Det var selvfølgelig de uudtalte problemer med Freia, der påny
trængte sig på i Niks tanker. Han prøvede at gøre
status:
Jo, hans mistanke havde desværre været korrekt, hun havde
forsat med konsekvent at ignorere ham, undtagen når andet simpelthen
ikke kunne undgås. Og det var kun ham, hun opførte sig sådan
over for.
Grunden måtte være Cairo-natten. Enten var hun, på
trods af tidligere forsikringer om det modsatte, alligevel jaloux anlagt,
og var derfor nu så kølig over for Nik. Eller også var
hun måske blevet forelsket i Morten. Det sidste havde Nik dog svært
ved at forestille sig - det måtte være det første.
Hvorfor havde han dog ikke fået talt med hende om det i løbet
af aftenen, som han havde sat sig for? Det kunne se ud, som om hun i aftenens
løb havde forsøgt at undgå ham; hun havde næsten
konstant opholdt sig et andet sted end Nik. Og hans Zibiba-invitation havde
hun ikke direkte afslået, men blot negligeret.
Øv, hvor det dog noget lort det hele, der var slet ikke skyggen
af den romantik over rejsen, som der burde være, mente Nik. Men nu
måtte de altså snart se at få talt ud om tingene, inden
resten af turen blev ødelagt. Uanset hvad problemet var, måtte
de kunne snakke sig rette, var Nik overbevist om. Bare de var grundige
nok og fik det hele med. Ubetinget og hensynsløs ærlighed.
Det ville opløse den elendige stemning - selvfølgelig, hvad
ellers? Måske ville de i sidste ende blive endnu tættere knyttet
til hinanden som følge af denne konflikt og fælles bearbejdelse
af den. Der var absolut ingen grund til at udskyde det.
Sådan tænkte Nikolaj. Det faldt ham ikke ind at se problematikken i en større sammenhæng. At det eventuelt ikke var et specifikt problem vedrørende Ægypten-turen, der lå til grund for Freias handlemåde. Han elskede hende for højt, var faktisk vildt forelsket i hende, og var som sådan mere eller mindre såvel sindsyg som blind for hendes advarselstegn. Med mindre de var skåret ud i pap. Og selv da kunne de bortforklares. Han kunne ikke forestille sig, at konflikten ikke ville kunne løses til begges tilfredshed, hvis blot de fik taget sig sammen til at få snakket med hinanden om det.
Italienerne var gået i seng nu, kunne Nik høre, men der sad stadig en lille flok danskere ved baren og snakkede i natten. Og heriblandt var altså også Freia. Eller var hun? Nik forsøgte af kigge ud mellem lamellerne i persiennen, men man kunne ikke se kiosk-terrassen fra den vinkel. Måske var hun i virkeligheden hos Morten lige nu? Næ, for nu kunne han genkende hendes stemme nedefra terrassen. Han ønskede, hun ville komme op nu; så ville han afkræve hende en forklaring. Her og nu.
Det var åndssvagt forsat at ligge og forsøge at sove, tænkte
Nik, det ville alligevel ikke lykkes, han kunne lige så godt stå
op. Måske ville en stiv whisky genoprette beruselsen nok til at slå
ham ud påny. Det var da forsøget værd.
Han rejste sig og tog sine cykel-bukser på. Han rystede, men
det var ikke, fordi han frøs. Det var langt fra koldt.
Han satte sig i hjørnet af sofaen i forstuen, fyldte et plas-tikbæger
halvt op med whisky og tændte en Camel-cigaret. Gløden fra
smøgen fungerede som natbelysning, han havde ikke lyst til at tænde
den nøgne, klare elpære i loftet.
I dette øjeblik kom Freia ind af døren.
-Nå, jeg troede, du sov! sagde hun, da hun havde tændt
den blændende loftsbelysning og havde opdaget Nik.
Hendes stemmeføring tydede nu ikke på, at hun var specielt
forbavset.
-Ja... det burde jeg også...! svarede Nik, og holdt pludselig
helt op med at ryste på hænderne. Nu!
-...men det ku' jeg ikke!
Hun så kort og fast på ham.
-Hvis vi skal snakke, skal det nok være der inde! sagde hun og
pegede på deres indgangen til deres soveværelse, hvorefter
hun forsvandt ud på badeværelset.
-Okay...! tænkte Nik.
-...så lad det da blive nu, slaget skal stå!
Resolut samlede han cigaretter, askebæger, whisky og plastikbægre
sammen og satte det ind på deres fælles sengebord. Nik satte
sig tilbage i sin seng og gav sig stridsklar til at vente på Freia.
Hun var påfaldende lang tid om toilet-besøget, syntes Nik,
og han sad og blev mere og mere arrig.
Endelig kom hun ind i værelset, men der var åbenbart mere,
der først skulle ordnes; hun gav sig til at ordne sit vasketøj
og lignende. Hun syntes på alle mulige måder at trække
tiden ud.
De sagde, mens dette stod på, ikke ét ord til hinanden.
Nik kiggede under hele forløbet direkte på Freia, og hun undgik
lige så konsekvent overhovedet at se på ham.
Omsider så det ud til, at hun ikke kunne finde på flere
praktiske undvige-manøvrer at foretage sig. Hun tog sine smøger
og en lille flaske Gammel Dansk fra forstuen, forsynede sig, og satte sig
afventende på sin seng. Stadig uden at se på Nik, stadig uden
at sige noget. Nu var Nik ved at blive alvorligt gal.
-Nu må du altså se at komme ud med sproget, Freia! Hvad
fanden er det, der er galt? hvæsede han derfor til hende, i et noget
mere aggressivt tonefald, end han egentlig havde tænkt sig.
Tavshed.
-Der er nok det galt, at jeg på sidste har forandret mig temmeligt
meget! svarede hun så ud i luften.
-...og det har egentlig ikke noget specielt med dig at gøre...!
Hvad betød nu det?
-Jeg er ked af, at det skal ende på den her måde...! forsatte
hun.
Hvad fanden mente hun med "ende"?
-...jeg havde håbet, jeg kunne have spillet skuespil, indtil
vi kom hjem igen. Men det ku' jeg altså bare ikke!
-Jeg kan simpelthen ikke holde din tavshed ud længere, Nik! Det
driver mig til vanvid! Du giver mig absolut intet modspil, sidder kun evigt
og altid der og nikker til alt, hvad jeg siger! Aldrig noget udspil fra
dig længere. Jeg har ganske simpelt meget svært ved at se,
hvordan jeg skal kunne blive ved med holde af dig, efterhånden!
Nik var lamslået.
-Har det noget at gøre med det, der skete forleden nat i Cairo?
spurgte Nik spagt, for i det mindste at få vished om det.
-Nej, det har det overhovedet ikke - på ingen måde! Det
er faktisk noget, jeg har tænkt over igennem længere tid! svarede
Freia.
-Det er altså ikke fordi, du er sur over, at jeg lå og
rodede med Agnes? uddybede Nik spørgsmålet.
-Nej, slet ikke!
-Det var vi vist iøvrigt lige gode om! indrømmede hun.
-Nej... det er som sagt noget, der har ligget mig på sinde et
stykke tid nu, også før vi tog afsted. Men jeg har desværre
bare været for stor en kujon til at få mig selv til at tage
hul på emnet...!
Det var endnu ikke rigtig gået op for Nik, hvad det var, Freia
faktisk sad og sagde.
-...og det er nok fordi, jeg i virkeligheden hjemmefra er opdraget
til at være konfliktsky!
-Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor i alverden du ikke
har sagt noget før, Nik! Jeg har jo simpelthen ignoreret dig fuldstændigt
på det meste af turen!
Det måtte Nikolaj give hende ret i, sådan havde han jo
også oplevet det.
-...og det gjorde jeg faktisk for at prøve at provokere dig
til komme med udspillet!
-Har du heller ikke snakket med nogen andre om det? forsatte hun.
-Næ... men... jeg troede simpelthen, at det var et udslag af
overtræthed og stress...! forsvarede Nik sig.
-...og vi havde jo også aftalt hjemmefra, at vi ikke ville lægge
bånd på hinanden!
Pludselig gik der en prås op for Nik.
-Sig mig, var du allerede blevet træt af mig på daværende
tidspunkt, da du sagde det? spurgte han energisk.
Det var jo faktisk i virkeligheden Freia, der havde vedtaget aftalen.
-Nej, det er først sket senere! hævdede hun.
Nik tvivlede.
-Jeg forsøgte forøvrigt faktisk at komme til at snakke
med dig her i aften, da jeg inviterede dig til at deltage i mit Zibiba-drikkeri!
indvendte Nik, lidt forsinket.
-Nåh, gjorde du virkelig det? spurgte Freia vantro.
-Du havde da ellers vældigt travlt med at komme ud af døren
på det tidspunkt. Hvis du virkelig havde ville snakke med mig, kunne
du da bare været blevet. Vi ville jo alligevel ikke have kunne tale
helt frit nede blandt alle de andre, vel!? Tror du virkelig selv på
den? forsatte Freia, uden at forvente et svar.
Atter tavshed.
Nik blev naglet til Freias dom over ham som den tavse, og sad målløs
og så tomt ud i lokalet. For første gang i samtalens løb
stirrede han ikke på Freia. Hun på sin side havde på
intet tidspunkt set på ham.
-Hvad så nu? spurgte Nik ud i lokalet, mere til sig selv end til
Freia, og uden at gøre sig klart, hvad dette spørgsmål
betød.
Han fattede stadig ikke, hvad meningen var.
Freia opfattede imidlertid spørgsmålet som rettet til
hende, og som et tegn på, at Nik godt var klar over, hvilken vej
vinden blæste.
-Jeg kan godt flytte et andet sted hen nu, hvis du godt vil ha' det!
svarede hun.
Nik vendte hovedet og så direkte på hende. For første
gang så hun også på ham. Deres øjne mødtes,
og der opstod en uligevægtig øjenkontakt imellem dem. Hans
øjne var blanke og bønfaldende, hendes bryske og bestemte.
Hun spurgte ham, om han ville have, hun skulle flytte fra deres værelse?
Var det sådan, det var? Hans stirren udtrykte vantro. Selvfølgelig
ville han da ikke det. Der var intet i denne verden, der lå ham fjernere.
Mente hun virkelig, at hun ville gå rigtig fra ham, ikke blot som
en trussel, en advarsel, måske, snart - men her og nu? Forlade ham,
så han ville blive ladt alene tilbage i denne skal af et værelse,
som de indtil nu havde delt? Nej, det kunne umuligt være sandt! Det
måtte ikke være sandt! Jovist, der havde da været nogle
underlige stemninger imellem dem på det sidste, men så vidtgående
kunne betydningen af dette da ikke være! Hun kunne da ikke for alvor
mene, at deres forhold skulle være forbi!
-Jeg kan nok finde et sted for i nat. Og i morgen kan jeg flytte ind
til Lasse og Tenna, de har jo et værelse til overs! forsatte Freia.
Nej, nej, nej, det ville Nikolaj da slet ikke kunne bære. Han
betragtede Lasse og Tenna som sine nære venner. Tanken om, at de
skulle huse Freia i denne situation forekom ham uudholdelig. Det måtte
ikke ske.
Stadig tavshed fra Niks side.
-Jeg er under alle omstændigheder af den overbevisning, at vi
bør stoppe vores forhold nu! sagde Freia.
-...i al fald for en tid...!
Det kunne Nik ikke holde ud at høre. En af hans aggressions-hæmninger
bristede.
-Kan man da for helvede ikke blive fri for den slags falske forbehold!!
råbte Nik nu, ude af sig selv af raseri.
-Så, så, hids dig dog ned!
-Gu' vil jeg da ej!
Hidsigt vred Nik den tomme cigaretpakke om, rejste sig resolut, gik
ud i forstuen og tog en ny pakke. Han vendte omgående tilbage, og
smækkede hårdt døren til soveværelset bag sig.
Freia så irriteret på ham.
-Gider du ikke godt lade være med at smække sådan
med døren!? kommanderede hun langsomt og tvært.
Med en selvbeherskelse, der kunne synes påtaget, men som i virkeligheden
faktisk skyldtes reél træthed.
-Behøver jeg virkelig at svare på det? spurgte han selv
tilbage, og så aggressivt og udfordrende på hende.
-Nej! svarede hun, stille, selv om Nik jo faktisk med dette modspørgsmål
havde svaret på hendes spørgsmål.
Nik rev den friske pakke Camel ufølsomt op, og tændte
endnu en smøg. Han fyldte også sit bæger op til randen
med whisky, og tog en stor slurk uden at smage på indholdet. Nu var
det ham, der sad og kiggede væk, ud i luften, og Freia, der kiggede
på ham.
-Hvorfor fanden ku' du ikke ha' sagt det noget tidligere, lige så
snart, du vidste det? rasede Nik.
-Fordi jeg, som sagt, er ret konfliktsky! gentog hun.
-Ja, den er s'gu go' med dig... Det er vel sikkert efterhånden
blevet sådan, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gør,
så går det dig på nerverne, right!?
-Ja! tilstod hun ærligt.
-Ja, det tænkte jeg s'gu nok, der kan du selv se, hvad din forpulede
tilbageholdenhed har ført med sig!
Tavshed.
Alvoren var efterhånden så småt ved at gå op
for Nik. Raseriet forvitrede og afløstes langsomt af en smertende
fortvivlelse. Han følte tæppet blive langsomt, men sikkert,
revet væk under ham.
-Nå, skal jeg finde et andet sted, eller hvad? Jeg er faktisk
afsindigt træt, og jeg vil ærlig talt godt snart sove! sagde
Freia.
Hun så også temmelig træt ud; hun havde lagt sig
helt ned ovenpå sengen, og havde lukkede øjne. Klokken var
omtrent 3.
-Hvordan i alverden kan hun sove nu? tænkte Nik.
-Nej, du skal ej! sagde han, nu uden det mindste spor af aggression
i stemmen.
Han var på knæ.
Øjeblikket efter var ham det desuden rent fysisk. Han havde
rejst sig og lagt sig på knæ ved Freias seng og omfavnede hendes
halvsovende liggende skikkelse. Han begravede sit fortrukne ansigt dybt
i hendes omfangsrige hår. Hun lod ham gøre det, men lå
selv apatisk hen.
-Nej, nej... Freia...! Det her kan du ikke mene! bad han bævende
ind i hårpragten.
Nu skete der noget meget atypisk for Nik: Han begyndte at græde.
Nikolaj havde ofte grædt i sine tidlige barndom.
Han var opvokset på landet, hvor de fleste af hans klasse-kammerater
var af bondefamilie. Niks egne forældre var keramikere og desuden
tilflyttere fra København, og de ansås derfor for en slags
outsidere blandt lokalbefolkningen, og det smittede af på Nikolajs
jævnaldrendes syn på ham. Og da børn gerne er langt
mere direkte og ubarmhjertige i deres menings-tilkendegivelser end voksne,
gav deres nedarvede fordomme imod sådanne "udskud" sig ret korporlige
udslag. Nik var den fødte prügelknabe for de andre i klassen,
og tilmed et taknemmeligt offer, da han i starten var ret følsom
og havde let til tårer. Han blev derfor, om ikke dagligt, så
i al fald jævnligt moppet på den ene eller anden måde,
ofte på en endog meget håndfast måde. Især af klassens
drenge, for Nik var i en kort periode ret populær blandt pigerne
i klassen, som nærmest konkurrerede indbyrdes om at opnå hans
gunst. Nu var kæresterierne på dette alderstrin temmeligt uskyldige
og sjældent særligt dybfølte, men ikke desto mindre
var dette alligevel medvirkende til de andre drenges misundelse på
Nikolaj. Selv om de udadtil gjorde indtryk af ikke at ville have noget
som helst med "tøserne" at gøre. Nik derimod udviste åbenlys
interesse for dem. Hvilket naturligvis kun forøgede "argumenterne"
for forfølgelsen af ham, i de andre drenges øjne.
Dette gik for sig i årevis. Efterhånden som tiden gik,
resul-terede det i, at Nik blev mere og mere hård og ufølsom.
Det gjaldt især om ikke at græde; dette var udtryk for svaghed,
og stillede man det offenligt til skue, havde forfølgerne sejret.
Kunne han blive gråden kvit, ville han have frataget dem et af deres
største trumfkort. Så dette arbejdede han stædigt hen
imod. I lang tid forgæves, han kunne endnu ikke fornægte sine
følelser.
Men til sidst opnåede han det faktisk. Og det hjalp faktisk lidt
på situationen. Men det var nok især tiden selv, der kom ham
til hjælp, idet han, jo ældre han blev, bedre og bedre formåede
at hævde sig bogligt blandt sine jævnaldrende klassefæller.
Det havde han nu altid kunnet, men i de tidlige klasser var dette nærmest
en ulempe i forholdet til de andre. Dette ændrede sig med tiden,
efterhånden som han selv og klassekammeraterne blev mere voksne,
og derfor kom til se flere værdier i boglig viden og færdighed.
Imidlertid var resultatet af hans dengang så sammenbidte forsøg
på at undslippe grådens ydmygelse blevet, at han til sidst
overhovedet ikke var i stand til at græde længere. Og denne
følelsesmæssige mangel havde faktisk plaget ham hele hans
voksne tilværelse. Fordi han her, befriet for de direkte forfølgelser,
indså, at gråden kunne være en kærkommen befrier
af indestængte følelser. Og at denne gråd, hvis den
ikke bliver udfriet, i stedet oplagres dybt i ens hjerte som sten, der
langsom vokser. Lag for lag, som små sorte perler. I forsøget
på at undslippe forfølgerne havde han faktisk emotionelt invalideret
sig selv.
Denne sten, bygget af årtiers indestængt gråd, faldt nu omsider fra hans hjerte. Dette var åbenbart det ekstreme følelsesmæssige udsving, der skulle til for at løsne den. Nikolaj græd for første gang i 14 år, hans halve liv, for første gang i hans voksne tilværelse. Så stort var omfanget af hans sorg over at miste Freias kærlighed. Selve kærlighedens gudinde nægtede ham den. For Nikolaj føltes det som om, al verdens kærlighed på en gang forsvandt. Alt stod for fald. Ragnarok ville overtage.
Nikolaj hulkede højlydt, og gjorde både Freias fyldige
røde hår og hendes hovedpude ganske gennemblødt af
hans tårer. Med mindre naboerne sov utroligt tungt, ville de umuligt
kunne undgå at bemærke uroen i værelset ved siden af.
Det hjalp Nik lidt at udgyde tårerne, på klumpen i halsen
og på de gamle sten i hjertet, men fortvivlelsen over Freias beslutning
blev ikke mindre.
Nik følte, at hans verden nu sank totalt i grus. Endelig var
det lykkedes for ham at finde en pige, han på en gang var afsindig
glad for og lykkelig sammen med, og som han med tiden var kommet til at
holde mere og mere af, så han til sidst nu var næsten sygeligt
forelsket i hende. Og hun havde ovenikøbet, i al fald på et
tidligere tidspunkt, været forelsket i ham. Ja, dengang havde hendes
følelser for ham faktisk været større, end hans var
for hende. - Uden at han af den grund havde følt sig angst og frihedstruet,
som det ellers plejede at gå ham i en sådan situation. De havde
været lykkelige. På næsten alle felter havde de efter
hans overbevisning fungeret usædvanligt godt sammen; socialt, holdningsmæssigt,
sexuelt... Og alt det ville hun nu pludseligt tage fra ham. Han kunne ikke
skjule for sig selv, at det kom som et chok for ham. Aldrig ville han havde
troet, at Freias mærkelige opførsel over for ham de forløbne
dage var så seriøst begrundet. Selv om han nok burde have
opdaget det, hvis hans øjne ikke havde været blændet
af hans egen forelskelse i hende. Nu var der intet tilbage, følte
han. Han ville aldrig kunne finde en anden som Freia. Hun var unik, og
deres forhold var unikt. Der var ikke noget at leve videre for nu. Han
kunne lige så godt få gjort en ende på sine lidelser
så hurtigt som muligt, jo længere der gik, jo mere ondt ville
det blot gøre.
Han hulkede stadig, men der var nu snart ikke mere saltvand tilbage
i øjenkrogene at danne tårer af.
-Freia, må jeg ikke nok få lov til at sove her hos dig
i nat, en sidste gang? tikkede Nikolaj stødvist.
-Nej, Nik, det kan du altså ikke, det kan ikke nytte noget. Læg
dig nu til at sove, jeg er altså dødtræt!
-Jeg kan for fanden da ikke bare lægge mig hen i min seng og
sove nu! Det må du s'gu da ku' forstå!? protesterede Nik.
Freia sukkede højlydt.
-Så læg dig på gulvet eller hvor fanden du ellers
vil, jeg vil i al fald godt sove nu, og du kan ikke ligge her. Du gør
kun det hele meget værre for dig selv ved at be' om at sove hos mig.
Og du får altså ikke lov...!
-Er du virkelig så gemen, at du end ikke tilstår den dødsdømte
den sidste smøg?
-Hva' i alverden er nu det for noget vrøvl at sige?
Hun åbnede øjnene en smule og så irriteret, men
også lidt bekymret på ham.
-Du ved vist ganske udemærket, hvad det er, jeg mener! tænkte
Nik, men undlod at sige noget.
-Sig mig, skulle jeg ikke alligevel se at finde et andet sted. Nu skal
jeg altså snart sove! sagde hun lidt efter, da Nik ikke svarede.
Nik rejste sig, greb whisky-flasken og smøgerne.
-Nej, hvis der er nogen, der skal gå, må det være
mig! sagde Nik bittert.
-...og jeg skal nok forsvinde nu!
Freia så bestemt på Nik.
-Nu går du altså ikke ud og gør noget dumt, vel
Nik? spurgte hun mistænksomt.
-Nej, nej, det skal du s'gu ikke være bange for...! løj
Nik.
Freia var ikke overbevist.
-Jeg er altså ikke så træt, at jeg ikke vil kunne
sætte himmel og hav i bevægelse for undgå, du gør
noget...!
-...bare du gider fortælle mig, hvor det er, Bondo bor! afbrød
Nikolaj hende.
-Bondo?
Freia så først forbavset ud, så fattede hun meningen
og indså, at hun herigennem fik en chance for at slippe ud af den
penible situation, hun befandt sig i, og så derfor til sidst helt
lettet ud.
-Ja, det er nok en god idé at snakke med en anden end lige mig!
sagde hun og oplyste velvilligt Bondos lejlighedsnummer til Nikolaj, idet
hun fandt det på den oversigtsliste over lej-lighedernes beboere,
som hun i sin egenskab af turleder var i besiddelse af.
-Tak! Sov godt! udspyede Nikolaj sarkastisk, idet han forlod soveværelset.
På vejen ud greb han nøglen til lejligheden fra køleskabets
top, og puttede den ned i sine cykelbukser.
Han undlod nådigt at smække med døren.