Kapitel 12 - Venner og veninder.

Den militær-bus, Tonika-gruppen havde fået tildelt til person-befordring, var netop dukket op på strandbredden med et brøl, og havde nu gravet sig godt ned i sandet ved siden af morgenmads-indtagerne. Chafføren var lidt af en fart-bisse, men han var egentlig ret charmerende. De kunne nu ikke snakke med ham; han talte kun arabisk.
Det var meningen, der skulle være general-prøve på åbnings-ceremonien i dag. Men Nik skulle ikke med. Det vidste de andre ganske vist ikke endnu, men Nik selv var helt sikker i den sag. Hvad enten han så kunne undværes eller ej. Man kunne jo blive syg. Der var allerede indtil flere i ensemblet, der havde måtte bukke under for mave-infektioner. Men Nikolaj havde ikke ondt i maven. Det var hjertet, det var galt med.
-Det må de da for fanden også kunne forstå - efter det, der er sket mellem mig og Freia! mumlede Nik for sig selv.
Hvilket de uundgåeligt ville erfare før eller siden. Sikkert meget snart. Måske vidste nogen af dem det allerede nu? Jungle-trommerne skulle nok lyde, jo, ingen tvivl om det. Den interne sladder havde aldrig været Tonikas bedste side. Eller værste, alt efter hvordan man nu så på det. Hvordan mon folk ville reagere, når det kom til stykket?

Met ét blev Nikolajs boligspekulationer langt mere konkrete end hidtil; Aksel smed ham nemlig ud af deres indtil da fælles bolig.
Aksel havde igennem længere tid gået og set sig mere og mere gal på Nik. På en måde var det jo nok startet med Freias indtræden i Niks liv. Aksels utilslørede og ret hensynsløse interesse for Freia havde i høj grad spoleret den fortrolighed, der før havde bundet Nik og ham sammen. Dels fordi de af denne grund ikke kunne snakke så åbent med hinanden om deres følelser, som de plejede, dels fordi Nik det sidste stykke tid havde opholdt sig temmeligt meget hos Freia.
Før ferien, i den ret hektiske eksamensperiode, havde Nik desuden været temmelig indesluttet og utilnærmelig af lutter arbejds-koncentration, når han for en sjælden gangs skyld var hjemme hos sig selv. I selvsamme periode var Aksel netop gået i gang med en hel del projekter med at at udbedre dette og hint i lejligheden. Egentlig skulle han også selv læse til eksamen på det tidspunkt, men han besad ikke den samme evne til at koncentrere sig om dette, som Nik gjorde, og havde derfor brug for en undskyldning for ikke at gøre så meget ved det, som han burde. Her kom restaureringen af deres fællesarealer ind i billedet som en slags alibi. Det var der sådan set ikke noget galt i, ud over at det jo gik ud over ham selv rent skolemæssigt, men problemet var, at han samtidigt forventede af Nik, at han gjorde det samme og deltog i dette arbejde. Hvilket han først nu fremførte som egentligt kritikpunkt overfor Nik. Og det var jo sådan set også rimeligt nok, vel at mærke på et mere passende tidspunkt end lige midt i et afsluttende eksamens-ræs, syntes Nik. Men lige på det tidspunkt virkede det nærmest som sabotage af Niks ek-samenslæsning.
Aksel følte sig mindreværdig: "Hvis ikke han kunne finde ud af at læse til eksamen, skulle Nik i al fald heller ikke..."
Aksel hævdede nu, at dette reparations-arbejde havde været aldeles uopsætteligt, og derfor måtte udføres her og nu, hvad enten man havde tid eller ej, og han derfor havde følt sig svigtet af Nik, fordi han havde overladt alt arbejdet med dette til Aksel. Nikolaj derimod mente ikke, det kunne være så uopsætteligt, at det ikke kunne have ventet 1½ måned, så de kunne have gjort det sammen i ferien i stedet, uden dårlig samvittighed overfor hverken studier eller bofælle.
Aksel var også fortørnet over at Nik (påstod Aksel) havde misligholdt deres uudtalte fælles rengørings-pligt i samme periode. Hertil forsvarede Nik sig med, at det ville være komplet håbløst at give sig til at gøre rent i det arbejdsrod, Aksel fyldte deres fællesarealer op med i sine temmeligt ustrukturerede bestræbelser på at istandsætte dem. Hvilket iøvrigt også ville være lidt af et Sisyfos-arbejde, eftersom der givetvis dagen efter atter ville se lige sådan ud igen. Heller ikke her var de enige.
Aksel følte sig også tilsidesat socialt og fortroligheds-mæssigt af Nik. Nik manglede totalt interesse for Aksels tilværelse, hævdede han. Det måtte Nikolaj medgive ham, der havde Aksel til en vis grad ret, men det havde jo også sine årsager. Især Freia. Dem holdt Nik imidlertid for sig selv, i et slags misforstået forsøg på at skåne Aksels følelser, skønt han nu følte, han kun havde al mulig grund til at være ubarmhjertig.
Et eksempel på noget af det, Aksel anklagede Nik for, der faktisk ramte ret godt; nemlig at Nik i virkeligheden var konfliktsky. Netop fordi denne anklage ramte lige i solar plexus, forsøgte Nik selvfølgelig med næb og kløer at forsvare sig imod den, uden større held. Hverken overfor Aksel, eller sig selv for den sags skyld.

Hvor om alting var, bad Aksel nu Nik om at finde sig et andet sted at bo. Han fik en tidfrist på 1½ måned til dette; Aksel havde længe ville tale med Nik om sagen, sagde han, men havde først fået taget sig sammen til det nu, og havde faktisk allerede skaffet en ny lejer. Så der var ingen kære mor.

Diskussionen havde efterhånden udviklet sig til et regulært skænderi, og Nikolaj var blevet mere og mere ophidset efterhånden som Aksel fremlagde sine mange anklager mod Nik, som begrundelse for udsættelsen fra værelset. Til sidst, et pænt stykke over midnat, var Aksel pludselig taget ud til sin kæreste, og Nik sad så ophidset alene tilbage i sit værelse, frustreret og rasende. Han overvejede at ringe til Freia og fortælle om Aksels dom over ham, men undlod det: Han ville ikke forstyrre hende så sent; han vidste, hun skulle møde meget tidligt næste morgen. Heri gjorde Nik en alvorlig fejl; han var som ofte før lidt for hensynsfuld. Faktisk havde han et kolosalt behov for at snakke med nogen om skænderiet med Aksel, og Freia ville givetvis være den, der bedst ville kunne sætte sig ind i konflikten. Hun var også den, der var bedst inde i Aksels og Niks indbyrdes forhold - eller mangel på samme. Og hun ville sagtens kunne forstå Niks akutte behov for snak, tidspunktet til trods.
Måske var det, der i virkeligheden afholdt Nik fra at ringe, at han først ville tænke Aksels anklager grundigt igennem. For han var rent faktisk i løbet af skænderiet selv blevet lidt i tvivl: Var det ham selv, der var helt galt på den? - Eller var det Aksel? På visse punkter havde Aksel jo unægteligt ret, måtte han indrømme; havde han det mon så også på nogle af de andre?
-Vi er s'gu nok blevet godt skøre i hovedet begge to...! tænkte Nik.
Han kom i tanke om, at der vistnok fandtes et eller andet fransk udtryk for dette. Han slog det op i fremmedordbogen:

 -"Folie à deux [fo'-li a 'dø] (fr.: sin-dsyge for to) psyko-se udviklet v. "smitte" fra nærstående".

Jo, det passede såmænd meget godt på dem. Det, der var sket på det sidste, var faktisk, at Aksel havde trukket sig ind i sig selv og lukket sig inde, som en protest imod at Nik i ek-samenlæsnings-perioden havde gjort det samme. Som for at tale det samme sprog som Nik, og derved forsøge at provokere ham til at gøre et udfald for at bryde denne trance. Det havde imidler-tid bare virket stik modsat; Nik havde ganske vist oplevet, at Aksel havde forandret sig markant og var blevet ret indesluttet, men kunne ikke forestille sig, at han selv kunne være årsagen til dette. Og han havde opfattet Aksels reaktioner på forsøg på tilnærmelse fra Niks side meget afvisende. Han var derfor ikke blevet tilskyndet til at at gentage disse, hvilket kun havde knyttet hård-knuden endnu strammere. Så det hele var bare blevet værre og værre for hver dag, der gik, så de til sidst slet ikke snakkede med hinanden om noget som helst. Hvilket jo uundgåeligt afstedkom en del misforståelser, der kun gjorde det endnu værre. De var, med andre ord, kommet ind i en skrue, hvis gevind gik den gale vej. Indtil nu.
Nik sov ikke meget den nat. Der var for meget at tænke over.

Dagen efter fortalte han i grove træk Freia om aftenens forløb. Hun støttede ham moralsk ved selv at blive fortørnet over Aksels handlemåde, på Nikolajs vegne. Men da han kom ind på, hvordan Aksel til sidst var gået, og han selv havde siddet rådvild tilbage og savnet én at snakke med om det skete, blev hun dog selv sur på Nik.
-Du ku' s'gu da bare ha' ringet til mig, din torsk..! sagde hun ærgreligt.
-Ja, det tænke jeg faktisk også på... men så syntes jeg al-ligevel, det var for sent at forstyrre dig...! indvendte Nik undskyldende.
-Arh... det burde du da vide, at jeg altid ville være parat til...!
-Det er jeg faktisk ret skuffet over, at du ikke gjorde! sagde hun derpå, efter en lille tankestreg, og så virkelig også temmelig skuffet ud.
Nik tillagde desværre ikke dette udbrud synderlig opmærksomhed på dette tidspunkt, men det skulle han komme til sidenhen.

Rent praktisk betød den seneste udvikling mellem Aksel og Nikolaj, at Nik ikke længere havde noget valg med hensyn til første-prioritering af job- eller bolig-søgning; han var pinedød nødt til at sætte alle sejl ind på at finde et nyt sted at bo så hurtigt som muligt. Som tingene stod, havde han heller ikke ligefrem lyst til at opholde sig under samme tag som Aksel længere tid end allerhøjst nødvendigt. Han begyndte derfor at opsøge ungdoms-informationen i "Huset" i Rådhusstræde næsten dagligt, og at købe "Den blå Avis" hver mandag og torsdag og "Information" i week-enden, for at lede efter ledige værelser i kollektiver eller bofællesskaber, i hvilke han mente at have den bedste chance for at finde noget at bo i rimeligt hurtigt. Desuden havde Nik mest lyst til at bo sammen med nogle helt andre (endnu ukendte) mennesker, når han nu ikke umiddelbart kunne komme til at flytte sammen med Freia. Havde han haft et arbejde, og dermed bedre havde vidst, "hvad han havde at rutte med", som Freia udtrykte det, ville han nu nok i stedet have været på udkig efter en ejerlejlighed, som han og Freia måske senere kunne flytte sammen i. Men det var ret urealistisk i hans nuværende økonomiske situation.
Han reflekterede på temmelig mange annoncer, og kom da også ud til samtale de fleste steder. Det viste sig dog alligevel at være noget sværere at få et værelse på denne måde, end han først havde troet. Selv om han kom til mange samtaler, og han cirka 2/3 af stederne selv syntes, han ville passe godt ind i miljøet det pågældende sted, måtte han se i øjnene, at der til hver enkelt af disse pladser givetvis var 15-20 ansøgere. Og at mange af disse sikkert var meget bedre til at "markedsføre" sig selv, end Nik var. Det ville i al fald ikke umiddelbart lykkes at blive antaget nogen af stederne. Og tiden gik foruroligende hurtigt. Den af Aksel fastsatte skæringsdato, hvor Nik senest skulle flytte ud af lejligheden, hvad enten han havde et sted at flytte hen eller ej, nærmede sig med hastige skridt. Panikken øgedes dag for dag. Ville det lykkes i tide? Og hvis ikke - hvad så?

Mens alt dette stod på boede Nikolaj en stor del af tiden hos Freia. Dels fordi han ikke havde lyst til dagligt at konfronte-res med Aksel, dels fordi han havde lyst til at være sammen med Freia og havde brug for hendes støtte i kampen for finde en bolig. Ikke så meget praktisk, selv om hun da gjorde, hvad hun kunne for at forhøre sig hist og her om eventuelle muligheder. Men mere som moralsk støtte, især når han blev udsat for endnu et afslag, så han opretholdt modet til forsat at tage kampen op og forsøge påny. Han var så optaget at dette, at han til en vis grad overså, at han på denne måde faktisk drev rovdrift på hendes overskud og velvilje, og derved kørte deres forhold ud på et ret farligt sidespor. Der var rigeligt med tegn fra hende om, at hun var ved at være godt træt af situationen, men Nik nægtede at se dem i øjnene, og blev ved med at bilde sig selv ind, at de havde det fantastisk godt sammen stadigvæk.
-Hvis det ikke lykkes for mig at finde et sted senest en uge før D-day, bliver jeg nok nødt til at tage imod min lillesøsters tilbud om midlertidigt at opmagasinere mine møbler hos hende...! sukkede Nik en sen aften i Freias seng, da de var gået til ro.
-...og så må jeg selv bo hos venner og bekendte indtil det lykkes at finde noget!
-Ja, det kan du jo blive nødt til...! svarede Freia konstate-rende ved hans side.
-Du kan naturligvis godt bo her noget af tiden... men altså ikke fast. Det er der simpelthen ikke plads nok til...!
-Næ, det er der desværre nok ikke... tænkte Nik, pludselig ret klart...
-...i mere end én forstand!
Det ville ikke blive særlig rart at være boligmæssigt på farten på den måde. Han havde prøvet det før, dengang i hans første arbejdsløsheds-periode; de første fjorten dage havde det været meget skægt, men så var trangen til vished om morgendagen dukket op og havde ødelagt charmen ved "friheden". Desuden mistede han på en måde en del af sin identitet, når han var forment adgang til sine egne private omgivelser i form af sine personlige ejendele, forekom det Nik. Han kunne ikke sige sig helt fri fra at være lidt materialistisk indstillet, hvad det angik. Hans ting var en del af hans personlighed.
Selvfølgelig ville han helst være hos Freia, men han havde da heldigvis også fået en del andre tilbud hist og her om midler-tidigt ophold, og hans vidste inderst inde kun alt for godt, at han ikke burde presse mere saft ud af Freias citron.
-Måske er jeg allerede gået for vidt i den henseende...? lå Nik og tænkte efter at Freia var faldet i søvn - med ryggen til ham.
Han var kommet ind i en irriterende, dum tanke-spiral og kunne ikke falde i søvn.
-Sig mig, Freia: Er du ikke ved at blive godt og grundigt træt af mig efterhånden?
Sådan burde han spørge hende ligeud, lå han og tænkte det ene øjeblik.
-Nej, det er vist noget pjat. Det går s'gu da meget godt...! tænkte han det næste.
Under alle omstændigheder kunne han faktisk ikke forestille sig, at hun ville sige, at hun syntes, det gik dårligt, eller at hun rent faktisk var træt af ham. Eller ville ikke forestille sig det. Han elskede hende jo så højt! (-som om, dét var et argu-ment...!?) Tanken om, at hun måske ikke længere gengældte dette, lå ham fjernt.
-Jeg elsker dig! havde han for en sjælden gangs skyld med ord udtalt til hende for nyligt, og mente det nu virkelig også inderligt.
-Jeg elsker også dig...! havde hun svaret tilbage, men det lød hult.
Og der var sandt at sige ikke den samme gnist over hendes lidenskab for Nik, som der havde været i løbet af foråret. Deres følelses-forhold var blevet vendt om.

Freias intensive engagement i Tonikas bestyrelse havde bragt en del nye aspekter ind i hendes dagligdag og dermed indirekte også i Niks. Hun var blandt andet blevet meget gode venner med en noget ældre pige, der også sad i bestyrelsen. Signe, som hun hed, var næsten gammel nok til at kunne være Freias mor, men på mange andre måder gik de så godt i spænd, at de nærmest endte med at blive en slags slyngveninder, som to pjattede skole-piger i teenage-årene. De havde da også på mange måder samme tempera-ment: De var begge af initiativtager-typen; dem, der frivilligt påtager sig leder-rollen og fører ordet i handlings-situationer, og ikke er bange for at tage et ansvar - eller chancer. Udad-vendte og åbne. Hvilket de yderligere forstærkede hos hinanden, når de nu arbejdede sammen om bestyrelses-arbejdet.
Men venskabet udviklede sig til langt mere end det. Som tiden gik tilbragte Freia derfor mere og mere tid privat sammen med Signe. Sommetider var Nikolaj også til stede ved disse samvær, men efterhånden som tiden gik, var det slet ikke så tit endda.
Nikolaj kunne vældig godt lide Signe, også før Freia overhovedet dukkede op i hans eller hendes liv, og Signe kunne til-syneladende også godt lide Nik. Men Nik kunne ikke undgå at føle, at Signe stjal lidt af Freia fra ham. Desuden fornemmede han, med rette, at Freia diskuterede Niks og hendes indbyrdes problemer med Signe bag hans ryg, og han følte sig ikke helt overbevist om, at Signe ligefrem ville fungere som Niks advokat i disse diskussioner.
Det fik han blandt andet en indikation af en aften efter en optræden med Tonika, hvor de var havnet hjemme hos Signe til en kop Irish Coffee.
De havde været nogle stykker udover Signe, Freia og Nik. Samta-len var på et tidspunkt blevet ledt ind på ægteskaber og lig-nende forhold. Signe havde været gift, men var nu skilt. Hun boede nu sammen med deres fælles datter, der kun var et par år yngre end Freia. Signe fortalte om sin ex-mand, og om hvorfor de var blevet skilt.
-Han var, hvad jeg plejer at kalde en V.P.! sagde hun gådefuldt.
-En V.P.? var der en af de andre, der spurgte.
-En vatpik! oversatte hun forkortelsen.
-Ligesom mig... tænkte Nikolaj uvilkårligt og følte sig øjeblik-keligt meget pinefuldt ramt.
En bekymret trækning gik over hans ansigt. Han kiggede flygtigt på Freia for måske at opdage, om hun var enig med ham i denne selvbestaltede dom. Var der et kort bekræftende øjekast fra hende? Han skyndte sig at se væk igen. Hvis det var tilfældet, ville han ikke se det.
Signe og Freia faldt åbenbart også for den samme type mænd, konstaterede Nik sørgmuntert for sig selv.
-Han gjorde alt, hvad jeg bad ham om, og forlangte så at sige aldrig noget af mig... krævede ingenting... var simpelthen alt for flink. Det kunne jeg ikke holde ud i længden. Jeg måtte ha' et modspil! Så det endte med, at jeg forlod ham! forsatte Signe ubønhørligt.
Nikolaj genkendte indtil flere vendinger, Freia havde brugt overfor ham, og følte sig derved yderligere overbevist om de to slyngveninders formodede tætte fortrolighed. De enslydende formuleringer kunne ikke være et tilfælde. Om det så var Signe eller Freia, der havde brugt dem først, var sådan set ligegyl-digt.
Det tegnede ikke godt; hvis Signe nu fungerede som en slags model for Freia, ville det nok også ende med, at Freia "lod sig skille" fra Nik. Som moder - så datter. Selv om Freia tydeligvis var mere og andet end en datter for Signe.
-At jeg så sidenhen fortrød dette, og forgæves forsøgte at vinde ham tilbage, er så en anden sag...! kom det dog lidt efter fra Signe, som en slags plaster på Niks åbne sår.
-Hvorfor gjorde du det? spurgte Freia.
-Fordi han havde så mange andre værdier, som jeg med tiden fandt ud af i virkeligheden betød mere for mig, og faktisk mere end opvejede hans svage sider - så som for eksempel hans evindelige bukken og skraben...! svarede Signe nådigt.
Hvis Freia og Signe havde talt om dette sammen før, som Nik lige før havde følt sig overbevist om, hvorfor havde Freia så ikke stillet dette spørgsmål dengang? Det havde hun måske også. Måske spurgte hun kun netop for at bøde på de sår, hun måtte vide, Nik indirekte var blevet tilføjet.
Eller også var Signe ikke før kommet ind på dette aspekt af sagen. I så fald virkede Freias spørgsmål uheldssvangert for Nik. Underforstået: Hvorfor i alverden ønskede du dig dog sådan en træls vatpik tilbage?

Bagefter kørte Freia og Nik hjem til Nik. De talte ikke sammen om Signes historie, men der var en eller anden dårlig stemning i luften imellem dem. Men ingen af dem havde tilsyneladende mod til at skære hul på bylden.
På trods af denne spænding imellem dem, eller måske netop i et forsøg på at opløse den, elskede de rutinemæssigt, da de hjemme kom under dynen. Men der var alligevel stadig noget galt - gnisten manglede.
 

Næste kapitel