Kapitel 16 - Den varme grød.

Nikolaj sov godt den nat. Derfor var han relativ frisk, da han og Freia i dybeste stilhed stod op, vækket af Niks armbåndsur ved 7-tiden.
Udenfor ventede næsten hele resten af flokken, minus Britt og Svend. De blev nu hver især udstyret med lagkage-lys og små dannebrogs-flag og balloner. De havde også taget Tonikas banner i fuld størrelse med. Da de nu sammen entrede fødselarens soveværelse, henslængte de denne nationale fane over hendes i forvejen lagen-bedækkede krop, mens de afsang en af Ingrid til lejligheden forfattet fødselsdagssang. Kun langsomt vågnede Britt, mens dette stod på, men til sidst stod hun da vaklende op og udbød resten af den flaske Gammel Dansk, hun havde taget hul aftenen forinden.
Bagefter sad de, så mange de kunne, i deres fælles forstue og byggede videre på den hygge, bitteren havde afstedkommet. Men de sad der ikke særlig længe, for de havde aftenen forinden fået oplyst, at de samme formiddag skulle deltage i en procession i Ismailia by i anledning af Ægyptens præsidents besøg. Til dette måtte de være ny-barberede og iført deres fineste optræde-skrud, så forberedelserne til dette ville tage et stykke tid.
De spiste, som sådan, nydeligt ekviperede, morgenmad (the, tørt brød, fetaost og oliven) i casinoets halvtags skygge, mens de ventede på den bus, der skulle afhente dem.
Den dukkede imidlertid ikke op på det planmæssige tidspunkt, og da de havde siddet godt en times tid og gennemsvedt al deres stads og stivelse, fik de endelig at vide, at processionen var blevet aflyst.
Lettede, men også lidt irriterede, skiftede de nu alle til noget mere bekvemmeligt sommertøj. Det var godt nok efterår, men temperaturerne var som i en dansk sommer, når det var hedest. En del af dem benyttede derfor lejligheden til at dyppe deres legemer i kanalens salte afsvalende vand. Det var slet ikke så beskidt, som man skulle tro.

Et par timer senere blev de alligevel afhentet af bussen: Det forlød, at de skulle på "picnic". De var spændt på, hvad den betegnelse mon dækkede over?
Ikke over særligt meget, skulle det vise sig; nemlig et ophold ved en udendørs svømmepøl ved et hotel ikke langt fra Ismailia. Da de ikke havde fået nogen direkte besked om målet for denne udflugt, var det derfor de færreste, der havde taget badetøjet med.
Mange af mændene løste dette problem ved simpelthen at bade i deres underbukser.
Pigerne havde lyst til at gøre det samme, men da de jo befandt sig i et overvejende muslimsk land, var topløs badning i høj grad bandlyst. Da en af pigerne forsøgte at bade iført sin T-shirt, blev der også fløjtet advarende og rystet på hovedet af den stedlige bademester. Det så unægteligt også endog endnu mere udfordrende ud, end hvis hun var gået i uden. Så i muslimsk-moralske øjne må det have set særdeles utilstedeligt ud. Og koranen tillader ganske givet ikke "Miss Wet T-shirt Contests".

Freia lagde forsat Nik på is. Hun havde stort set ikke talt til ham denne morgen. I bussen havde hun sat sig sammen med Signe. Nu havde hun påfaldende bevidst sat sig ved et andet bord ved poolen end Nik. Ingen af dem badede: Freia havde ikke noget badetøj med, og Nik havde ikke spor lyst til at pjatte glad rundt i vandet, når han ikke var det. Desuden led han af den tåbelige og ubegrundede tvangstanke, at han ikke kunne lide svimming-pools. Hvilket var blot en blandt mange af de fikse idéer, der vanemæssigt havde sat sig fast i hans sind, og som han var for stolt og stædig til at luge ud i, selv om de i virkeligheden var forældede. Nik strakte sig dog så langt, at han satte sig på kanten af bassinet med fødderne hængende ned i det klorfyldte ferskvand (hvilket faktisk var hans officielle forklaring på aversionen imod pool'er).

Nik var mere frisk denne formiddag end de foregående dage, så han så ikke nær så sort på Freias tilsyneladende afstandtagen til ham som dagen forinden. Han valgte at se det som udtryk for deres aftale hjemmefra om ikke at hænge i hinandens skørter hele tiden, og for hendes træthed og travlhed i forbindelse med turleder-hvervet. Men han følte sig nu ikke helt overbevist om denne teoris gyldighed.
Da de lidt over middag kørte ud og spiste frokost samme sted som den foregående dag, blev han bestyrket i denne tvivl. Alt tydede på, at hun simpelthen ignorerede ham. Hun var under alle omstændigheder helt anderledes overfor ham, end hun plejede. Hvis dette virkelig var begrundet i træthed og travlhed, måtte de andre vel også opfatte hende på samme måde. Måske skulle han spørge en af dem, der kendte dem begge godt? - Nej, det havde han alligevel ikke rigtig lyst til. Det var som at male fanden på væggen, at foregribe begivenheders gang, at acceptere fremtidige hændelser, som han håbede ikke ville ske.
Men han besluttede sig for at begynde at rette sin opmærksomhed mod hendes opførsel overfor de andre. For at se, om den markerede sig anderledes, end overfor ham. Hvis det var tilfældet, måtte det jo altså være fordi, det var ham, hun var sur på. Og i så tilfælde måtte det vel være begrundet i den forrige nats erotiske udenoms-udskejelser.

Efter frokosten ventede de. De vidste ikke på hvad, for de havde endnu ikke fået forbindelse med ham, der var øremærket til at være Tonika-gruppens personlige guide.
Nik gik rundt i området sammen med Bondo. De fotograferede bygningerne, som var holdt i de typiske arabiske lyseblå og hvide farver, og flagene foran disse, som viste hvilke lande, der skulle deltage i festivalen.
De talte om løst og fast, om turens hidtidige forløb. Bondo kunne godt fornemme, at der var et eller andet galt med Nikolaj. Nik var ikke sig selv i hans øjne.
-Hvordan går du så egentlig og har det? spurgte han derfor Nik i et forsigtigt forsøg på at få ham til at lukke lidt op.
Men det lykkedes ikke.
-Joh, det går s'mænd meget godt! svarede Nik undvigende og uærligt, og ødelagde derved muligheden for få luft for sine forvirrede tanker.
Og det skønt Bondo ubetinget var den i selskabet, der ville være den bedste modtager for og kommentator til Niks følelsesmæssige bekendelser.
Han og Nikolaj havde været nære venner lige siden gymnasie-tiden, og dette venskab var fra starten af bygget op omkring en udpræget gensidig ærlighed overfor hinanden om deres respektive kærlig-heds-mæssige følelser og oplevelser. De havde fra tid til anden haft kortere perioder, hvor deres venskab havde været lidt lunkent, men det havde indtil nu altid kommet endog styrket tilbage. De vidste i hvert fald begge, at de altid ville kunne stole på hinanden som gensidige sjælesørgere om nødvendigt.
Men dette evigtgældende uudtalte tilbud valgte Nik nu at sige "nej tak" til, skønt han nok kunne have brug for den støtte, Bondo dermed kunne give, og skønt Bondo ligefrem indirekte bad ham om lette på låget nu, inden grøden kogte over. Hvilket Bondo fornemmede, den snart ville gøre. Men det ville Nik altså ikke.
Årsagen var, at han i virkeligheden nok var for stolt til at indrømme, at der var noget galt med hans og Freias forhold. Fordi det havde gået for Nik så usædvanligt godt indtil for ganske nyligt. Og Nikolaj nægtede at indse, at det gjorde det altså ikke længere. Der kom ingen samtale med Bondo i gang i denne omgang.

Omsider fik danskerne den besked, at de slet ikke skulle noget som helst. Men de skulle spise aftensmad på selvsamme sted igen senere, så det kunne ikke betale sig at køre hjem til badehotel-let, der jo lå godt 40 km sydpå. Så de kunne vælge enten at blive på stedet og slappe af, gå tur i Ismailia by, eller at tage ud til pølen igen.
Der var mest stemning for de to sidste forslag, så godt halvdelen blev sat af i byen på vejen ud til swimming-pool'en.
Nik ville egentlig gerne se byen, men tænkte, at han hellere måtte se at få nedskrevet den forrige dags hændelser til deres fælles dagbog, inden han glemte dem. Så han tog med ud til pool'en for at sidde ved et af bordene omkring den og forfatte dette.
Freia var også med på den vogn. På ingen måde ved fælles overenskomst; hun havde fået lov at låne en badedragt af en af de andre piger.
Nik kom ufrivilligt til at sidde ved et bord helt for sig selv. Freia var allerede gået ned i omklædningsrummet, men hun havde, som flere andre, smidt sin taske ved det bord, Nik nu satte sig ved. Eftersom der således så ret optaget ud omkring ham, satte de andre, der heller ikke havde til sinds at gå i vandet, sig ved bordene ved siden af. Heriblandt Signe. Og da de badende senere vendte tilbage til selskabet, satte de sig hen til dem. Nik så heller ikke specielt inviterende ud, som han sad der bøjet over A4-blokken, optaget af skriveriet. Nik registrede lakonisk sin ensomme placering, men tog sig det ikke særlig nær, da han nu med stor iver helligede sig denne forfatter-virksomhed. Hans tanker var hermed beskæftiget med noget andet end problemerne med Freia. Følelsesmæssigt frikvarter?
Et stykke tid efter blev de stedlige fluer ved pølen dem dog til så stor gene, at de samlet valgte at henlægge opholdet ved hotellet til stranden, hvor der blæste en frisk brise, der holdt fluerne væk.
Nik blev her færdig med dagbogs-kapitlet. Han satte sig tilbage i en liggestol og kiggede ud over kanalen. Der var en flad sandbanke lige ud for stedet, de sad, og når et container-skib fra tid til anden passerede på den anden side af øen, så det nærmest ud, som om det sejlede tværs igennem den.
-Må jeg læse, hvad du har skrevet? spurgte Freia pludselig Nikolaj til hans overraskelse.
Hun sad lidt derfra sammen med Signe. Nik tog Freias direkte spørgsmål til ham som en form for invitation, og satte sig hen til dem. Freia begyndte at læse, selvom det så småt var ved at blive mørkt.
-Uh, det er altså alligevel lidt koldt at sidde her midt i pålandsvinden! konstaterede Signe, ikke henvendt til nogen bestemt.
-Skal jeg varme dig lidt? spurgte Nik hende.
Selv varmede han sig lige nu med visheden om, at Freia sad og læste hans mere eller mindre vittige kommentarer til deres begivenhedsrige udflugtsdag i Cairo. Han vidste selv, at han som regel var en ret underholdende skribent, og var unægtelig lidt stolt af det.
-Ja, gider du ikke det? svarede Signe og kiggede for-ventningsfuldt på Nikolaj.
Nik satte sig bag ved hende og gav sig til at massere og gnide hendes arme, skuldre og ryg til hendes åbenlyse tilfredshed, indtil hun sagde pænt tak.
-Uhmm... det hjalp faktisk! takkede hun af.
-Hva' med dig, Freia, skal jeg også gi' dig en omgang, nu jeg alligevel er i gang? spurgte Nik forhåbningsfuldt.
Hun så også ud til at fryse.
-Nej tak! kom svaret, kort og bestemt.
-Nej, jeg kan s'gu ikke rigtig koncentrere mig om at læse her! sagde Freia lidt efter, og smed irriteret blokken fra sig i sandet.
Nik var over-sensitiv og følte sig ydmyget.

På vej tilbage til festivalens hovedkvarter, hvor de skulle spise aftensmad, stoppede de op i byen for at hente dem, der var blevet her. Endnu var ikke alle dukket op på det aftalte sted og tidspunkt. Blandt de, der var på pladsen, var der nogen, der havde fundet et sted i byen, hvor man kunne købe sprut. Stor jubel! Det var nemlig ret usædvanligt, at noget sådant blev åbent faldbudt i forretningerne i Ægypten, bortset fra på de europæisk orienterede hoteller i Cairo. Så der kunne hurtigt blive enighed om at udsætte aftensmaden en halv times tid, så de nyankomne kunne nå at forsyne sig med slige mangelvarer. Deres hjemmefra medbragte toldfri rationer ville jo givetvis snart blive udtømt.
Nikolaj, Freia og flere andre valfartede nu hastigt, guidet af de nu stedkendte, hen til den famøse butik.
Nik købte først og fremmest noget øl: Den nationale Stella. Der var kun ukendt ægyptisk spiritus at få; brandy (som smagte ganske hæderligt, kunne Jørgen oplyse), rom og noget gennemsigtigt stads benævnt "Zibiba". Ingen af dem vidste, hvad dette var for noget, men da det var rørende billigt, ca. 30 kr. for en ½ liter, indkøbte Nik forsøgsvis en flaske af dette.
Bagefter gik Nik og nogle af de andre en tur op ad handels-gaden. Freia var selvfølgelig forsvundet sammen med Signe.
Agnes havde også eksperimentelt satset på det ukendte fluidum, og pludselig fik hun og Nik lyst til smage på sagerne. De satte sig diskret på en mørk trappe i en sidegade; det var næppe velset at drikke på åben gade. Før de satte læberne til flaskemundingen, lugtede Nik dog forsigtigt til indholdet.
Eller "duftede" til det, som Freia ville have sagt, kom Nik i samme øjeblik i tanke om. Duften fra flasken i sig selv henledte nemlig hans tanker på hende. I Spanien havde de begge helt og aldeles overgivet sig til nydelse af det lokale "Anis".
Denne ægyptiske vædske lugtede omtrent som det. Nik blev tydeligvis opmuntret af dette.
-Hvis denne vædske smager, som det lugter, har vi helt klart skudt papegøjen! meddelte Nik Agnes, hvorefter de ved selvsmag kunne forvisse sig om, at dette rent faktisk var tilfældet.
Snapsen kunne nu bedst sammenlignes med græsk Ouzo eller tyrkisk Raki. Men det gjorde ikke Niks og Agnes' næsten barnlige henrykkelse mindre.

I bussen kundgjorde Nik glædesstrålende sin opdagelse overfor Freia, som da også så ganske begejstret ud, da hun fik en smagsprøve af Zibiba'en.
-Det sku' man jo bare ha' vidst, da man stod i butikken! forkyndte hun, nærmest anklagende, hvorefter hun atter rettede sin opmærksomhed andetsteds hen.
Sådan opfattede Nik det i al fald.

Aftensmaden bestod stort set af det samme, de havde fået til frokost. Det smagte da meget godt, men det ville nok blive lidt ensformigt i længden, tænkte Nik, hvis det var meningen, de skulle have det samme dag ud og dag ind, middag og aften.
Nik fik, ganske utilsigtet, sat sig ved siden af Freia, men hun mælede ikke et ord til ham under middagen. Og han pressede ikke på med at få en konversation igang.
Hun havde altså tænkt sig at forsætte med at ignorere ham. Nik mente nu at have iagttaget, at hun ikke opførte sig spor anderledes, end hun plejede overfor de andre i ensemblet. Altså var det Nik, hun måtte have set sig sur på. Og dette reak-tionsmønster måtte hidrøre fra de natlige begivenheder i Cairo, mente Nikolaj.
Han besluttede sig for at tage initiativ til at få snakket ud med hende om det meget snart. Helst allerede samme aften. Det kunne ikke blive ved på denne måde.
Men det ville nok blive svært at finde en lejlighed til det, for hun undgik ham jo hele tiden. Hun turde åbenbart ikke selv tage hul på emnet. Eller ville ikke?

Efter maden var det meningen, der skulle være fest for festival-deltagerne på pladsen foran spisesalen. Næsten alle de andre grupper, der skulle deltage i festivalen, var blevt indlogeret i byen i løbet af dagen. Nu var det så meningen, at de sammen skulle feste og danse til musik leveret af et lokalt pop-orkester. Men da klokken allerede var mange og de danske deltagere, i modsætning til de andre grupper, der næsten alle var blevet indkvarteret i selve Ismailia by, måtte kalkulere med godt en times transport hjem til badehotellet, blev de ikke længe til festen. Til nogen af de yngste ensemble-medlemmers store fortrydelse.
De halvsov næsten alle på hjemturen, men vågnede op påny, da de nåede frem. Det var over midnat, og baren var lukket, men den blev øjeblikkelig åbnet af en tjenstvillig medarbejder. De fik derfor hurtigt bekæmpet den resterende mathed med god stærk tyrkisk kaffe.

Nik var først gået alene op for at deponere sine indkøb i køleskabet. Han mixede en blanding af det indkøbte Zibiba og noget flaske-vand; det havde han tænkt sig at tage med ned til de andre under halvtaget. Dels var det smart at blande en større portion på een gang, dels ville spiritus'en til en vis grad være passende camoufleret af vandflasken, selv om den resulterende farvenuance på drikken, forårsaget af blandingen af de to ellers helt klare vædsker, nærmest var mælkehvid.
Han var netop blevet klar til at returnere til selskabet, da Freia kom ind ad døren.
-Hej Freia, vil du ikke være med til at drikke noget af det her aldeles velsmagende Zibiba-stads? spurgte Nik hende udfordrende.
-Øhh... jo, men jeg havde nu altså tænkt mig at gøre rent på toilettet her først...! svarede hun.
Hun havde en spand, hun havde lånt i baren, under armen, samt noget rengøringsmiddel, som hun åbenbart havde investeret i inde i Ismailia.
-Hvorfor fanden skal det absolut foregå lige nu? tænkte Nik tvivlende og lettere irriteret.
-Okay, men så kom bare ned og join mig, når du er færdig, ikk'? sagde Nik imidlertid muntert i stedet for, og forsatte ud af lejligheden.

Under halvtaget sad de fleste ligesom aftenen før og spillede forskellige spil. Der blev drukket kaffe til, men indtil flere havde åbenbart allerede vedtaget at se stort på den stedlige spiritus-moral og havde ganske åbenlyst medbragt diverse flasker sprut, langfra camoufleret i samme grad som Niks. Der blev da heller ikke gjort indsigelser mod dette af bar-tenderen. Måske vidste han faktisk ikke, hvad det var, de sad og drak.
Nik satte sig og så på et hjemmelavet bræt-spil, Svend deltog i. Der var en behagelig stemning under halvtaget. Der blev endnu mere hyggeligt, da endnu en bus i det samme dukkede op på stranden.
Det viste sig, at et italiensk folkemusik-orkester var blevet indkvarteret i en anden fløj af badehotellet samme eftermiddag. En del fra dette orkester satte sig nu ved siden af danskerne og gav sig til at spille på deres instrumenter. De to nationers indbyrdes verbale kommunikation var ret begrænset, da kun et par stykker af italienerne kunne tale engelsk, men den musikalske kommunikation kompenserede i høj grad herfor. Nogle af danskerne hentede deres fritids-instrumenter og gav sig til at spille med efter bedste evne. Det udløste gensidig begejstring, og selv den arabiske bar-tender kom ud af sit kiosk-hul for at deltage i festlighederne.
Nik var tilsyneladende også i helt godt humør, og drak derfor støt af vandflasken med det hemmeligt mixede indhold. Det viste sig dog at være noget stærkere end forventet, for meget plud-seligt følte Nik sig meget beruset. Han valgte derfor, trods den gode stemning, at følge trop, da Svend efter spillets afslutning meddelte, at han ville gå i seng.
Freia var ikke dukket op før umiddelbart forinden. Hun havde ikke gjort anstalter til at slutte sig til Nik og Svend, men havde i stedet sat sig ved et bord langt fra dem, og havde iøvrigt medbragt sin egen flaske Brandy. Kort tid efter var hun dog forsvundet igen.
Nik gik i forvejen op mod deres lejlighed, Svend skulle lige kysse Britt godnat og de var i den anledning sammen gået ud på molen.
Det var Freia, der havde nøglen til lejligheden, men der blev ikke svaret, da Nik ringede på. Mens han stod og spekulerede på, hvor hun mon så kunne befinde sig, hørte han hendes stemme fra Lasse og Tennas lejlighed lige ved siden af.
De havde været alene hjemme på hotellet om dagen, da Tenna som den første på turen havde fået et af de obligatoriske ægyptiske maveonder, man som dansker næppe ville kunne undgå. Lasse var solidarisk blevet hjemme for at passe hende.
Nikolaj gik hen til deres dør og ringede på. Det var Freia selv, der åbnede.
-Må jeg låne nøglen; Svend og mig går i seng nu...! oplyste Nikolaj.
-Allerede? spurgte Freia forundret.
Det var ikke usædvanligt, at Svend gik tidligt i seng, men som regel var både Nik og Freia blandt de allersidste, der gik til køjs.
-Ja, jeg synes s'gu, jeg er blevet lige lovlig fuld...! forkla-rede Nik, og fik nøglen udleveret.
Svend dukkede op, og kort tid efter kom Freia ind efter nøglen igen. Hun havde tilsyneladende nu i sinde at gå ned til det natlige dansk-italienske selskab igen.
Hun fik nøglen af Svend, Nik havde allerede lagt sig, men han hørte hende gennem døren, først i forstuen, sidenhen nedefra strand-terrassen.
Nik var fortumlet og beruset; han lagde sig til at sove.
 

Næste kapitel