Kapitel 17 - Kortene på bordet.

Et kort øjeblik faldt Nikolaj døsigt hen, men nåede dog ikke helt ned under søvnens overflade. Zibibaen virkede stadig i hans hovede, men det var åbenbart ikke bedøvende nok til at hjælpe ham bort fra den håndgribelige verden. Han lå ganske langsomt og blev mere og mere ædru og frisk. Samtidigt hermed begyndte tankerne i hans hjerne at formere sig exponentielt, og en pinefuld rastløshed bredte sig langsomt, men støt i hans krop. Jo længere tid, der gik, jo mere rastløs blev han; han vendte og drejede sig uophørligt under det tynde lagen. Nu var det endog umuligt for ham at holde øjnene lukkede; han kiggede konstant op i loftet, som lige akkurat kunne skimtes, og på de persienne-dækkede døre ud til altanen.
De italienske musikere spillede stadigvæk nede under halvtaget, men det var langt fra lydene fra dette, der afholdt Nik fra at falde i søvn.
Det raslede ved deres yderdør; det var Britt, der kom op for at slutte sig til Svend i værelset ved siden af. Hun gik ud på altanen og smed nøglen ned til Freia, kunne Nik høre. Derefter blev der atter stille i lejligheden.

Det var selvfølgelig de uudtalte problemer med Freia, der påny trængte sig på i Niks tanker. Han prøvede at gøre status:
Jo, hans mistanke havde desværre været korrekt, hun havde forsat med konsekvent at ignorere ham, undtagen når andet simpelthen ikke kunne undgås. Og det var kun ham, hun opførte sig sådan over for.
Grunden måtte være Cairo-natten. Enten var hun, på trods af tidligere forsikringer om det modsatte, alligevel jaloux anlagt, og var derfor nu så kølig over for Nik. Eller også var hun måske blevet forelsket i Morten. Det sidste havde Nik dog svært ved at forestille sig - det måtte være det første.
Hvorfor havde han dog ikke fået talt med hende om det i løbet af aftenen, som han havde sat sig for? Det kunne se ud, som om hun i aftenens løb havde forsøgt at undgå ham; hun havde næsten konstant opholdt sig et andet sted end Nik. Og hans Zibiba-invitation havde hun ikke direkte afslået, men blot negligeret.
Øv, hvor det dog noget lort det hele, der var slet ikke skyggen af den romantik over rejsen, som der burde være, mente Nik. Men nu måtte de altså snart se at få talt ud om tingene, inden resten af turen blev ødelagt. Uanset hvad problemet var, måtte de kunne snakke sig rette, var Nik overbevist om. Bare de var grundige nok og fik det hele med. Ubetinget og hensynsløs ærlighed. Det ville opløse den elendige stemning - selvfølgelig, hvad ellers? Måske ville de i sidste ende blive endnu tættere knyttet til hinanden som følge af denne konflikt og fælles bearbejdelse af den. Der var absolut ingen grund til at udskyde det.

Sådan tænkte Nikolaj. Det faldt ham ikke ind at se problematikken i en større sammenhæng. At det eventuelt ikke var et specifikt problem vedrørende Ægypten-turen, der lå til grund for Freias handlemåde. Han elskede hende for højt, var faktisk vildt forelsket i hende, og var som sådan mere eller mindre såvel sindsyg som blind for hendes advarselstegn. Med mindre de var skåret ud i pap. Og selv da kunne de bortforklares. Han kunne ikke forestille sig, at konflikten ikke ville kunne løses til begges tilfredshed, hvis blot de fik taget sig sammen til at få snakket med hinanden om det.

Italienerne var gået i seng nu, kunne Nik høre, men der sad stadig en lille flok danskere ved baren og snakkede i natten. Og heriblandt var altså også Freia. Eller var hun? Nik forsøgte af kigge ud mellem lamellerne i persiennen, men man kunne ikke se kiosk-terrassen fra den vinkel. Måske var hun i virkeligheden hos Morten lige nu? Næ, for nu kunne han genkende hendes stemme nedefra terrassen. Han ønskede, hun ville komme op nu; så ville han afkræve hende en forklaring. Her og nu.

Det var åndssvagt forsat at ligge og forsøge at sove, tænkte Nik, det ville alligevel ikke lykkes, han kunne lige så godt stå op. Måske ville en stiv whisky genoprette beruselsen nok til at slå ham ud påny. Det var da forsøget værd.
Han rejste sig og tog sine cykel-bukser på. Han rystede, men det var ikke, fordi han frøs. Det var langt fra koldt.
Han satte sig i hjørnet af sofaen i forstuen, fyldte et plas-tikbæger halvt op med whisky og tændte en Camel-cigaret. Gløden fra smøgen fungerede som natbelysning, han havde ikke lyst til at tænde den nøgne, klare elpære i loftet.
I dette øjeblik kom Freia ind af døren.
-Nå, jeg troede, du sov! sagde hun, da hun havde tændt den blændende loftsbelysning og havde opdaget Nik.
Hendes stemmeføring tydede nu ikke på, at hun var specielt forbavset.
-Ja... det burde jeg også...! svarede Nik, og holdt pludselig helt op med at ryste på hænderne. Nu!
-...men det ku' jeg ikke!
Hun så kort og fast på ham.
-Hvis vi skal snakke, skal det nok være der inde! sagde hun og pegede på deres indgangen til deres soveværelse, hvorefter hun forsvandt ud på badeværelset.
-Okay...! tænkte Nik.
-...så lad det da blive nu, slaget skal stå!

Resolut samlede han cigaretter, askebæger, whisky og plastikbægre sammen og satte det ind på deres fælles sengebord. Nik satte sig tilbage i sin seng og gav sig stridsklar til at vente på Freia. Hun var påfaldende lang tid om toilet-besøget, syntes Nik, og han sad og blev mere og mere arrig.
Endelig kom hun ind i værelset, men der var åbenbart mere, der først skulle ordnes; hun gav sig til at ordne sit vasketøj og lignende. Hun syntes på alle mulige måder at trække tiden ud.
De sagde, mens dette stod på, ikke ét ord til hinanden. Nik kiggede under hele forløbet direkte på Freia, og hun undgik lige så konsekvent overhovedet at se på ham.
Omsider så det ud til, at hun ikke kunne finde på flere praktiske undvige-manøvrer at foretage sig. Hun tog sine smøger og en lille flaske Gammel Dansk fra forstuen, forsynede sig, og satte sig afventende på sin seng. Stadig uden at se på Nik, stadig uden at sige noget. Nu var Nik ved at blive alvorligt gal.
-Nu må du altså se at komme ud med sproget, Freia! Hvad fanden er det, der er galt? hvæsede han derfor til hende, i et noget mere aggressivt tonefald, end han egentlig havde tænkt sig.
Tavshed.
-Der er nok det galt, at jeg på sidste har forandret mig temmeligt meget! svarede hun så ud i luften.
-...og det har egentlig ikke noget specielt med dig at gøre...!
Hvad betød nu det?
-Jeg er ked af, at det skal ende på den her måde...! forsatte hun.
Hvad fanden mente hun med "ende"?
-...jeg havde håbet, jeg kunne have spillet skuespil, indtil vi kom hjem igen. Men det ku' jeg altså bare ikke!
-Jeg kan simpelthen ikke holde din tavshed ud længere, Nik! Det driver mig til vanvid! Du giver mig absolut intet modspil, sidder kun evigt og altid der og nikker til alt, hvad jeg siger! Aldrig noget udspil fra dig længere. Jeg har ganske simpelt meget svært ved at se, hvordan jeg skal kunne blive ved med holde af dig, efterhånden!
Nik var lamslået.
-Har det noget at gøre med det, der skete forleden nat i Cairo? spurgte Nik spagt, for i det mindste at få vished om det.
-Nej, det har det overhovedet ikke - på ingen måde! Det er faktisk noget, jeg har tænkt over igennem længere tid! svarede Freia.
-Det er altså ikke fordi, du er sur over, at jeg lå og rodede med Agnes? uddybede Nik spørgsmålet.
-Nej, slet ikke!
-Det var vi vist iøvrigt lige gode om! indrømmede hun.
-Nej... det er som sagt noget, der har ligget mig på sinde et stykke tid nu, også før vi tog afsted. Men jeg har desværre bare været for stor en kujon til at få mig selv til at tage hul på emnet...!
Det var endnu ikke rigtig gået op for Nik, hvad det var, Freia faktisk sad og sagde.
-...og det er nok fordi, jeg i virkeligheden hjemmefra er opdraget til at være konfliktsky!
-Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor i alverden du ikke har sagt noget før, Nik! Jeg har jo simpelthen ignoreret dig fuldstændigt på det meste af turen!
Det måtte Nikolaj give hende ret i, sådan havde han jo også oplevet det.
-...og det gjorde jeg faktisk for at prøve at provokere dig til komme med udspillet!
-Har du heller ikke snakket med nogen andre om det? forsatte hun.
-Næ... men... jeg troede simpelthen, at det var et udslag af overtræthed og stress...! forsvarede Nik sig.
-...og vi havde jo også aftalt hjemmefra, at vi ikke ville lægge bånd på hinanden!
Pludselig gik der en prås op for Nik.
-Sig mig, var du allerede blevet træt af mig på daværende tidspunkt, da du sagde det? spurgte han energisk.
Det var jo faktisk i virkeligheden Freia, der havde vedtaget aftalen.
-Nej, det er først sket senere! hævdede hun.
Nik tvivlede.
-Jeg forsøgte forøvrigt faktisk at komme til at snakke med dig her i aften, da jeg inviterede dig til at deltage i mit Zibiba-drikkeri! indvendte Nik, lidt forsinket.
-Nåh, gjorde du virkelig det? spurgte Freia vantro.
-Du havde da ellers vældigt travlt med at komme ud af døren på det tidspunkt. Hvis du virkelig havde ville snakke med mig, kunne du da bare været blevet. Vi ville jo alligevel ikke have kunne tale helt frit nede blandt alle de andre, vel!? Tror du virkelig selv på den? forsatte Freia, uden at forvente et svar.
Atter tavshed.
Nik blev naglet til Freias dom over ham som den tavse, og sad målløs og så tomt ud i lokalet. For første gang i samtalens løb stirrede han ikke på Freia. Hun på sin side havde på intet tidspunkt set på ham.

-Hvad så nu? spurgte Nik ud i lokalet, mere til sig selv end til Freia, og uden at gøre sig klart, hvad dette spørgsmål betød.
Han fattede stadig ikke, hvad meningen var.
Freia opfattede imidlertid spørgsmålet som rettet til hende, og som et tegn på, at Nik godt var klar over, hvilken vej vinden blæste.
-Jeg kan godt flytte et andet sted hen nu, hvis du godt vil ha' det! svarede hun.
Nik vendte hovedet og så direkte på hende. For første gang så hun også på ham. Deres øjne mødtes, og der opstod en uligevægtig øjenkontakt imellem dem. Hans øjne var blanke og bønfaldende, hendes bryske og bestemte.
Hun spurgte ham, om han ville have, hun skulle flytte fra deres værelse? Var det sådan, det var? Hans stirren udtrykte vantro. Selvfølgelig ville han da ikke det. Der var intet i denne verden, der lå ham fjernere. Mente hun virkelig, at hun ville gå rigtig fra ham, ikke blot som en trussel, en advarsel, måske, snart - men her og nu? Forlade ham, så han ville blive ladt alene tilbage i denne skal af et værelse, som de indtil nu havde delt? Nej, det kunne umuligt være sandt! Det måtte ikke være sandt! Jovist, der havde da været nogle underlige stemninger imellem dem på det sidste, men så vidtgående kunne betydningen af dette da ikke være! Hun kunne da ikke for alvor mene, at deres forhold skulle være forbi!
-Jeg kan nok finde et sted for i nat. Og i morgen kan jeg flytte ind til Lasse og Tenna, de har jo et værelse til overs! forsatte Freia.
Nej, nej, nej, det ville Nikolaj da slet ikke kunne bære. Han betragtede Lasse og Tenna som sine nære venner. Tanken om, at de skulle huse Freia i denne situation forekom ham uudholdelig. Det måtte ikke ske.
Stadig tavshed fra Niks side.
-Jeg er under alle omstændigheder af den overbevisning, at vi bør stoppe vores forhold nu! sagde Freia.
-...i al fald for en tid...!
Det kunne Nik ikke holde ud at høre. En af hans aggressions-hæmninger bristede.
-Kan man da for helvede ikke blive fri for den slags falske forbehold!! råbte Nik nu, ude af sig selv af raseri.
-Så, så, hids dig dog ned!
-Gu' vil jeg da ej!
Hidsigt vred Nik den tomme cigaretpakke om, rejste sig resolut, gik ud i forstuen og tog en ny pakke. Han vendte omgående tilbage, og smækkede hårdt døren til soveværelset bag sig.
Freia så irriteret på ham.
-Gider du ikke godt lade være med at smække sådan med døren!? kommanderede hun langsomt og tvært.
Med en selvbeherskelse, der kunne synes påtaget, men som i virkeligheden faktisk skyldtes reél træthed.
-Behøver jeg virkelig at svare på det? spurgte han selv tilbage, og så aggressivt og udfordrende på hende.
-Nej! svarede hun, stille, selv om Nik jo faktisk med dette modspørgsmål havde svaret på hendes spørgsmål.
Nik rev den friske pakke Camel ufølsomt op, og tændte endnu en smøg. Han fyldte også sit bæger op til randen med whisky, og tog en stor slurk uden at smage på indholdet. Nu var det ham, der sad og kiggede væk, ud i luften, og Freia, der kiggede på ham.
-Hvorfor fanden ku' du ikke ha' sagt det noget tidligere, lige så snart, du vidste det? rasede Nik.
-Fordi jeg, som sagt, er ret konfliktsky! gentog hun.
-Ja, den er s'gu go' med dig... Det er vel sikkert efterhånden blevet sådan, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gør, så går det dig på nerverne, right!?
-Ja! tilstod hun ærligt.
-Ja, det tænkte jeg s'gu nok, der kan du selv se, hvad din forpulede tilbageholdenhed har ført med sig!

Tavshed.

Alvoren var efterhånden så småt ved at gå op for Nik. Raseriet forvitrede og afløstes langsomt af en smertende fortvivlelse. Han følte tæppet blive langsomt, men sikkert, revet væk under ham.
-Nå, skal jeg finde et andet sted, eller hvad? Jeg er faktisk afsindigt træt, og jeg vil ærlig talt godt snart sove! sagde Freia.
Hun så også temmelig træt ud; hun havde lagt sig helt ned ovenpå sengen, og havde lukkede øjne. Klokken var omtrent 3.
-Hvordan i alverden kan hun sove nu? tænkte Nik.
-Nej, du skal ej! sagde han, nu uden det mindste spor af aggression i stemmen.
Han var på knæ.
Øjeblikket efter var ham det desuden rent fysisk. Han havde rejst sig og lagt sig på knæ ved Freias seng og omfavnede hendes halvsovende liggende skikkelse. Han begravede sit fortrukne ansigt dybt i hendes omfangsrige hår. Hun lod ham gøre det, men lå selv apatisk hen.
-Nej, nej... Freia...! Det her kan du ikke mene! bad han bævende ind i hårpragten.
Nu skete der noget meget atypisk for Nik: Han begyndte at græde.

Nikolaj havde ofte grædt i sine tidlige barndom.
Han var opvokset på landet, hvor de fleste af hans klasse-kammerater var af bondefamilie. Niks egne forældre var keramikere og desuden tilflyttere fra København, og de ansås derfor for en slags outsidere blandt lokalbefolkningen, og det smittede af på Nikolajs jævnaldrendes syn på ham. Og da børn gerne er langt mere direkte og ubarmhjertige i deres menings-tilkendegivelser end voksne, gav deres nedarvede fordomme imod sådanne "udskud" sig ret korporlige udslag. Nik var den fødte prügelknabe for de andre i klassen, og tilmed et taknemmeligt offer, da han i starten var ret følsom og havde let til tårer. Han blev derfor, om ikke dagligt, så i al fald jævnligt moppet på den ene eller anden måde, ofte på en endog meget håndfast måde. Især af klassens drenge, for Nik var i en kort periode ret populær blandt pigerne i klassen, som nærmest konkurrerede indbyrdes om at opnå hans gunst. Nu var kæresterierne på dette alderstrin temmeligt uskyldige og sjældent særligt dybfølte, men ikke desto mindre var dette alligevel medvirkende til de andre drenges misundelse på Nikolaj. Selv om de udadtil gjorde indtryk af ikke at ville have noget som helst med "tøserne" at gøre. Nik derimod udviste åbenlys interesse for dem. Hvilket naturligvis kun forøgede "argumenterne" for forfølgelsen af ham, i de andre drenges øjne.
Dette gik for sig i årevis. Efterhånden som tiden gik, resul-terede det i, at Nik blev mere og mere hård og ufølsom. Det gjaldt især om ikke at græde; dette var udtryk for svaghed, og stillede man det offenligt til skue, havde forfølgerne sejret. Kunne han blive gråden kvit, ville han have frataget dem et af deres største trumfkort. Så dette arbejdede han stædigt hen imod. I lang tid forgæves, han kunne endnu ikke fornægte sine følelser.
Men til sidst opnåede han det faktisk. Og det hjalp faktisk lidt på situationen. Men det var nok især tiden selv, der kom ham til hjælp, idet han, jo ældre han blev, bedre og bedre formåede at hævde sig bogligt blandt sine jævnaldrende klassefæller. Det havde han nu altid kunnet, men i de tidlige klasser var dette nærmest en ulempe i forholdet til de andre. Dette ændrede sig med tiden, efterhånden som han selv og klassekammeraterne blev mere voksne, og derfor kom til se flere værdier i boglig viden og færdighed.
Imidlertid var resultatet af hans dengang så sammenbidte forsøg på at undslippe grådens ydmygelse blevet, at han til sidst overhovedet ikke var i stand til at græde længere. Og denne følelsesmæssige mangel havde faktisk plaget ham hele hans voksne tilværelse. Fordi han her, befriet for de direkte forfølgelser, indså, at gråden kunne være en kærkommen befrier af indestængte følelser. Og at denne gråd, hvis den ikke bliver udfriet, i stedet oplagres dybt i ens hjerte som sten, der langsom vokser. Lag for lag, som små sorte perler. I forsøget på at undslippe forfølgerne havde han faktisk emotionelt invalideret sig selv.

Denne sten, bygget af årtiers indestængt gråd, faldt nu omsider fra hans hjerte. Dette var åbenbart det ekstreme følelsesmæssige udsving, der skulle til for at løsne den. Nikolaj græd for første gang i 14 år, hans halve liv, for første gang i hans voksne tilværelse. Så stort var omfanget af hans sorg over at miste Freias kærlighed. Selve kærlighedens gudinde nægtede ham den. For Nikolaj føltes det som om, al verdens kærlighed på en gang forsvandt. Alt stod for fald. Ragnarok ville overtage.

Nikolaj hulkede højlydt, og gjorde både Freias fyldige røde hår og hendes hovedpude ganske gennemblødt af hans tårer. Med mindre naboerne sov utroligt tungt, ville de umuligt kunne undgå at bemærke uroen i værelset ved siden af.
Det hjalp Nik lidt at udgyde tårerne, på klumpen i halsen og på de gamle sten i hjertet, men fortvivlelsen over Freias beslutning blev ikke mindre.
Nik følte, at hans verden nu sank totalt i grus. Endelig var det lykkedes for ham at finde en pige, han på en gang var afsindig glad for og lykkelig sammen med, og som han med tiden var kommet til at holde mere og mere af, så han til sidst nu var næsten sygeligt forelsket i hende. Og hun havde ovenikøbet, i al fald på et tidligere tidspunkt, været forelsket i ham. Ja, dengang havde hendes følelser for ham faktisk været større, end hans var for hende. - Uden at han af den grund havde følt sig angst og frihedstruet, som det ellers plejede at gå ham i en sådan situation. De havde været lykkelige. På næsten alle felter havde de efter hans overbevisning fungeret usædvanligt godt sammen; socialt, holdningsmæssigt, sexuelt... Og alt det ville hun nu pludseligt tage fra ham. Han kunne ikke skjule for sig selv, at det kom som et chok for ham. Aldrig ville han havde troet, at Freias mærkelige opførsel over for ham de forløbne dage var så seriøst begrundet. Selv om han nok burde have opdaget det, hvis hans øjne ikke havde været blændet af hans egen forelskelse i hende. Nu var der intet tilbage, følte han. Han ville aldrig kunne finde en anden som Freia. Hun var unik, og deres forhold var unikt. Der var ikke noget at leve videre for nu. Han kunne lige så godt få gjort en ende på sine lidelser så hurtigt som muligt, jo længere der gik, jo mere ondt ville det blot gøre.

Han hulkede stadig, men der var nu snart ikke mere saltvand tilbage i øjenkrogene at danne tårer af.
-Freia, må jeg ikke nok få lov til at sove her hos dig i nat, en sidste gang? tikkede Nikolaj stødvist.
-Nej, Nik, det kan du altså ikke, det kan ikke nytte noget. Læg dig nu til at sove, jeg er altså dødtræt!
-Jeg kan for fanden da ikke bare lægge mig hen i min seng og sove nu! Det må du s'gu da ku' forstå!? protesterede Nik.
Freia sukkede højlydt.
-Så læg dig på gulvet eller hvor fanden du ellers vil, jeg vil i al fald godt sove nu, og du kan ikke ligge her. Du gør kun det hele meget værre for dig selv ved at be' om at sove hos mig. Og du får altså ikke lov...!
-Er du virkelig så gemen, at du end ikke tilstår den dødsdømte den sidste smøg?
-Hva' i alverden er nu det for noget vrøvl at sige?
Hun åbnede øjnene en smule og så irriteret, men også lidt bekymret på ham.
-Du ved vist ganske udemærket, hvad det er, jeg mener! tænkte Nik, men undlod at sige noget.
-Sig mig, skulle jeg ikke alligevel se at finde et andet sted. Nu skal jeg altså snart sove! sagde hun lidt efter, da Nik ikke svarede.
Nik rejste sig, greb whisky-flasken og smøgerne.
-Nej, hvis der er nogen, der skal gå, må det være mig! sagde Nik bittert.
-...og jeg skal nok forsvinde nu!
Freia så bestemt på Nik.
-Nu går du altså ikke ud og gør noget dumt, vel Nik? spurgte hun mistænksomt.
-Nej, nej, det skal du s'gu ikke være bange for...! løj Nik.
Freia var ikke overbevist.
-Jeg er altså ikke så træt, at jeg ikke vil kunne sætte himmel og hav i bevægelse for undgå, du gør noget...!
-...bare du gider fortælle mig, hvor det er, Bondo bor! afbrød Nikolaj hende.
-Bondo?
Freia så først forbavset ud, så fattede hun meningen og indså, at hun herigennem fik en chance for at slippe ud af den penible situation, hun befandt sig i, og så derfor til sidst helt lettet ud.
-Ja, det er nok en god idé at snakke med en anden end lige mig! sagde hun og oplyste velvilligt Bondos lejlighedsnummer til Nikolaj, idet hun fandt det på den oversigtsliste over lej-lighedernes beboere, som hun i sin egenskab af turleder var i besiddelse af.
-Tak! Sov godt! udspyede Nikolaj sarkastisk, idet han forlod soveværelset.
På vejen ud greb han nøglen til lejligheden fra køleskabets top, og puttede den ned i sine cykelbukser.
Han undlod nådigt at smække med døren.
 

Næste kapitel