De satte sig ned på sofaen og tændte hver deres smøg. Nik tilbød Bondo noget whisky, men han afslog; han holdt sig til lidt flaske-vand. Nik selv tog uden hæmninger for sig af de stærke varer.
-Jeg siger dig, Bondo: Du aner ikke, hvor meget, jeg er kommet til at
holde af den pige efterhånden... Det er virkelig afsindigt smerteligt
at erfare, at hun ikke længere kan holde af mig... Selvfølgelig
kunne jeg mærke en vis afdæmpning i hendes følelser
over for mig, men jeg troede bare det var den uundgåelige afmatning
i den første spontane forelskelse, og at den med tiden ville blive
afløst af en mere vedvarende og måske mere for-nuftspræget
kærlighed. Men der tog jeg altså fejl. Og skylden jeg helt
min egen; jeg formåede ikke at tage mig sammen i tide og kæmpe
imod den udvikling hen imod det forbandede ung-domssløvsind, jeg
løb ind i efter sommerferien. Hun har jo ret: Jeg er og bli'r en
vatpik!
-Nej, du er da ikke! trøstede Bondo.
-Du er da ikke mere vattet end så mange andre...!
-Jo, jeg er, og det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor meget jeg end
fighter imod det, jeg bliver det åbenbart aldrig kvit...! Satan og
helvede, hvor jeg dog foragter mig selv... jeg forstår hende s'gu
egentlig godt; jeg tror også, jeg ville skippe ham Nikolaj, hvis
jeg var i hendes sko...! Mennn...!
-Hold nu op med at være så forbandet selvudslettende, Nik,
du har s'gu massevis af kvaliteter i dig, som er meget mere værd.
Hvis Freia virkelig ikke kan se dem, er hun s'gu også selv ude om
det... Så er hun da virkelig ikke værd at samle på, Nik!
-Jo, det er hun altså bare alligevel...! hulkede Nikolaj, utrøstelig.
-...Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan i alverden jeg
skulle kunne finde en anden pige, der bare tilnærmelsesvis kan måle
sig med Freia. Vi passer på så mange forskellige felter sammen
som to brikker i et puslespil. Og jeg fatter simpelthen ikke, at hun ikke
også ser på det på den måde...!
-...Det værste er faktisk, at... nej, ikke det værste,
men...!
-Ja, ja, jeg ved godt, hvad du mener... det er bare en talemåde!
indskød Bondo.
-...at hun mere eller mindre nu bruger de samme argumenter imod mig,
som Aksel i sin tid brugte, da han smed mig ud af lej-ligheden. Dengang
forsvarede hun mig imod dem, men nu bruger hun dem s'gu selv. Så
det gør unægteligt, at de slår endnu hårdere.
Når man to gange bliver udsat for meget direkte personlige angreb
fra nogen i ens tilværelse, der står en nær, kan man
jo fandme ikke blive ved med at sidde dem overhørig. Selv om det
gør nok så ondt...!
-Hvad var det for argumenter? spurgte Bondo.
-...At jeg initiativløs, at jeg er for indelukket, at jeg er
konfliktsky, at jeg ikke blander mig aktivt i deres tilværelse..!
oplyste Nik.
-Gad vide, om jeg i virkeligheden fortav nogle af disse anklager, da
jeg beskrev Aksels enetale for Freia dengang? tænkte Nik nu pludselig.
-....Fordi jeg anede, at hun ville give ham ret?
-Men sådan har alle mennesker da perioder i deres liv, hvor de
ikke helt er sig selv... Det er jo sjældent endegyldigt...! forsvarede
Bondo ham.
-Jaeh, det har de måske nok... men der må da alligevel
være noget om det, de uafhængigt af hinanden samstemmende siger.
De er jo, de to personer, der har været tættest inde på
livet af mig det sidste års tid. Det er s'gu nok mig, der er skør...!
-Pjat med dig, du er ikke mere skør end folk er flest! proteste-rede
Bondo.
-Høh... jeg mener: Selvfølgelig er du lidt skør,
men det er netop det, der gør, at du skiller dig ud fra mængden...
det, der gør, at vi ka' li' dig! forsatte Bondo i et forsøg
på at føre et humoristisk element ind i den ellers så
traurige samtale.
Måske kunne det løsne Niks sortsyn lidt.
-Hmmm, tak for det, Bondo! svarede Nikolaj og klemte Bondos ene arm
i fysisk taknemmelighed over denne anerkendende solidaritets-erklæring
til ham.
Men den vejede ikke meget i hans fortvivlede sind.
-Hvad skal der så ske nu? spurgte Bondo.
-Tjah, det må du nok spørge om... Freia har tilbudt at
flytte ind til Tenna og Lasse... Hun har sikkert allerede snakket med dem
om det; jeg opdagede, at hun her til aften var inde hos dem. Det må
have været det forestående problem, hun ville snakke med dem
om. Men det ville jeg altså bare ikke kunne bære... Dels fordi
jeg ikke ville kunne holde ud at blive i det gamle værelse uden Freia,
dels fordi jeg så ville føle, at hun "stjal" mine venner fra
mig. Jeg må snakke med dem om selv at flytte derind. Før hun
får faste aftaler med dem. Hvis hun ikke allerede har det...!?
Selv Nik var efterhånden blevet ret træt. De sad nu begge
og gabte mere eller mindre åbenlyst.
Mens de havde siddet i sofaen og snakket, havde myggene sværmet
tæt omkring dem. Bondo havde forsøgt at beskytte sin halvt
påklædte krop med et sengetæppe, og havde også
lagt det om skuldrene på Nikolaj. Men Nik havde ikke ænset
de stikkende luftangreb, og havde derfor ikke reageret på, at tæppet
gang på gang var gledet af.
-Tror du nu alligevel ikke, vi trods alt skulle få os lidt søvn?
spurgte Bondo.
-...Vi skal faktisk op og deltage i den der skide generalprøve
om små fire timer...!
-Skal vi...? tænkte Nik tvivlende.
-...Du skal måske, men ikke jeg!
-Jo, det skulle vi måske..! svarede Nik valent.
-...Men kan jeg så ikke få lov til at sove her på
sofaen!? Jeg kan simpelthen ikke gå tilbage til det værelse
og sove ved siden af hende...!
-Jo, det kan du sådan set godt, men der kan nok blive et lille
problem med hensyn til et tæppe...!
-Det er ikke noget problem; jeg har vores nøgle, jeg kan bare
hente mit eget!
Nik gik målbevidst tilbage til sin egen lejlighed og låste sig ind. Han gjorde sig ikke nogen specielle anstrengelser for at være stille. Freia sov imidlertid tilsyneladende trygt, og så ikke ud til at bemærke Niks kortvarige tilbagevenden. Det ærgrede ham lidt.
Tilbage hos Bondo takkede Nikolaj ham for hans hjælp som lytter,
og lagde sig til rette på sofaen. Bondo sagde godnat, gav Nik et
opmuntrende knus (Det går nok alt sammen...!), og gik i seng i soveværelset
ved siden af.
På daværende tidspunkt var det faktisk Niks hensigt at
prøve at få sig lidt søvn. Måske så det
hele anderledes ud i morgen... Måske ville Freia fortryde... Han
ville sove på det.
Men det blev aldrig til noget. Efter en ret kortvarig ro indtrådte
hans tidligere rastløshed påny. Han vendte og drejede sig
atter hvileløst. Myggene var ham pludselig til gene. Ikke fordi
de stak, men fordi de i Niks proportionsforvrængende sindstilstand
larmede uforholdsmæssigt meget.
Nej, fandme nej om han ville ligge der og resignere, tænkte han.
"Alt var noget lort, undtagen pis." Bondos udtryk - det passede forbandet
godt lige nu, syntes Nik. Han måtte væk, væk, væk.
Væk fra alt. Fra hende, den dumme kælling! Fra sig selv. Fra
det hele. Forbandede verden! Farvel!
Han sang stille en sang af Pink Floyd for sig selv:
Goodbye, cruel world, I'm leaving you today, goodbye, goodbye,
goodbye!
Goodbye, all you people, there's nothing you can say to make
me change my mind, goodbye!
Nikolaj smed tæppet arrigt fra sig, tog flasken og cigarettene i hånden og forlod Bondos forstue. Han stillede varerne fra sig på løbegangen og gik tilbage til sin egen lejlighed.
I soveværelset kiggede han ondt på Freia, der stadig sov. Hun lå
med åben mund og småsnorkede lidt, men i Niks øjne så
hun stadig ud som det dejligste væsen på jorden.
-Hvorfor? spurgte han hende, sig selv, verden.
Han faldt i staver, mens han studerede hendes ansigtstræk, som for at
indprente sig dem en sidste gang.
Så tog han sig sammen.
-Nu ska' jeg fandeme vise dig...! hviskede han uhørligt.
Han greb sin guitar og sit kamera, kyssede en imaginær Freia farvel ud
i luften og forlod atter lejligheden. I gangen samlede han sprut og smøger
op igen. Belæsset med al grejet gik han ud af hotel-fløjen og gik
helt ud på spidsen af den mole, der markerede hotel-strandens sydlige
afgrænsning. Her satte han sig nu til rette med de tre trøste-midler,
whisky, cigaretter og guitar, indenfor rækkevidde.
Han følte sig fast overbevist om, at han, lige om lidt, ville gøre
det forbi, på en eller anden måde. Men det ville sikkert være
nemmere, hvis han først forøgede bedøvelsen mest muligt.
Det kunne vel heller ikke skade at give sig lidt tid til at tænke oplevelserne
med Freia igennem, før han gjorde det fatale udfald mod den ubarmhjertige
tilværelse.
Hvordan havde forholdet egentlig været, hvis han nu skulle være
100 % ærlig over for sig selv? Var det hele blot et stort blændværk?
Men allerførst ville han altså lige spille lidt på sin guitar.
En god gammeldags blues kunne vel næppe blive mere dybfølt end
i netop hans nuværende situation, tænkte Nikolaj. Hvis han da ellers
kunne få fingrene til at makke ret.