvis behøvede
at stå op. De afsluttede således deres fælles ferie med
en middag, der, selv om den ikke helt formåede at lave op til kulinariske
standard, de havde oplevet i Spanien, dog var højt hævet over
fast-food-niveauet. Ikke desto mindre kostede det cirka det dobbelte. Men
nu måtte de jo også til at vænne sig til danske priser
igen, så hvorfor ikke først som sidst? De blev i al fald meget
mætte, for menuen var med ad libitum retter, og det benyttede de
sig i høj grad af.
Nikolaj havde jo før ferien haft ret blandede følelser
med hensyn til rejsen sammen med Freia. Det havde han sådan set stadigvæk,
nu efter rejsen. Han havde glædet sig til at dele den oplevelse,
en sådan rejse nu engang er, med Freia, men havde samtidigt været
bange for at komme til at blotte visse mindre heldige sider ved sig selv.
Og den frygt havde faktisk mere eller mindre vist sig begrundet. Freia
var rent faktisk blevet konfronteret med nogle af Nikolajs latente svagheder
og var tilsyneladende blevet ret chokeret over dem. Det kunne meget vel
være temmelig skidt for deres forhold.
Svaghederne blev ganske givet tillige forstærket af Niks gryende
angst for fremtiden, som han ikke rigtig vidste, hvad ville bringe. Selvfølgelig
skulle han ud det pulveriserende erhvervsliv og søge arbejde. Det
var klart. Men det skræmte ham. Niks fornemmelse for arbejdssituationen
ude i erhvervslivet var i nogen grad blegnet i løbet af de to år,
han kontinuerligt havde været på skole. Og selv om han faktisk
nu stod med en ganske pæn højere uddannelse indenfor elektronik-faget,
følte han sig egentlig ikke særlig overbevist om, at et job
indenfor elektro-nik-brancen var det, han inderst inde ville med sin tilværelse.
Denne følelse af tvivl om, hvorvidt han var kommet på rette
hylde erhvervsmæssigt, var dukket op før, og gjorde det til
stadighed med mellemrum. Men den blev nu især underbygget af hans
følelse af magtesløshed med hensyn til job-søgning,
og at han ikke observerede nogle kontante beviser for, at han rent faktisk
kunne bruges i brancen. Nik følte, at han ganske langsomt, men sikkert
og uafvendeligt, gled tilbage i fordums håbløse sindstilstand,
påny forårsaget af arbejdsløshed.
Disse fornemmelser var allerede dukket op nede i Spanien, endnu før
hans mystiske drøm; måske havde de ligefrem forårsaget
mareridtet.
-Det, du nu føler komme, bliver din ulykke...! tænkte
han ved sig selv, da fornemmelsen opstod, uden dog direkte at formulere
det på denne måde.
-Det vil ende med at Freia går fra dig...!
Denne angst sad stadig i ham, på trods af, at rejsen på
mange måder faktisk var gået bedre, end han selv havde turde
håbe på. Men han havde desværre alligevel fået
vist sig fra visse af sine, for ham selv at se, negative sider.
Parallelt med dette, havde Nikolaj på denne rejse endeligt fundet
ud af, hvor meget Freia i virkeligheden betød for ham. Hidtil havde
han ganske vist i fulde drag nydt deres samvær - og havde været
endog meget glad for Freia. Men deres forhold var immervæk startet
på en noget anden måde, end Nik før havde oplevet. Forholdet
var ikke startet med en mere eller mindre irrationel forelskelse i en ideal-pige
opstillet på en piedestal, der så alligevel havde vist sig
opnåelig. Sådan havde det faktisk været med Lykke. Men
dette kærlighedsforhold med Freia var derimod startet med noget,
de begge på daværende tidspunkt havde betragtet som et one-night-stand.
Og havde så udviklet sig udfra dette. Freias følelser var
hurtigere end Niks groet sig op til den størrelse, hvor man kunne
kalde det en reél forelskelse. Det havde ikke generet Nik; han havde
for en gangs skyld nydt ikke at være den, der havde mest i klemme,
hvad følelser angik. Han kunne slappe af, og gjorde det. Ikke desto
mindre kom Freia alligevel, dag for dag, til at betyde mere og mere for
ham. Og i løbet af denne rejse var det for alvor gået op for
ham, hvor uvurderlig Freias tilstedeværelse i hans liv var for ham.
Og at han rent faktisk nu var forelsket i hende. Til op over begge ører.
Nik ville få meget svært ved at undvære hende nu.
Også fordi han ville behøve hendes moralske støtte
i sine erhversmæssige overvejelser. Hun var blevet en del af hans
liv, som ikke ville kunne udskilles uden svære sår.
En uges tid efter hjemkomsten sad Freia og Nik over et par glas af den
Anis, de havde hjembragt fra Montez. De kiggede på fotografier fra
turen, de var lige blevet fremkaldt. Der var også nogle stykker fra
den udflugt, de havde været alene sammen på, et par dage efter
Nikolajs ubehagelige drøm.
-Du må altså give mig lidt mere modspil, Nik! sagde Freia
pludselig uden indledning.
Hun forsatte tilsyneladende i den ånd, deres daværende
samtale havde udspillet sig i.
-Sig mig dog imod en gang i mellem, du er s'gu for eftergivende nogle
gange...!
Nik følte sig øjeblikkeligt ramt, især i lyset
af hans bange anelser.
-Tjah, det kan du sagtens sige, men sådan er jeg nu en gang ikke
indrettet...! forsvarede Nik sig forsøgsvis med.
Typisk; han forsvarede sig reélt kun, når han blev direkte
angrebet.
-Jeg kan jo ikke forcere en kritisk indstilling frem, der ikke er belæg
for!
-Nej... det forlanger jeg s'gu da heller ikke... men jeg føler
faktisk nogle gange, at du ikke siger din mening rent ud...! forsatte Freia
ufortrødent.
-Hvorfor i alverden skulle jeg dog undlade at sige, hvad jeg mener...?
Kan du sige mig det?
-Ja, det tror jeg faktisk godt, jeg kan: Måske fordi du er bange
for, at jeg derfor ville gå fra dig, og af netop den grund gør,
hvad du kan for at føje mig...!
Nok engang havde Freia her brilleret med sit skarpe røntgen-blik,
og naglede dermed Nik til en sandhed, han endnu ikke selv havde erkendt.
Han havde altid været for flink, det vidste han udmærket,
men i det meste af den tid, de indtil nu havde været sammen, havde
det ikke været så udpræget, netop fordi hans forelskelse
havde været forholdsvis behersket. Men nu, hvor den var blusset op
til et blændende flammehav, var han ganske rigtigt i takt hermed
blevet alt for flink overfor Freia. Hvilket lige akkurat var det, hun ikke
havde behov for. Tværtimod. Nik var kommet at elske Freia meget højt,
og var derved også blevet angst for at miste hende. Denne angst gjorde
så, at Nik blev unaturlig føjelig, hvilket igen resulterede
i Freias irritation over Niks manglende modspil til hende. Hvilket i sidste
ende altså gav en vis risiko for at afstedkomme, at hun netop ville
forlade ham. Hvilket jo frem for alt var præcis det, han ubevidst
med denne forsigtighed søgte at undgå. Nik var begyndt at
nikke for meget. Han måtte lære at sige nej.
-Sådan kunne det måske godt forholde sig, men jeg tror
nu ikke, det er tilfældet! svarede Nik, hvilket ikke var helt i overens-stemmelse
med sandheden.
Men det var han ikke i stand til at indse endnu, selvom han godt kunne
mærke, at der nok var lidt om snakken. Hvad enten han brød
sig om det eller ej.
Nikolaj causerede på et tidspunkt over sit nærmest efterhånden
ikke-eksisterende venskab med Aksel. Det gik dårligere og dårligere
imellem dem. Der var efterhånden ikke særligt meget, de kunne
tale med hinanden om. De var simpelthen vokset fra hinanden. Af samme grund
gik Nik rundt og overvejede, om det mon ikke snart var på tide at
rykke teltpælene op og finde nye græsgange. Der var ikke så
meget at bygge videre på med Aksel, hvis utilslørede interesse
for Freia ikke ligefrem talte til hans fordel i Nikolajs øjne. At
flytte sammen med Freia havde jo været nærliggende, men nu
var hun jo næsten lige flyttet, og Niks seneste psykiske udvikling
fik ham desuden til at tvivle på oprigtigheden af Freias før
udtalte ønske om at slå pjalterne sammen med ham.
-Du, Freia, af hensyn til min fremtidige boligsøgning, kunne
jeg egentlig godt li' at vide, om du stadigvæk er interesseret i
at flytte sammen med mig? tog han sig ikke desto mindre alligevel sammen
til at spørge hende direkte.
-Det vil jo være meget rart at vide, hvad man skal kigge efter...!
Hun svarede lidt tøvende, eftertænktsomt.
-Ja, det har jo i virkeligheden i lang tid været et uudtalt spørgsmål
imellem os...!
Hun holdt en lille pause og rynkede panden i spekulation over, hvordan
hun skulle formulere svaret.
-Øhm...jo, det vil jeg sådan set godt! Men jeg kan altså
ikke tillade mig at sætte mig ret meget dyrere, end jeg bor her.
Jeg er jo nødt til at tænke på, at jeg meget snart skal
i gang med en eller anden uddannelse, og jeg derfor skal bo et sted, hvor
jeg kan leve af S.U. Og det kan jeg her. Så jeg vil ikke give slip
på denne her lejlighed for hvad som helst!
Var det nu den skindbarlige sandhed, eller var det blot et forsøg
på skånsom camouflage af en ændret holdning? Nik havde
sine tvivl.
-Men jo, ellers vil jeg s'gu mægtig gerne bo sammen med dig Nik!
sagde hun imidlertid imødekommende lidt efter, smilede bredt og
rejste sig og gik hen og gav Nik et knus, der resulterede i, at hans Anis
væltede.
Nikolaj tolkede nu alligevel Freias lidt vage svar hen i den retning,
at hun mente, de burde vente et stykke tid endnu med forehavenet.
-Jeg synes nu, du først og fremmest burde koncentrere dig om
at finde et arbejde! ytrede hun, en anis-optørring og et kys' tid
senere.
-Så vil du også bedre kunne overskue, hvad du har at rutte
med, økonomisk set...!
-Tjoh, det kan der måske være noget om...! medgav Nik hende.
Indtil videre kunne de jo sådan set benytte Freias lejlighed
som det fristed, de havde behov for. I den henseende boede de sådan
set allerede sammen hos hende, selv om det jo ikke var det samme som at
have indrettet et hjem sammen.
Nik så nu alligevel hellere, at han først og fremmest
kom ud af Aksels gemakker. Så ville han også bedre kunne overskue
at tage hul på jobsøgningen, mente han. Så ville der
være mere ro. Men nu måtte man jo se, hvad der skete.
-Fremtiden truer! syntes Nikolaj pludselig.
Nik havde meldt sig arbejdsledig på arbejdsformidlingen umiddel-bart
før de drog mod Spanien, men derfra blev man jo ikke ligefrem anvist
arbejde for tiden, så Nik måtte selv til at opsøge ledige
stillinger i aviserne. Det gjorde han da også så småt,
mere eller mindre på skrømt, godt nok. Han ville godt holde
lidt længere sommerferie. Han ville snart have overstået sin
karantæne-periode og derefter komme til at modtage dagpenge fra arbejdsløshedskassen,
så økonomisk set skulle det nok gå, foreløbigt.
Han boede da i det mindste billigt hos Aksel.
Han brugte det meste af sin tid på Tonika, og på at være
sammen med Freia. Men det var han jo også i Tonika.
Freia havde nok at lave på sit relativt nye job, men desuden
engagerede hun sig temmeligt meget i det administrative arbejde i Tonika.
Hun var nemlig blevet valgt ind i bestyrelsen. Det kunne Nik egentlig også
have gjort; som regel var det nok blot at melde sig, der var sjældent
kamp-valg om posterne. Han burde desuden have både tiden og overskuddet
til det. Men han havde tidligere været med i bestyrelsen, og var
ved den lejlighed blevet noget afskrækket fra det. Dels syntes han
ikke, han formåede at leve op til forpligtelserne og ansvaret ved
et sådant arbejde, dels havde der været flere interne stridigheder
i den daværende bestyrelse, end den faktisk ret konfliktsky Nikolaj
brød sig om.
Men Freia kastede sig over bestyrelses-arbejdet med liv og sjæl,
og hævede dermed sit totale aktivitets-niveau en hel del. I modsætning
til Nik, som snarere havde droslet ned til vågeblus, hvad aktiviteter
angik, ud over Tonika-arrangementer - og Freia.
Nikolaj blev således ret afhængig af Freia. Hun fik faktisk
en stor del af ansvaret for, om der skete noget i hans daglige hverdag.
Og han blev dag for dag mere og mere passiv, også i deres forhold
internt. Sjældnere og sjældnere var det ham, der tog initiativet
til ting, de foretog sig sammen. Han så udviklin-gen ske, men formåede
ikke at afvende det. Eller at tale rigtigt ud med Freia om det. Det måtte
ende galt.