Kapitel 18 - Den sidste olie.

Der lød rytmisk fuglesang i varierende tonehøjde på den udendørs løbegang.
Det var nu ikke fordi den fjerede fauna var opstanden, klokken var kun lidt over 3, men sådan lød ringeklokkerne faktisk i badehotellets lejligheder. Hvilket de havde haft megen morskab ud af. Første gang, Nikolaj hørte lyden, havde Svend og han siddet sammen i deres fælles forstue. De havde kigget forundret på hinanden på grund af den nærværende, liflige fuglefløjten, men det var først gået op for dem, at det var ringeklokken, der frembragte lyden, da der øjeblikket efter desuden blev banket på døren som følge af deres manglende reaktion på fuglekvidderet. Det havde dengang været Bondo, der ville aflægge dem et visit.
Nu var det til gengæld Bondos ringeklokke, der blev aktiveret. Af Nik. De første forsøg affødte heller ikke her umiddelbart nogen reaktion. Men Nik blev stædigt ved; Bondo repræsenterede i dette øjeblik et svagt håb om stækket overlevelse. Desuden ville han kunne fungere som modtager for Niks eventuelle verbale afskedsbrev. Det var derfor vigtigt, at han fik fat i ham, her og nu.
Endelig kunne der opfattes en form for aktivitet inde i forstuen. Døren blev åbnet. Det var heldigvis Bondo selv, der åbnede.
-Hej Bondo...! Må jeg godt lige snakke lidt med dig...!? sagde Nikolaj spagt.
-Mmjaeh...! mumlede Bondo søvndrukken.
Han var dødtræt, men kunne godt se, at der var noget alvorligt galt med Nik og var parat til at lade dette få første prioritet.
Nik satte sine materielle byrder fra sig på sofabordet, vendte sig atter mod Bondo, kastede sig ind mod hans bryst og gav sig til at stortude.
-Freia er gået fra mig! hulkede han skingert til Bondos skulder.
Bondo indså situationens alvor, og lagde trøstende sine arme om Nik.
Bondo var chokeret; han havde aldrig før oplevet Nik græde. Han undrede sig over, at han gjorde det nu: Bondo havde i al den tid, han og Nik havde kendt hinanden, altid fået førstehånds indblik i Niks følelsesliv. Han syntes at huske indtil flere afslag på Niks kærlige tilnærmelser til piger, med hvem han tilsyneladende havde været dybere følelsesmæssigt engageret end med Freia, uden at disse af den grund havde affødt en sådan tårevædet reaktion som denne.
-Har hun sagt noget om hvorfor? spurgte Bondo forsigtigt.
-Fordi jeg en vatpik...! lød Niks kort resumerende svar masochis-tisk.
Den forklaring lod Bondo sig nu ikke spise af med.
Nik gav sig til at forklare, mere eller mindre minutiøst, hvordan hans og Freias samtale var forløbet kort tid forinden.
Bondo troede ikke rigtig på Freias benægtende udsagn angående bruddet, som følge af den løsslupne Cairo-nat.
-Nej, jeg må nok også indrømme, at jeg har temmelig dårlig samvittighed over det, der skete den nat. Men jeg tror ikke desto mindre faktisk på hende, når hun siger, at hendes udfald ikke har noget med det at gøre. Det var kun et symptom, ikke årsagen til krisen. Selvom jeg unægteligt troede, at det modsatte var tilfældet! forsøgte Nik at forklare.
-Hun siger derimod, at en grund var, at hun selv havde forandret sig. Den tror jeg til gengæld ikke på: Ganske vist har hun nok ændret sig en smule på det sidste, men den egentlige grund til bruddet er s'gu den forandring, jeg selv er undergået. Jeg er mig selv gruelig bevidst om, at jeg er blevet mere og mere passiv i løbet af dette efterår. Og at dette til dels skyldes min egen mangel på respekt for mig selv, forårsaget af min nuværende arbejdsløsheds-situation. Og at jeg samtidigt med dette er gået hen og blevet godt og grundigt forelsket i hende. Hun fik ret i den hypotese, hun kom med lige efter Spaniens-turen!
-Hvad var det for'n en? spurgte Bondo.
-At min angst for at miste hende, gjorde mig endnu mere under-danig, end jeg var i forvejen. Og det har nu netop medført, at det, jeg dermed ville undgå, skete...! Fanden ta' mig!

De satte sig ned på sofaen og tændte hver deres smøg. Nik tilbød Bondo noget whisky, men han afslog; han holdt sig til lidt flaske-vand. Nik selv tog uden hæmninger for sig af de stærke varer.

-Jeg siger dig, Bondo: Du aner ikke, hvor meget, jeg er kommet til at holde af den pige efterhånden... Det er virkelig afsindigt smerteligt at erfare, at hun ikke længere kan holde af mig... Selvfølgelig kunne jeg mærke en vis afdæmpning i hendes følelser over for mig, men jeg troede bare det var den uundgåelige afmatning i den første spontane forelskelse, og at den med tiden ville blive afløst af en mere vedvarende og måske mere for-nuftspræget kærlighed. Men der tog jeg altså fejl. Og skylden jeg helt min egen; jeg formåede ikke at tage mig sammen i tide og kæmpe imod den udvikling hen imod det forbandede ung-domssløvsind, jeg løb ind i efter sommerferien. Hun har jo ret: Jeg er og bli'r en vatpik!
-Nej, du er da ikke! trøstede Bondo.
-Du er da ikke mere vattet end så mange andre...!
-Jo, jeg er, og det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor meget jeg end fighter imod det, jeg bliver det åbenbart aldrig kvit...! Satan og helvede, hvor jeg dog foragter mig selv... jeg forstår hende s'gu egentlig godt; jeg tror også, jeg ville skippe ham Nikolaj, hvis jeg var i hendes sko...! Mennn...!
-Hold nu op med at være så forbandet selvudslettende, Nik, du har s'gu massevis af kvaliteter i dig, som er meget mere værd. Hvis Freia virkelig ikke kan se dem, er hun s'gu også selv ude om det... Så er hun da virkelig ikke værd at samle på, Nik!
-Jo, det er hun altså bare alligevel...! hulkede Nikolaj, utrøstelig.
-...Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan i alverden jeg skulle kunne finde en anden pige, der bare tilnærmelsesvis kan måle sig med Freia. Vi passer på så mange forskellige felter sammen som to brikker i et puslespil. Og jeg fatter simpelthen ikke, at hun ikke også ser på det på den måde...!
-...Det værste er faktisk, at... nej, ikke det værste, men...!
-Ja, ja, jeg ved godt, hvad du mener... det er bare en talemåde! indskød Bondo.
-...at hun mere eller mindre nu bruger de samme argumenter imod mig, som Aksel i sin tid brugte, da han smed mig ud af lej-ligheden. Dengang forsvarede hun mig imod dem, men nu bruger hun dem s'gu selv. Så det gør unægteligt, at de slår endnu hårdere. Når man to gange bliver udsat for meget direkte personlige angreb fra nogen i ens tilværelse, der står en nær, kan man jo fandme ikke blive ved med at sidde dem overhørig. Selv om det gør nok så ondt...!
-Hvad var det for argumenter? spurgte Bondo.
-...At jeg initiativløs, at jeg er for indelukket, at jeg er konfliktsky, at jeg ikke blander mig aktivt i deres tilværelse..! oplyste Nik.

-Gad vide, om jeg i virkeligheden fortav nogle af disse anklager, da jeg beskrev Aksels enetale for Freia dengang? tænkte Nik nu pludselig.
-....Fordi jeg anede, at hun ville give ham ret?

-Men sådan har alle mennesker da perioder i deres liv, hvor de ikke helt er sig selv... Det er jo sjældent endegyldigt...! forsvarede Bondo ham.
-Jaeh, det har de måske nok... men der må da alligevel være noget om det, de uafhængigt af hinanden samstemmende siger. De er jo, de to personer, der har været tættest inde på livet af mig det sidste års tid. Det er s'gu nok mig, der er skør...!
-Pjat med dig, du er ikke mere skør end folk er flest! proteste-rede Bondo.
-Høh... jeg mener: Selvfølgelig er du lidt skør, men det er netop det, der gør, at du skiller dig ud fra mængden... det, der gør, at vi ka' li' dig! forsatte Bondo i et forsøg på at føre et humoristisk element ind i den ellers så traurige samtale.
Måske kunne det løsne Niks sortsyn lidt.
-Hmmm, tak for det, Bondo! svarede Nikolaj og klemte Bondos ene arm i fysisk taknemmelighed over denne anerkendende solidaritets-erklæring til ham.
Men den vejede ikke meget i hans fortvivlede sind.

-Hvad skal der så ske nu? spurgte Bondo.
-Tjah, det må du nok spørge om... Freia har tilbudt at flytte ind til Tenna og Lasse... Hun har sikkert allerede snakket med dem om det; jeg opdagede, at hun her til aften var inde hos dem. Det må have været det forestående problem, hun ville snakke med dem om. Men det ville jeg altså bare ikke kunne bære... Dels fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive i det gamle værelse uden Freia, dels fordi jeg så ville føle, at hun "stjal" mine venner fra mig. Jeg må snakke med dem om selv at flytte derind. Før hun får faste aftaler med dem. Hvis hun ikke allerede har det...!?

Selv Nik var efterhånden blevet ret træt. De sad nu begge og gabte mere eller mindre åbenlyst.
Mens de havde siddet i sofaen og snakket, havde myggene sværmet tæt omkring dem. Bondo havde forsøgt at beskytte sin halvt påklædte krop med et sengetæppe, og havde også lagt det om skuldrene på Nikolaj. Men Nik havde ikke ænset de stikkende luftangreb, og havde derfor ikke reageret på, at tæppet gang på gang var gledet af.
-Tror du nu alligevel ikke, vi trods alt skulle få os lidt søvn? spurgte Bondo.
-...Vi skal faktisk op og deltage i den der skide generalprøve om små fire timer...!
-Skal vi...? tænkte Nik tvivlende.
-...Du skal måske, men ikke jeg!
-Jo, det skulle vi måske..! svarede Nik valent.
-...Men kan jeg så ikke få lov til at sove her på sofaen!? Jeg kan simpelthen ikke gå tilbage til det værelse og sove ved siden af hende...!
-Jo, det kan du sådan set godt, men der kan nok blive et lille problem med hensyn til et tæppe...!
-Det er ikke noget problem; jeg har vores nøgle, jeg kan bare hente mit eget!

Nik gik målbevidst tilbage til sin egen lejlighed og låste sig ind. Han gjorde sig ikke nogen specielle anstrengelser for at være stille. Freia sov imidlertid tilsyneladende trygt, og så ikke ud til at bemærke Niks kortvarige tilbagevenden. Det ærgrede ham lidt.

Tilbage hos Bondo takkede Nikolaj ham for hans hjælp som lytter, og lagde sig til rette på sofaen. Bondo sagde godnat, gav Nik et opmuntrende knus (Det går nok alt sammen...!), og gik i seng i soveværelset ved siden af.
På daværende tidspunkt var det faktisk Niks hensigt at prøve at få sig lidt søvn. Måske så det hele anderledes ud i morgen... Måske ville Freia fortryde... Han ville sove på det.

Men det blev aldrig til noget. Efter en ret kortvarig ro indtrådte hans tidligere rastløshed påny. Han vendte og drejede sig atter hvileløst. Myggene var ham pludselig til gene. Ikke fordi de stak, men fordi de i Niks proportionsforvrængende sindstilstand larmede uforholdsmæssigt meget.
Nej, fandme nej om han ville ligge der og resignere, tænkte han. "Alt var noget lort, undtagen pis." Bondos udtryk - det passede forbandet godt lige nu, syntes Nik. Han måtte væk, væk, væk. Væk fra alt. Fra hende, den dumme kælling! Fra sig selv. Fra det hele. Forbandede verden! Farvel!
Han sang stille en sang af Pink Floyd for sig selv:

 Goodbye, cruel world, I'm leaving you today, goodbye, goodbye, goodbye!
 Goodbye, all you people, there's nothing you can say to make me change my mind, goodbye!

Nikolaj smed tæppet arrigt fra sig, tog flasken og cigarettene i hånden og forlod Bondos forstue. Han stillede varerne fra sig på løbegangen og gik tilbage til sin egen lejlighed.

I soveværelset kiggede han ondt på Freia, der stadig sov. Hun lå med åben mund og småsnorkede lidt, men i Niks øjne så hun stadig ud som det dejligste væsen på jorden.
-Hvorfor? spurgte han hende, sig selv, verden.
Han faldt i staver, mens han studerede hendes ansigtstræk, som for at indprente sig dem en sidste gang.
Så tog han sig sammen.
-Nu ska' jeg fandeme vise dig...! hviskede han uhørligt.
Han greb sin guitar og sit kamera, kyssede en imaginær Freia farvel ud i luften og forlod atter lejligheden. I gangen samlede han sprut og smøger op igen. Belæsset med al grejet gik han ud af hotel-fløjen og gik helt ud på spidsen af den mole, der markerede hotel-strandens sydlige afgrænsning. Her satte han sig nu til rette med de tre trøste-midler, whisky, cigaretter og guitar, indenfor rækkevidde.
Han følte sig fast overbevist om, at han, lige om lidt, ville gøre det forbi, på en eller anden måde. Men det ville sikkert være nemmere, hvis han først forøgede bedøvelsen mest muligt. Det kunne vel heller ikke skade at give sig lidt tid til at tænke oplevelserne med Freia igennem, før han gjorde det fatale udfald mod den ubarmhjertige tilværelse.
Hvordan havde forholdet egentlig været, hvis han nu skulle være 100 % ærlig over for sig selv? Var det hele blot et stort blændværk?
Men allerførst ville han altså lige spille lidt på sin guitar. En god gammeldags blues kunne vel næppe blive mere dybfølt end i netop hans nuværende situation, tænkte Nikolaj. Hvis han da ellers kunne få fingrene til at makke ret.

Næste kapitel