Et par timer senere blev de alligevel afhentet af bussen: Det forlød,
at de skulle på "picnic". De var spændt på, hvad den
betegnelse mon dækkede over?
Ikke over særligt meget, skulle det vise sig; nemlig et ophold
ved en udendørs svømmepøl ved et hotel ikke langt
fra Ismailia. Da de ikke havde fået nogen direkte besked om målet
for denne udflugt, var det derfor de færreste, der havde taget badetøjet
med.
Mange af mændene løste dette problem ved simpelthen at
bade i deres underbukser.
Pigerne havde lyst til at gøre det samme, men da de jo befandt
sig i et overvejende muslimsk land, var topløs badning i høj
grad bandlyst. Da en af pigerne forsøgte at bade iført sin
T-shirt, blev der også fløjtet advarende og rystet på
hovedet af den stedlige bademester. Det så unægteligt også
endog endnu mere udfordrende ud, end hvis hun var gået i uden. Så
i muslimsk-moralske øjne må det have set særdeles utilstedeligt
ud. Og koranen tillader ganske givet ikke "Miss Wet T-shirt Contests".
Freia lagde forsat Nik på is. Hun havde stort set ikke talt til ham denne morgen. I bussen havde hun sat sig sammen med Signe. Nu havde hun påfaldende bevidst sat sig ved et andet bord ved poolen end Nik. Ingen af dem badede: Freia havde ikke noget badetøj med, og Nik havde ikke spor lyst til at pjatte glad rundt i vandet, når han ikke var det. Desuden led han af den tåbelige og ubegrundede tvangstanke, at han ikke kunne lide svimming-pools. Hvilket var blot en blandt mange af de fikse idéer, der vanemæssigt havde sat sig fast i hans sind, og som han var for stolt og stædig til at luge ud i, selv om de i virkeligheden var forældede. Nik strakte sig dog så langt, at han satte sig på kanten af bassinet med fødderne hængende ned i det klorfyldte ferskvand (hvilket faktisk var hans officielle forklaring på aversionen imod pool'er).
Nik var mere frisk denne formiddag end de foregående dage, så
han så ikke nær så sort på Freias tilsyneladende
afstandtagen til ham som dagen forinden. Han valgte at se det som udtryk
for deres aftale hjemmefra om ikke at hænge i hinandens skørter
hele tiden, og for hendes træthed og travlhed i forbindelse med turleder-hvervet.
Men han følte sig nu ikke helt overbevist om denne teoris gyldighed.
Da de lidt over middag kørte ud og spiste frokost samme sted
som den foregående dag, blev han bestyrket i denne tvivl. Alt tydede
på, at hun simpelthen ignorerede ham. Hun var under alle omstændigheder
helt anderledes overfor ham, end hun plejede. Hvis dette virkelig var begrundet
i træthed og travlhed, måtte de andre vel også opfatte
hende på samme måde. Måske skulle han spørge en
af dem, der kendte dem begge godt? - Nej, det havde han alligevel ikke
rigtig lyst til. Det var som at male fanden på væggen, at foregribe
begivenheders gang, at acceptere fremtidige hændelser, som han håbede
ikke ville ske.
Men han besluttede sig for at begynde at rette sin opmærksomhed
mod hendes opførsel overfor de andre. For at se, om den markerede
sig anderledes, end overfor ham. Hvis det var tilfældet, måtte
det jo altså være fordi, det var ham, hun var sur på.
Og i så tilfælde måtte det vel være begrundet i
den forrige nats erotiske udenoms-udskejelser.
Efter frokosten ventede de. De vidste ikke på hvad, for de havde
endnu ikke fået forbindelse med ham, der var øremærket
til at være Tonika-gruppens personlige guide.
Nik gik rundt i området sammen med Bondo. De fotograferede bygningerne,
som var holdt i de typiske arabiske lyseblå og hvide farver, og flagene
foran disse, som viste hvilke lande, der skulle deltage i festivalen.
De talte om løst og fast, om turens hidtidige forløb.
Bondo kunne godt fornemme, at der var et eller andet galt med Nikolaj.
Nik var ikke sig selv i hans øjne.
-Hvordan går du så egentlig og har det? spurgte han derfor
Nik i et forsigtigt forsøg på at få ham til at lukke
lidt op.
Men det lykkedes ikke.
-Joh, det går s'mænd meget godt! svarede Nik undvigende
og uærligt, og ødelagde derved muligheden for få luft
for sine forvirrede tanker.
Og det skønt Bondo ubetinget var den i selskabet, der ville
være den bedste modtager for og kommentator til Niks følelsesmæssige
bekendelser.
Han og Nikolaj havde været nære venner lige siden gymnasie-tiden,
og dette venskab var fra starten af bygget op omkring en udpræget
gensidig ærlighed overfor hinanden om deres respektive kærlig-heds-mæssige
følelser og oplevelser. De havde fra tid til anden haft kortere
perioder, hvor deres venskab havde været lidt lunkent, men det havde
indtil nu altid kommet endog styrket tilbage. De vidste i hvert fald begge,
at de altid ville kunne stole på hinanden som gensidige sjælesørgere
om nødvendigt.
Men dette evigtgældende uudtalte tilbud valgte Nik nu at sige
"nej tak" til, skønt han nok kunne have brug for den støtte,
Bondo dermed kunne give, og skønt Bondo ligefrem indirekte bad ham
om lette på låget nu, inden grøden kogte over. Hvilket
Bondo fornemmede, den snart ville gøre. Men det ville Nik altså
ikke.
Årsagen var, at han i virkeligheden nok var for stolt til at
indrømme, at der var noget galt med hans og Freias forhold. Fordi
det havde gået for Nik så usædvanligt godt indtil for
ganske nyligt. Og Nikolaj nægtede at indse, at det gjorde det altså
ikke længere. Der kom ingen samtale med Bondo i gang i denne omgang.
Omsider fik danskerne den besked, at de slet ikke skulle noget som helst.
Men de skulle spise aftensmad på selvsamme sted igen senere, så
det kunne ikke betale sig at køre hjem til badehotel-let, der jo
lå godt 40 km sydpå. Så de kunne vælge enten at
blive på stedet og slappe af, gå tur i Ismailia by, eller at
tage ud til pølen igen.
Der var mest stemning for de to sidste forslag, så godt halvdelen
blev sat af i byen på vejen ud til swimming-pool'en.
Nik ville egentlig gerne se byen, men tænkte, at han hellere
måtte se at få nedskrevet den forrige dags hændelser
til deres fælles dagbog, inden han glemte dem. Så han tog med
ud til pool'en for at sidde ved et af bordene omkring den og forfatte dette.
Freia var også med på den vogn. På ingen måde
ved fælles overenskomst; hun havde fået lov at låne en
badedragt af en af de andre piger.
Nik kom ufrivilligt til at sidde ved et bord helt for sig selv. Freia
var allerede gået ned i omklædningsrummet, men hun havde, som
flere andre, smidt sin taske ved det bord, Nik nu satte sig ved. Eftersom
der således så ret optaget ud omkring ham, satte de andre,
der heller ikke havde til sinds at gå i vandet, sig ved bordene ved
siden af. Heriblandt Signe. Og da de badende senere vendte tilbage til
selskabet, satte de sig hen til dem. Nik så heller ikke specielt
inviterende ud, som han sad der bøjet over A4-blokken, optaget af
skriveriet. Nik registrede lakonisk sin ensomme placering, men tog sig
det ikke særlig nær, da han nu med stor iver helligede sig
denne forfatter-virksomhed. Hans tanker var hermed beskæftiget med
noget andet end problemerne med Freia. Følelsesmæssigt frikvarter?
Et stykke tid efter blev de stedlige fluer ved pølen dem dog
til så stor gene, at de samlet valgte at henlægge opholdet
ved hotellet til stranden, hvor der blæste en frisk brise, der holdt
fluerne væk.
Nik blev her færdig med dagbogs-kapitlet. Han satte sig tilbage
i en liggestol og kiggede ud over kanalen. Der var en flad sandbanke lige
ud for stedet, de sad, og når et container-skib fra tid til anden
passerede på den anden side af øen, så det nærmest
ud, som om det sejlede tværs igennem den.
-Må jeg læse, hvad du har skrevet? spurgte Freia pludselig
Nikolaj til hans overraskelse.
Hun sad lidt derfra sammen med Signe. Nik tog Freias direkte spørgsmål
til ham som en form for invitation, og satte sig hen til dem. Freia begyndte
at læse, selvom det så småt var ved at blive mørkt.
-Uh, det er altså alligevel lidt koldt at sidde her midt i pålandsvinden!
konstaterede Signe, ikke henvendt til nogen bestemt.
-Skal jeg varme dig lidt? spurgte Nik hende.
Selv varmede han sig lige nu med visheden om, at Freia sad og læste
hans mere eller mindre vittige kommentarer til deres begivenhedsrige udflugtsdag
i Cairo. Han vidste selv, at han som regel var en ret underholdende skribent,
og var unægtelig lidt stolt af det.
-Ja, gider du ikke det? svarede Signe og kiggede for-ventningsfuldt
på Nikolaj.
Nik satte sig bag ved hende og gav sig til at massere og gnide hendes
arme, skuldre og ryg til hendes åbenlyse tilfredshed, indtil hun
sagde pænt tak.
-Uhmm... det hjalp faktisk! takkede hun af.
-Hva' med dig, Freia, skal jeg også gi' dig en omgang, nu jeg
alligevel er i gang? spurgte Nik forhåbningsfuldt.
Hun så også ud til at fryse.
-Nej tak! kom svaret, kort og bestemt.
-Nej, jeg kan s'gu ikke rigtig koncentrere mig om at læse her!
sagde Freia lidt efter, og smed irriteret blokken fra sig i sandet.
Nik var over-sensitiv og følte sig ydmyget.
På vej tilbage til festivalens hovedkvarter, hvor de skulle spise
aftensmad, stoppede de op i byen for at hente dem, der var blevet her.
Endnu var ikke alle dukket op på det aftalte sted og tidspunkt. Blandt
de, der var på pladsen, var der nogen, der havde fundet et sted i
byen, hvor man kunne købe sprut. Stor jubel! Det var nemlig ret
usædvanligt, at noget sådant blev åbent faldbudt i forretningerne
i Ægypten, bortset fra på de europæisk orienterede hoteller
i Cairo. Så der kunne hurtigt blive enighed om at udsætte aftensmaden
en halv times tid, så de nyankomne kunne nå at forsyne sig
med slige mangelvarer. Deres hjemmefra medbragte toldfri rationer ville
jo givetvis snart blive udtømt.
Nikolaj, Freia og flere andre valfartede nu hastigt, guidet af de nu
stedkendte, hen til den famøse butik.
Nik købte først og fremmest noget øl: Den nationale
Stella. Der var kun ukendt ægyptisk spiritus at få; brandy
(som smagte ganske hæderligt, kunne Jørgen oplyse), rom og
noget gennemsigtigt stads benævnt "Zibiba". Ingen af dem vidste,
hvad dette var for noget, men da det var rørende billigt, ca. 30
kr. for en ½ liter, indkøbte Nik forsøgsvis en flaske
af dette.
Bagefter gik Nik og nogle af de andre en tur op ad handels-gaden. Freia
var selvfølgelig forsvundet sammen med Signe.
Agnes havde også eksperimentelt satset på det ukendte fluidum,
og pludselig fik hun og Nik lyst til smage på sagerne. De satte sig
diskret på en mørk trappe i en sidegade; det var næppe
velset at drikke på åben gade. Før de satte læberne
til flaskemundingen, lugtede Nik dog forsigtigt til indholdet.
Eller "duftede" til det, som Freia ville have sagt, kom Nik i samme
øjeblik i tanke om. Duften fra flasken i sig selv henledte nemlig
hans tanker på hende. I Spanien havde de begge helt og aldeles overgivet
sig til nydelse af det lokale "Anis".
Denne ægyptiske vædske lugtede omtrent som det. Nik blev
tydeligvis opmuntret af dette.
-Hvis denne vædske smager, som det lugter, har vi helt klart
skudt papegøjen! meddelte Nik Agnes, hvorefter de ved selvsmag kunne
forvisse sig om, at dette rent faktisk var tilfældet.
Snapsen kunne nu bedst sammenlignes med græsk Ouzo eller tyrkisk
Raki. Men det gjorde ikke Niks og Agnes' næsten barnlige henrykkelse
mindre.
I bussen kundgjorde Nik glædesstrålende sin opdagelse overfor
Freia, som da også så ganske begejstret ud, da hun fik en smagsprøve
af Zibiba'en.
-Det sku' man jo bare ha' vidst, da man stod i butikken! forkyndte
hun, nærmest anklagende, hvorefter hun atter rettede sin opmærksomhed
andetsteds hen.
Sådan opfattede Nik det i al fald.
Aftensmaden bestod stort set af det samme, de havde fået til frokost.
Det smagte da meget godt, men det ville nok blive lidt ensformigt i længden,
tænkte Nik, hvis det var meningen, de skulle have det samme dag ud
og dag ind, middag og aften.
Nik fik, ganske utilsigtet, sat sig ved siden af Freia, men hun mælede
ikke et ord til ham under middagen. Og han pressede ikke på med at
få en konversation igang.
Hun havde altså tænkt sig at forsætte med at ignorere
ham. Nik mente nu at have iagttaget, at hun ikke opførte sig spor
anderledes, end hun plejede overfor de andre i ensemblet. Altså var
det Nik, hun måtte have set sig sur på. Og dette reak-tionsmønster
måtte hidrøre fra de natlige begivenheder i Cairo, mente Nikolaj.
Han besluttede sig for at tage initiativ til at få snakket ud
med hende om det meget snart. Helst allerede samme aften. Det kunne ikke
blive ved på denne måde.
Men det ville nok blive svært at finde en lejlighed til det,
for hun undgik ham jo hele tiden. Hun turde åbenbart ikke selv tage
hul på emnet. Eller ville ikke?
Efter maden var det meningen, der skulle være fest for festival-deltagerne
på pladsen foran spisesalen. Næsten alle de andre grupper,
der skulle deltage i festivalen, var blevt indlogeret i byen i løbet
af dagen. Nu var det så meningen, at de sammen skulle feste og danse
til musik leveret af et lokalt pop-orkester. Men da klokken allerede var
mange og de danske deltagere, i modsætning til de andre grupper,
der næsten alle var blevet indkvarteret i selve Ismailia by, måtte
kalkulere med godt en times transport hjem til badehotellet, blev de ikke
længe til festen. Til nogen af de yngste ensemble-medlemmers store
fortrydelse.
De halvsov næsten alle på hjemturen, men vågnede
op påny, da de nåede frem. Det var over midnat, og baren var
lukket, men den blev øjeblikkelig åbnet af en tjenstvillig
medarbejder. De fik derfor hurtigt bekæmpet den resterende mathed
med god stærk tyrkisk kaffe.
Nik var først gået alene op for at deponere sine indkøb
i køleskabet. Han mixede en blanding af det indkøbte Zibiba
og noget flaske-vand; det havde han tænkt sig at tage med ned til
de andre under halvtaget. Dels var det smart at blande en større
portion på een gang, dels ville spiritus'en til en vis grad være
passende camoufleret af vandflasken, selv om den resulterende farvenuance
på drikken, forårsaget af blandingen af de to ellers helt klare
vædsker, nærmest var mælkehvid.
Han var netop blevet klar til at returnere til selskabet, da Freia
kom ind ad døren.
-Hej Freia, vil du ikke være med til at drikke noget af det her
aldeles velsmagende Zibiba-stads? spurgte Nik hende udfordrende.
-Øhh... jo, men jeg havde nu altså tænkt mig at
gøre rent på toilettet her først...! svarede hun.
Hun havde en spand, hun havde lånt i baren, under armen, samt
noget rengøringsmiddel, som hun åbenbart havde investeret
i inde i Ismailia.
-Hvorfor fanden skal det absolut foregå lige nu? tænkte
Nik tvivlende og lettere irriteret.
-Okay, men så kom bare ned og join mig, når du er færdig,
ikk'? sagde Nik imidlertid muntert i stedet for, og forsatte ud af lejligheden.
Under halvtaget sad de fleste ligesom aftenen før og spillede
forskellige spil. Der blev drukket kaffe til, men indtil flere havde åbenbart
allerede vedtaget at se stort på den stedlige spiritus-moral og havde
ganske åbenlyst medbragt diverse flasker sprut, langfra camoufleret
i samme grad som Niks. Der blev da heller ikke gjort indsigelser mod dette
af bar-tenderen. Måske vidste han faktisk ikke, hvad det var, de
sad og drak.
Nik satte sig og så på et hjemmelavet bræt-spil,
Svend deltog i. Der var en behagelig stemning under halvtaget. Der blev
endnu mere hyggeligt, da endnu en bus i det samme dukkede op på stranden.
Det viste sig, at et italiensk folkemusik-orkester var blevet indkvarteret
i en anden fløj af badehotellet samme eftermiddag. En del fra dette
orkester satte sig nu ved siden af danskerne og gav sig til at spille på
deres instrumenter. De to nationers indbyrdes verbale kommunikation var
ret begrænset, da kun et par stykker af italienerne kunne tale engelsk,
men den musikalske kommunikation kompenserede i høj grad herfor.
Nogle af danskerne hentede deres fritids-instrumenter og gav sig til at
spille med efter bedste evne. Det udløste gensidig begejstring,
og selv den arabiske bar-tender kom ud af sit kiosk-hul for at deltage
i festlighederne.
Nik var tilsyneladende også i helt godt humør, og drak
derfor støt af vandflasken med det hemmeligt mixede indhold. Det
viste sig dog at være noget stærkere end forventet, for meget
plud-seligt følte Nik sig meget beruset. Han valgte derfor, trods
den gode stemning, at følge trop, da Svend efter spillets afslutning
meddelte, at han ville gå i seng.
Freia var ikke dukket op før umiddelbart forinden. Hun havde
ikke gjort anstalter til at slutte sig til Nik og Svend, men havde i stedet
sat sig ved et bord langt fra dem, og havde iøvrigt medbragt sin
egen flaske Brandy. Kort tid efter var hun dog forsvundet igen.
Nik gik i forvejen op mod deres lejlighed, Svend skulle lige kysse
Britt godnat og de var i den anledning sammen gået ud på molen.
Det var Freia, der havde nøglen til lejligheden, men der blev
ikke svaret, da Nik ringede på. Mens han stod og spekulerede på,
hvor hun mon så kunne befinde sig, hørte han hendes stemme
fra Lasse og Tennas lejlighed lige ved siden af.
De havde været alene hjemme på hotellet om dagen, da Tenna
som den første på turen havde fået et af de obligatoriske
ægyptiske maveonder, man som dansker næppe ville kunne undgå.
Lasse var solidarisk blevet hjemme for at passe hende.
Nikolaj gik hen til deres dør og ringede på. Det var Freia
selv, der åbnede.
-Må jeg låne nøglen; Svend og mig går i seng
nu...! oplyste Nikolaj.
-Allerede? spurgte Freia forundret.
Det var ikke usædvanligt, at Svend gik tidligt i seng, men som
regel var både Nik og Freia blandt de allersidste, der gik til køjs.
-Ja, jeg synes s'gu, jeg er blevet lige lovlig fuld...! forkla-rede
Nik, og fik nøglen udleveret.
Svend dukkede op, og kort tid efter kom Freia ind efter nøglen
igen. Hun havde tilsyneladende nu i sinde at gå ned til det natlige
dansk-italienske selskab igen.
Hun fik nøglen af Svend, Nik havde allerede lagt sig, men han
hørte hende gennem døren, først i forstuen, sidenhen
nedefra strand-terrassen.
Nik var fortumlet og beruset; han lagde sig til at sove.