Kapitel 15 - Ørkenis.

Agnes og Nikolaj havde ikke sovet meget mere end et par timer, før de atter måtte op. De skulle jo videre mod Ismailia pr. bus samme formiddag. På trods af den utilstrækkelige nattesøvn var de egentlig ikke specielt trætte denne morgen. Strengt taget var de nok også stadigvæk lidt berusede.
Nik og Agnes vågnede omtrent samtidigt og som det første denne morgen gav de hinanden et beseglende morgenkys, idet de neglige-rede den dårlige ånde, nattens spiritus-indtagelse havde forår-saget hos dem begge.
De gav sig alle fire til at klæde sig på. Jørgen havde nemlig overnattet hos Ingrid i sengen ved siden af.
Før Nik kunne gå til morgenbordet, skulle han først ned på hans og Freias værelse og deponere guitaren og den halvtomme whisky-flaske. Men det bekymrede ham overhovedet ikke, hvad han der eventuelt ville blive konfronteret med.
-Jeg tror, din kvinde har været dig utro i nat, Niksen! sagde Agnes med et frækt smil.
-Lige for lige! tænkte Nik.
-Tja, det har hun såmænd nok...! svarede Nik med en munterhed, der ikke virkede påtaget.

En aften, hjemme i Tonikas lokaler, havde Nik engang givet efter for sin tiltrækning af Agnes, mens Freia var til stede. Dog på et noget mere afdæmpet plan end denne tusind-og-første nat. Kun lidt kram, og et lille kys i ny og næ. Freia og Nik var jo på det rene med hinanden om, at der sagtens var plads til noget sådant i deres forhold. Og episoden havde faktisk ikke afsted-kommet nogen form for jalousi hos Freia.
Men Agnes havde undret sig over det, og havde først udspurgt Nik, og dernæst snakket med Freia om det.
Agnes var altså blevet sat ind i Niks og Freias interne aftaler, hvad angik sidespring og lignende. Hun var derfor nu godt klar over, at disse natlige udskejelser ikke nødvendigvis ville få fatale følger for Nik og Freias forhold.
Denne tillid galdt i begge retninger. Derfor var den lette tone i omtalen af det eventuelle sidespring ikke falsk.

Nik gik ned til hans og Freias værelse og gav sig til at ringe på. Han havde ingen nøgle, den havde Freia taget med sig. Da der ikke blevet svaret i første omgang, gav han sig også til at banke på døren og kalde på hende. I det samme kom en af hotel-lets rengørings-assistenter forbi.
-You want to get in...? spurgte han tjenstvilligt.
-Oh, yes please...! svarede Nik, lidt overrasket.
-She's sleeping...! forsattte han forklarende og lod manden låse sig ind.
Freia var da lige netop vågnet så meget, at hun kunne formå at bevæge sig hen til døren for at åbne. Hun var derfor på vej hen mod døren i al sin nøgne pragt og vælde, da den blev åbnet. Det var jo ikke noget særsyn for Nik, men det var det givetvis for den arabiske hotelmedarbejder, så for at reducere blottelsen skyndte Nik sig at skærme for udsynet til Freia ved sidelæns at træde ind i døråbningen, mens han takkede manden for hans låsesmed-virksomhed.
Nik sagde hej til Freia og fik et ligeledes meget kort uvilligt "hej!" tilbage, hvorefter hun uden yderligere ord lagde sig tilbage i sengen, uden så meget som at se på ham.
Nikolaj stillede sin bagage fra sig og så sig undersøgende om i lokalet. På natbordet imellem de to senge stod en næsten tom whisky-flaske, to brugte plastikglas, hvoraf det ene stadig indeholdt en sjat, og et overfyldt askebæger.
Morten var ikke til stede, men noget tydede på, at han havde været der. Sengene var ikke placeret ved siden af hinanden; natbordet stod i mellem dem. Niks hovedpude lå ikke desto mindre ved siden af Freias i hendes seng. Og det hoved, der sikkert kort forinden havde ligget på den, havde uden tvivl medbragt sin krop, som havde ligget ved siden af Freias under dynen. Nikolaj følte dog ingen bitterhed ved den konstatering.
-Der er morgenmad om fem minutter, Freia! sagde Nik opfordrende til hende, og gjorde sig selv rede til at gå ned til den.
-Nå! svarede Freia tvært med ryggen til Nik, og gjorde ingen anstalter til at stå op.

I spisesalen bar fremmødeprocenten i høj grad præg af nattens festligheder. De tilstedeværende Tonika-musikere kunne snildt være med to ret små borde.
-Nå, har Freia så været dig utro? spurgte Agnes.
Fortroligt, men alligevel så højt, at alle de omkringsiddende kunne høre det.
-Ja, det ser unægteligt sådan ud! svarede Nik uden omsvøb i samme styrkeleje.

Freia dukkede ikke op i spisesalen i løbet af det tidsrum, morgenmaden blev serveret, så Nik samlede noget brød, smør og pålæg sammen og tog det med op på værelset til hende. Freia så dog stadig ud til at være mere død end levende, og da de først skulle køre derfra om et par timer, lod Nik hende sove videre, og efterlod den indsamlede nød-ration på natbordet.
Han gik ned igen for at veksle penge og købe postkort og frimær-ker. Bagefter pakkede han sin kuffert, og satte sig ud på altanen og påbegyndte den obligatoriske postkort-skrivning.

Altanen vendte ud til en baggård; i den stod en masse biler parkeret så tæt, at man næsten kunne foranlediges til at benytte ordet "stablet". De havde alle bil-formede pressinger på, og man forstod nemt hvorfor; alt var nemlig dækket af et tykt lag støv og sand, hvilket gav hele skuet et meget gråt skær.
Til trods for, at det nu var godt oppe ad formiddagen, hørte man, gennem den tiltagende trafikstøj, alligevel til stadighed haner gale folk op til dåd. Samt båndoptagede kald til bøn fra minareterne.

Nik blev afbrudt i skriveriet og i sin betagelse af lydbilledet af dørklokken, som Freia stadig ikke var i stand til at reagere på. Det var Signe, der ville have fat i Freia.
-Nu må du altså stå op, lille skat, du skal op og hjælpe Karl med at få fat i festival-arrangørerne! sagde hun til Freia og forsøgte at puste liv i hende, hvilket kun langsomt lykkedes.
Freia fik dog efterhånden opfattet Signes budskab og belavede sig så småt på at stå op.
-Årrrh... jeg må altså lige ha' et bad først! sagde hun til Signe.
Signe gik ned igen, efter at have forsikret sig om, at Freia ville love at komme ned umiddelbart efter badet.
-Jeg har taget noget morgenmad med op til dig! oplyste Nik hende om, da hun kom ud fra badet - kun en lille smule friskere udseende end før.
-Tak! svarede hun kort, og gav sig efter endt påklædning uden ord til at spise det nu lidt tørre brød.

Nik satte sig ud på altanen igen for at skrive videre. Da han et kort øjeblik efter gik ind for at tisse, var Freia gået.
Nik kiggede på den tomme, rodede seng med de to hovedpuder side om side og gik i stå. Han var ikke jaloux, men lidt bekymret. Freias bastante tavshed denne morgen kunne måske alligevel godt være udtryk for misbilligelse af Niks handlinger? Eller anger over hendes egne? Men den kunne lige så vel blot være en natur-lig følge af kombinationen af mangel på søvn og overdreven alkohol-indtagelse. Nik var i tvivl. Måske havde han alligevel, på trods af deres smukke aftaler, båret sig dumt ad dem forløbne nat. Havde han, ved at være sammen med Agnes, provokeret Freia til at gøre det samme med Morten, eller var det omvendt? Eller var det helt tilfældigt (?) sket samtidigt? Nik kunne ikke overskue det.

Da de skulle afsted østpå, var Freia kommet først ind i bussen. Da Nik nåede stedet, hvor hun sad, satte han sig intuitivt på sædet foran, i stedet for sædet ved siden af hende, som ellers stadigt var ledigt. Men han satte sig sidelæns, med ryggen mod vinduet, og kunne derfor se direkte på Freias trætte ansigt. Det udtrykte ingen følelser.
-Gider du lige række mig vandflasken?! var stort set det eneste, de fik udtalt til hinanden undervejs.
Trætheden kunne fungere som "officielt" alibi for deres place-ringsmæsige seperation; de havde begge behov for at udnytte køreturen til Ismailia til at få lidt mere søvn, hvilket kunne gøres noget mere bekvemt ved at brede sig over et helt dob-beltsæde end side om side.

Det var nu alligevel ret svært at falde i søvn i den varme bus. Omtrent midtvejs gik bussen pludselig i stå. Et lidt uheldigt sted, kunne man synes, de befandt sig faktisk midt i ørkenen mellem Nilen og Suez-kananlen. Så langt øjet rakte var der ikke andet at se end sand, bortset fra den pletvis trafikerede vej og en række højspændningsmaster langs med denne.
Tonika'erne benyttede lejligheden til at komme af med noget af alt det vand, de ikke allerede havde svedt ud af kroppen.
Takket være forbipasserende bilisters overvældende hjælpsomhed som amatør-mekanikere, lykkedes det dog heldigvis i løbet af en halv times tid at få bragt bussen i køreklar stand igen. Det ufrivillige stop havde imidlertid medført at bussen var blevet fyldt op med en flok usædvanligt nærgående fluer, som kun gjorde den tiltrængte middagslur endnu mere vanskelig. De fik dog bragt antallet af fluer ned på et nogenlunde tåleligt niveau ved en fælles indsats som massemordere i en storstilet flue-massakre-aktion.
Nik blev nu mere og mere træt, og efterhånden som denne træthed manifesterede sig, voksede hans uro med hensyn til Freia støt. Men han var ikke just i stand til at vurdere situationen særlig nøgternt. Så det forblev kun en fornemmelse, en bange anelse.

Endelig fremme i Ismailia, med et par timers forsinkelse, kørte de først hen til festivalens hovedcenter - for at få fat i deres ægyptiske guide og for at få noget frokost. Guiden fik de nu ikke fat på, men de fik da noget føde.
Bagefter kørte de ud til det hotel, de skulle bo på. Det viste sig at være en slags badehotel, der lå godt 40 km syd for Ismailia by, ved saltsøen Store Bittersø, som er en del af Suez-kanalen. Det var lige lovligt afsides, syntes holdet. Da vejen desuden var temmelig dårlig og kun på visse strækninger asfal-teret, tog det sin tid at nå hotellet, så tusmørket var faktisk ved at sænke sig over landet, da de endelig kom frem til deres bestemmelsessted.
De fik læsset al deres bagage af bussen på stranden, men skulle så her vente en rum tid, mens turlederne Karl og Freia ordnede det formelle med indkvarteringen, før de kunne indrette sig.

Forholdene var noget anderledes end på hotellet i Cairo. Det, de skulle bo i her, var ikke egentlige hotel-værelser, men derimod snarede et slags primitive lejligheder, som hver især bestod af to dobbelt-værelser, en opholdsstue, et køkken og et toilet/ba-deværelse. Og da indehaverne af stedet var muslimer, som ægyp-tere er flest, var der fra starten fra deres side lagt op til, at mænd og kvinder boede hver for sig; mændene på 1. sal og kvinderne i stuen. Det lykkedes dog alligevel for Karl og Freia at overtale indehaverne til at gå med til, at rejseselskabets tre par kunne få lov til at bo sammen. Under forudsætning af, at de kunne benævnes "en familie", og at de boede alene i hver deres lejlighed. Resten måtte holdes strengt adskilt.

-Hvad med dig, Nikolaj, er du også et par eller hvad? spurgte Lasse Nikolaj i et forsøg på at være morsom, da de skulle have uddeligeret værelserne.
Han og Tenna var selv et af disse tre par.
-Godt spørgsmål! tænkte Nik ved sig selv.
I ventetiden havde Nik stået og følt sig usædvanligt ubehageligt til mode. Han og Freia havde stadigt ikke sagt noget fornuftigt til hinanden. Han var blevet alvorligt i tvivl om, hvorvidt Freia overhovedet var interesseret i at dele værelse med ham mere. Da det først forlød, at mænd og kvinder skulle bo adskilt, syntes denne problemstilling pludselig irrelevant. Men blev påny aktuel, da det altså viste sig, at der alligevel var givet grønt lys i tre undtagelsestilfælde. Nu spekulerede Nik på om han figurerede som halvpart i et af disse tre par, eller om han eventuelt skulle være blevet ombyttet med Morten. Så han vidste faktisk ikke, hvad han skulle svare på Lasses mere eller mindre spøgefulde udtalelse. Vidste Lasse mon noget, han ikke selv vidste?
-Mjahh...!? mumlede han derfor usikkert.

Niks tvivl blev dog gjort til skamme.
-Du skal med mig ovenpå i det bagerste værelse til højre! sagde Freia nemlig til Nikolaj; den mest direkte udtalelse til ham, hun var kommet med den dag.
Nik bragte derfor nu atter fortrøstningsfuld sin egen og Freias bagage hen til lejligheden, mens Freia forsat tog sig af de øvrige Tonika-musikeres indkvartering og udlevering af nøgler.
Lejligheden havde som nævnt to soveværelser; i det ene stod to enkeltsenge, i det andet en dobbelt- og en enkeltseng. Mærkeligt nok valgte Nik det første. Som om han stadig ikke rigtig turde tro på den forsoning, han mente Freias "beslutning", om hvorvidt  Nik og hun var et par eller ej, havde været udtryk for. Der måtte åbenbart stadig holdes en vis fysisk sikkerheds-afstand imellem dem, ligesom i bussen?

Det viste sig, at der med den vedtagne fordeling af musikerne, lige akkurat kom til at mangle en lejlighed i den fløj af hotellet, de i første omgang var blevet tildelt. Så Freia foreslog Svend og Britt, som var det tredie par, at de kunne bo i det tiloversblevne værelse hos Nik og hende. Det ville hotel-lets indehavere ikke gå med til i første omgang, men da Freia forsikrede dem om, at de alle fire i forvejen var nære venner og vant til at bo sammen, lykkedes det alligevel at få dem overtalt til accept af denne løsning.
Nik havde ikke direkte noget imod dette. De var jo, som Freia ganske rigtigt havde sagt, alle fire venner, og Nik holdt meget af både Svend og Britt, og vidste at de næppe ville få problemer med at bo sammen.
Men han kom alligevel, paranoid som han var, til at opfatte Freias tilbud til dem som en flugt fra ham. Forstået på den måde, at hun så havde et vist alibi for ikke at være alene sammen med Nik i lejligheden. Nik følte, at Freia og han havde et uindfriet behov for at snakke meget alvorligt med hinanden, og at de havde behov for at være helt alene for at kunne udføre dette fyldestgørende. Nu mistænkte han faktisk Freia for bevidst at forsøge at vanskeliggøre dette, eller med andre ord at forsøge at undgå en sådan gennemgribende samtale.
Men de to par havde da i det mindste alligevel hver deres værelse.
Ligeså snart Svend og Britt havde indrettet sig i det andet værelse, og Nik så, at de placerede deres lagener side om side i dobbeltsengen, fortrød han bittert, at han ikke havde valgt dette værelse, da han kort forinden havde chancen. Ikke fordi han ikke undte Britt og Svend dobbeltsengen, men fordi han i samme øjeblik fik en lidenskabelig længsel efter Freias fysiske nærvær, og ville ønske, han kunne se frem til at sove i intim berøring med hendes frodige krop samme nat, til besegling af det, han mente burde være en forsoning.

Da de var færdige med udpakningen, tog de fire venner sig sammen en drink for at fejre den endelige ankomst til festivalbyen. Herefter tog de på skift bad i det lidt tvivlsomme badeværelse, så godt det lod sig gøre. De forventede hvert øjeblik at opdage kakerlaker eller lignende kryb i hjørnerne, men blev foreløbigt sparet for den oplevelse. Siden sov de lidt. Ovenpå sengene, da det stadig var meget varmt, selv om solen næsten var gået ned.

Ved 18-tiden skulle der holdes fællesprøve, havde de aftalt, og denne blev afholdt på hotellets "Casino", som dog ikke havde meget at gøre med en spillehal; det var simpelthen kioskens indendørsfaciliteter, i form af et aldeles ubesmykket rum, møbleret med ret tarvelige borde og stole.
Efter en mere eller mindre vellykket orkesterprøve (også her manifesterede den udbredte træthed sig) skulle de have af-tensmad. Denne aftensmad bestod af en "madpakke" i en grå konditori-agtig papæske. Indholdet var et par super-salte oliven, lidt indtørret salat og et sejt stykke kylling. Enkelte fik dog en extra bonus.
-Nej, se, hvad jeg har fået! ytrede Agnes eksempelvis, da hun åbnede sin kage-emballage lignende æske.
Ud på bordet trippede en 7 cm lang kakerlak. Agnes selv tog situationen med ophøjet ro, men blandt en del af de omkringsid-dende bredte der sig lynhurtigt en højlydt panik.
Agnes fik en ny pakke af de undskyldende mad-uddelere (som i deres stille sind sikkert tænkte: Er det virkelig noget at himle sådan op over?), men hændelsen var unægtelig med til lægge en lille dæmper på appetitten hos de danske musikere.

Da de havde spist, hvad de kunne få ned, satte de fleste sig udenfor og bestilte tyrkisk kaffe eller the i "baren".
Også hvad angik øl, vin og spiritus, var badehotellet noget mere muslimsk og derfor restriktivt end hotellet i Cairo; dette kunne man derfor ganske simpelt ikke få.
-Tomorrow, maybe...! fik de gang på gang at vide af bar-per-sonalet, der åbenbart nødigt ville virke totalt afvisende.
Så Tonika-ensemblets medlemmer holdt sig for en sjælden gangs skyld helt til ikke-alkoholiske drikke denne aften. De havde vist også fået rigeligt aftenen forinden.

Nik var stadig meget meget træt, men da Freia spurgte ham, om han ville være med til at spille "Scrabble", hvilket de sammen havde spillet meget i Spanien i sommers, så han det som et imødekommende udspil fra hende. Han sagde derfor ikke nej, selv om han nok ville have svært ved at koncentrere sig om spillet. Men det ville hun sikkert også selv, så de var nok ret lige, når det kom til stykket.
Spillet gik da også nogenlunde, lige indtil nogle interesserede emsemblister begyndte at kigge over skulderen på ham og Freia og komme med forslag. De fleste følte sig åbenbart foranlediget til først og fremmest at hjælpe Freia, så det ud til, og for Nik kom det nærmest til at virke, som om en hel flok af pigerne rottede sig sammen og gjorde fælles front imod ham. Og på grund af den uafklarede stemning imellem Freia og ham, og hans overtræthed, var Nikolaj usædvanlig irritabel og nem at ærgre, hvilket resulterede i et endnu dårligere humør hos ham.

Nik var sur, og ville egentlig helst gå direkte i seng, da de blev færdige med spillet. Men Britt havde fødselsdag ved midnat, og Nik havde lovet at være til stede på det tidspunkt og deltage i en "spontan" fejring af dette. Så han blev oppe.
Britt blev da også behørigt fejret, om end ikke særligt langva-rigt, da alle de andre også var ret trætte. Men lidt gratis udbudt Gammel Dansk kunne man da altid lige tage med på faldere-bet.

Oppe på deres værelse, da Svend og Britt var gået i seng, gik Freia i gang med at forberede et lille surprise-party, de havde planlagt for Britt til næste morgen tidligt. Nik havde medbragt små danske flag og lagkagelys helt fra Danmark i den anledning. Så det blev atter en gang sent, før de endelig kom i seng.
Nik og Freia talte under denne fødselsdags-forberedelse kun med hinanden om rent praktiske ting vedrørende morgendagen.
-Giver du ikke et lille godnat-kys? spurgte Nik dog, da de omsider til sidst skulle til at gå til ro.
Han følte sig i samme sekund som en alt for ydmygt krybende hund, der tikkende beder om et afgnavet ben fra sin herres tallerken.
Også fysisk havde han blottet sig i forhold til hende. Han fremstod helt nøgen, som både han og hun plejede at sove, mens hun modsætningsvis, som en slags symbolsk fysisk beskyttelse imod ham, havde beholdt både trusser og T-shirt på.
-Jo...! svarede hun udtryksløst, og gav ham kysset, kort og varmeløst, læber mod læber, intet andet, uden omfavnelse eller øjenkontakt.
Nik lagde sig tavs, skuffet og ensom tilbage i sin seng, og faldt takket være den intense træthed barmhjertigt hurtigt i en drømmeløs søvn.
 

Næste kapitel